Vestre Landsret 20/5 - 2022

Resumé

Sagen angik en person, der havde været ude en arbejdsskade og som under behandlingen for arbejdsskaden tillige blev påført en patientskade i form af infektion med amputation af venstre underben til følge. 9 måneder efter amputationen – før den helbredsmæssige tilstand var endeligt afklaret - fyldte skadelidte 65 år og overgik til folkepension. Der var ikke på dette tidspunkt foretaget en udredning i forhold til skadelidtes arbejdsevne.

Arbejdsskadestyrelsen tilkendte i første omgang skadelidte midlertidigt erhvervsevnetab på 50 %. Efterfølgende omgjorde Arbejdsskadestyrelsen afgørelsen og tilkendte skadelidte endeligt erhvervsevnetab med virkning fra februar 2012, hvor skadelidte havde fået amputeret sit underben.

Sagen om erhvervsevnetabserstatning efter Klage- og erstatningsloven blev behandlet flere gange af patientskademyndighederne. Den 2. december 2016 traf Ankenævnet for Patienterstatningen den afgørelse, som var til prøvelse ved domstolene. Ankenævnet afviste ved afgørelsen, at skadelidte var berettiget til erhvervsevnetabserstatning, da der ikke forud for skadelidtes overgang til folkepension forelå et forsvarligt grundlag for at skønne over erhvervsevnetabet. Det blev i den forbindelse bl.a. tillagt vægt, at en

underbensamputation ikke i sig selv udgjorde et forsvarligt grundlag for at skønne over erhvervsevnetabet i henhold til erstatningsansvarsloven. Ankenævnet lagde endvidere vægt på, at skadelidtes helbredstilstand på tidspunktet for overgangen til folkepension var uafklaret, ligesom skadelidte ikke havde gennemgået nogen arbejdsprøvning.

Under sagen fremkom Arbejdsmarkedets Erhvervssikring med en udtalelse, hvorved skadelidtes erhvervsevnetab blev vurderet til at udgøre 65 %.

Vestre Landsret tilsidesatte ved dom af 20. maj 2022 ankenævnets afgørelse, hvorefter skadelidte ikke havde ret til erhvervsevnetabserstatning. Ankenævnet blev således blevet dømt til at anerkende, at boet efter skadelidte havde ret til differenceerstatning beregnet ud fra et erhvervsevnetab på 50 %.

Landsretten omgjorde herved Retten i Randers’ dom af 29. august 2019, hvorved ankenævnet var blevet frifundet.

Landsretten kom efter en samlet bedømmelse af de konkrete omstændigheder, herunder skadens omfang og karakter sammenholdt med skadelidtes alder, den ret høje indkomst, som han havde inden ulykken, og at han var ufaglært, frem til, at der inden skadelidtes overgang til folkepension, og på trods af at der ikke var gennemført nogen form for erhvervsafklaring, forelå et forsvarligt grundlag for at skønne over hans erhvervsevnetab. Landsretten udtalte i den sammenhæng, at der ikke er grundlag for at fastslå, at det er en forudsætning for at skønne, om patientskaden medførte en varig nedsættelse af skadelidtes evne til at skaffe sig indtægt, at hans resterhvervsevne var afdækket ved et kommunalt afklaringsforløb.

Boet havde påstået, at ankenævnet skulle anerkende, at skadelidte havde været berettiget til et erhvervsevnetab på 65 % i overensstemmelse med den vurdering, som Arbejdsskadestyrelsen var fremkommet med. Dette fik boet dog ikke medhold i. Boet fik endvidere ikke medhold i et synspunkt om, at skadelidte ville have fortsat på arbejdsmarkedet frem til de 70 år, eller ville have udnyttet sin erhvervsevne helt eller delvist efter pensioneringen, hvis ikke han havde været udsat for patientskaden.