Esbjerg 11/9-2025

Resumé

Sagsøger blev behandlet for gener i venstre knæ og fik derfor foretaget flere knæoperationer.

Patientforsikringen (nu Patienterstatningen) vurderede, at sagsøger ikke blev påført en behandlingsskade efter § 19, stk. 1, og § 20, stk. 1, i klage- og erstatningsloven.

Sagsøger anmodede herefter om genoptagelse af sagen på baggrund af en ny CT-scanning, som viste udvidelse af lårbenstunnellen og flere borehuller i indre lårbenskno og fordi en læge havde oplyst, at en af operationerne var en fejloperation.

Patienterstatningen vurderede, at der ikke var grundlag for at genoptage sagen efter almindelige forvaltningsretlige principper om genoptagelse.

Ankenævnet stadfæstede afgørelsen.

Sagsøger stævnede ankenævnet og gjorde gældende, at der var grundlag for at genoptage sagen til fornyet vurdering, idet det ikke kunne lægges til grund, at de nye oplysninger i form af CT-scanningen og en ny speciallægeerklæring ikke havde betydning for vurderingen af sagen. Sagsøger gjorde endvidere gældende, at sagen skulle genoptages på baggrund af sagsbehandlingsfejl, idet den nye speciallægeerklæring ikke fremgik specifikt af Ankenævnet for Patienterstatningens afgørelse eller interne lægelige vurdering.

Retten fandt, at sagsøger ikke havde bevist eller sandsynliggjort at

de nye oplysninger gav grundlag for genoptagelse og lagde blandt andet vægt på, at det forhold, at en ny speciallægeerklæring vurderede, at sagsøger

blev påført en patientskade, ikke kunne føre til et andet resultat, da speciallægens konklusion bygger på de samme oplysninger, som Ankenævnet havde til rådighed. Det var således ikke tilstrækkeligt, at en special-

læge havde en anden opfattelse af, hvornår der foreligger en patientskade, end Ankenævnet har.

Retten fandt desuden, at det ikke kunne anses som en sagsbehandlingsfejl, at Ankenævnet ikke specifikt omtalte den nye speciallægeerklæring i afgørelsen.

Ankenævnet blev derfor i det hele frifundet.