Horsens 3/11-2025

Resumé

Sagsøger blev behandlet for en forsnævring af rygmarvskanalen (spinalstenose) i nakken, der allerede forud for behandlingen havde medført gener ud i arme og ben samt styringsbesvær.

Sagsøger blev på relevant vis opereret akut herfor, men operationen medførte en forværring af rygmarvsskaden og deraf følgende forværrede gener. Der var tale om en hændelig komplikation til operationen, der blev foretaget efter erfaren specialiststandard.

Patienterstatningen havde vurderet, at sagsøger var berettiget til erstatning for skaden efter § 20, stk. 1, nr. 4, i klage- og erstatningsloven og havde ved flere afgørelser udmålt erstatning herfor.

En senere afgørelse om erstatning blev påklaget til ankenævnet, der ændrede Patienterstatningens oprindelige afgørelse om anerkendelse af en erstatningsberettigende behandlingsskade. Ankenævnet ophævede derfor også Patienterstatningen afgørelser om udmåling af erstatning.

Det var ankenævnets vurdering, at sagsøger ikke havde ret til erstatning for den skade, der skete som følge af behandlingen, jf. § 20, stk. 1, nr. 4, i, idet skaden ikke var mere omfattende, end hvad sagsøger med rimelighed måtte tåle.

For retten angik sagen spørgsmålet om, hvorvidt den indtrådte skade berettigede til erstatning efter § 20, stk. 1, nr. 4, , herunder særligt om den indtrådte skade opfylder lovens krav om skadens relative alvor.

Sagen angik herudover spørgsmålet om, hvorvidt ankenævnet havde været berettiget til at ændre en tidligere upåklaget afgørelse fra Patienterstatningen til skade for sagsøger.

Retten lagde på baggrund af Retslægerådets udtalelse og sagens øvrige oplysninger til grund, at der havde været en nærliggende risiko for forværring af sagsøgers tilstand, såfremt han ikke blev behandlet, samt at formålet med behandlingen ikke var at bedre sagsøgers gener, men at hindre en alvorlig udvikling af tilstanden.

Retten fandt på den baggrund, at sagsøger ikke i fornødent omfang havde godtgjort, at der var sådan et misforhold mellem hans lidelse forud for behandlingen og de skader, som fulgte af behandlingen, og at disse overstiger hvad han med rimelighed må tåle, jf. § 20, stk. 1, nr. 4.

Retten fandt også, at det blandt andet fremgår af Højesterets dom af 13. juni 2016, U.2016.3276H, at ankenævnet som led i klagesagens behandling er berettiget til at ophæve Patienterstatningens afgørelser, selvom det er til skade for patienten, og selvom der er tale om afgørelser eller forhold, der ikke er påklaget. Retten fandt videre, at der ikke er holdepunkter for at antage, at der alene er adgang for ankenævnet til at omgøre Patienterstatningens afgørelser til skade for patienten, hvis der er tale om en åbenlyst forkert afgørelse.

Ankenævnet blev derfor i det hele frifundet.