Roskilde 19/11-2025

Resumé

Sagsøger led af kronisk nedsat nyrefunktion og skulle som følge heraf have dialysebehandling.

Med henblik på hæmodialyse skulle sagsøger have anlagt en AV-fistel i håndleddet, og der opstod i forbindelse med dette indgreb en nerveskade, der medførte gener i hånd og arm.

Der var i sagen enighed om, at sagsøger var påført en skade (nerveskade) som følge af behandlingen, men spørgsmålet var, om skaden berettigede til erstatning efter erstatningsbetingelserne i klage- og erstatningslovens § 20, stk. 1, nr. 3 (anden ligeværdig behandling) og 4 (rimelighedsreglen).

Patienterstatningen havde afvist erstatning med henvisning til, at sagsøgers gener efter nervepåvirkningen ikke gik ud over, hvad sagsøger med rimelighed måtte tåle som led i behandlingen af sin nyresygdom, idet generne fra nervepåvirkningen ikke var tilstrækkeligt alvorlige, jf. § 20, stk. 1, nr. 4,

Ankenævnet havde tiltrådt Patienterstatningens afgørelse herom. Ankenævnet havde også fundet, at skaden ikke gav ret til erstatning § 20, stk. 1, nr. 3.

For retten angik sagen særligt spørgsmålet om, hvorvidt sagsøger i stedet for hæmodialyse kunne være behandlet med peritonealdialyse, alternativt om sagsøger i stedet for hæmodialyse via en AV-fistel kunne have fået hæmodialyse via en mere midlertidig adgangsvej i form af et kateter indlagt i en stor vene.

På baggrund af Retslægerådets besvarelse fandt retten, at hæmodialyse er en anerkendt behandling af kronisk nyresvigt. Retten fandt i lighed med Retslægerådet også, at tilførslerne til sagsøgers journal måtte forstås således, at sagsøger på et informeret grundlag havde fravalgt behandling med peritonealdialyse. På den baggrund fandt retten, at denne behandlingsmetode ikke faktisk stod til rådighed i den givne situation.

Herefter, og da hæmodialysebehandling ved indlæggelse af et kateter i en stor vene efter Retslægerådets besvarelse ikke ville have været lige så effektiv til behandling af sagsøgers sygdom som anlæggelse af en AV-fistel, havde sagsøger ikke godtgjort, at betingelserne for at yde erstatning i medfør af § 20, stk. 1, nr. 3, var opfyldt.

Retten fandt heller ikke, at skaden var mere omfattende end sagsøger med rimelighed måtte tåle, jf. § 20, stk. 1, nr. 4. Retten lagde i den forbindelse vægt på, at sagsøger led af kronisk nedsat nyrefunktion, som ubehandlet ifølge Retslægerådet ville være forværret og på sigt ville medføre døden.

Ankenævnet blev derfor frifundet.