Viborg 10/3 - 2022

Resumé

Nyt anbringende om bevislempelse fremsat efter sagsforberedelsens afslutning blev ikke tilladt fremsat. Da de diagnostiske kriterier for akut cauda equina ikke længere var opfyldt, var der ikke grundlag for en operation hurtigere end sket.

Den erstatningssøgende patient - kendt med rygsmerter som følge af diskusprolaps og forsnævring af rygkanalen (spinalstenose) - blev 31. oktober 2016 indlagt på hospital med tiltagende smerter med udstråling til begge ben og sovende fornemmelse i fødderne. Ved undersøgelse konstaterede man normal kraft over alle store led, og patienten kunne holde på afføring og vandladning. På den baggrund vurderede man, at der ikke var tegn på sammenklemning af rygmarvens nerverødder i lænderyggen (cauda equina syndrom). MR-skanning viste efterfølgende en stor diskusprolaps mellem L4/L5 lændehvirvel, som efter konferering med bagvagten skulle behandles konservativt.

Den 1. oktober 2016 var der imidlertid tilkommet snurrende lammelser i begge ben, vandladningsproblemer, problemer med at strække tæerne på begge fødder og nedsat følesans i ridebukseområdet, hvorefter man fandt indikation for akut operation. Den erstatningssøgende blev herefter overflyttet til Behandlingssted 1. På Behandlingssted 1 fandt man samme dag ved objektiv undersøgelse ikke tegn på cauda equina syndrom, hvorfor der ikke var indikation for akut operation.

Om morgenen 2. november 2016 vurderede man imidlertid, at der var akut indikation for operation. Efter operationen var der fortsat føleforstyrrelser i ridebukseområdet og under højre fod, normal kraft over begge fod- og knæled.

Den erstatningssøgende anmeldte sagen til Patienterstatningen, som anerkendte, at patienten var påført en patientskade i form af følger efter forsinket diagnosticering og behandling af cauda equina, og at der var ret til erstatning hvis beløbet oversteg 10.000 kr. Regionen påklagede afgørelsen til ankenævnet, som ændrede afgørelsen. Ankenævnet fandt ikke grundlag for at fastslå, at behandlingen på Behandlingssted 1 den 1. november 2016 havde afveget fra, hvordan en erfaren specialist på området ville have handlet i samme situation. Ankenævnet lagde vægt på, at der ved undersøgelsen 1. november 2016 var foretaget en grundig undersøgelse med fund af normal kraft over alle led i benene, normal følesans i skridtregionen, men let nedsat knibekraft og uden ufrivillig afgang af afføring. På det grundlag fandt ankenævnet ikke, at de diagnostiske kriterier for akut cauda equina var opfyldt, og dermed var der ikke indikation for at operere hurtigere, end man gjorde.

Den erstatningssøgende indbragte herefter ankenævnets afgørelse for retten. Under retssagens forberedelse udtalte Retslægerådet, at undersøgelsen på Behandlingssted 1 den 1. november 2016 ikke længere gav anledning til akut operation, og at behandlingen var i overensstemmelse med almindelige anerkendte lægefaglige retningslinjer. Under henvisning hertil og efter en samlet vurdering af oplysningerne i sagen, fandt retten ikke grundlag for at tilsidesætte den skønsmæssige vurdering, som ankenævnet havde foretaget. Retten fandt heller ikke grundlag for, at ankenævnet skulle have foretaget en prøvelse efter lovens § 20, stk. 1, nr. 4. I forbindelse med domsafsigelsen traf retten desuden afgørelse om et formalitetsspørgsmål og afviste et nyt anbringende om bevislempelse fremsat efter sagsforberedelsens afslutning. Ankenævnet blev herefter frifundet.