Vestre Landsret 23/5 - 2022

Resumé

I sagen var skadelidte blevet tilset af en vagtlæge i hjemmet den 22. maj 2011 grundet voldsomme smerter mellem skulderbladene opstået i forbindelse med en gåtur. Vagtlægen mente, at smerterne skyldtes forskydninger i facetleddene i rygsøjlen, og anbefalede at opsøge kiropraktor eller egen læge ved fortsatte gener. Da skadelidtes smerter forværredes over aftenen og i løbet af natten, konsulterede skadelidte den følgende dag sin praktiserende læge, som efter en EKG konstaterede tegn på blodprop i hjertet, hvorefter skadelidte blev indlagt og akut fik foretaget ballonbehandling ved indsættelse af stent ved hjertet. Skadelidtes hjerte havde herefter nedsat pumpefunktion. Den 24. maj 2011 blev skadelidte

overflyttet til et andet hospital, og i det følgende indlæggelsesforløb var skadelidte fortsat præget af nedsat pumpefunktion i hjertet, og der opstod en blodprop dannet på væggen i hjertet. Skadelidte blev udskrevet den 7. juni 2011, og ved afslutningen af hjerterehabiliteringen var EF steget til 50 % og blodproppen var svundet.

Ankenævnet fandt i sagen, at behandlingen og diagnosticeringen foretaget af vagtlægen var i overensstemmelse med den behandling og diagnosticering, som en erfaren specialist ville have foretaget. Ankenævnet tillagde det i den forbindelse vægt, at skadelidte gennem nogle dage havde haft ondt i ryggen, og at vagtlægen i forbindelse med undersøgelsen af skadelidte fandt ømhed svarende til leddene i rygsøjlen, samt at forskydninger i facetleddene var en meget hyppig årsag til smerter i ryggen og gener af den karakter, som skadelidte havde. Ankenævnet tillagde det derudover vægt, at en indlæggelse på ovenstående baggrund ikke var indiceret, ligesom at en blodprop i hjertet ikke alene kunne diagnosticeres ved en hjerte- og lungestetoskopi.

Under byretssagen blev sagen forelagt Retslægerådet, som vurderede, at oplysningen om vejrtræknings-problemer hos skadelidte burde have ført til, at vagtlægen foretog stetoskopi af hjerte og lunger, men at stetoskopi ikke ville have ført til, at den korrekte diagnose blev stillet. Retslægerådet udtalte endvidere, at de symptomer, som skadelidte udviste på tidspunktet for

undersøgelsen, ikke var entydigt typiske for hverken en blodprop i hjertet eller facetledsyndrom, men at der var tale om en kronisk rygpatient, hvor de objektive fund tydede på facetledsyndrom. Vagtlægens handlemåde blev af Retslægerådet betegnet som et fejlskøn, hvorefter vagtlægen ud fra de foreliggende præmisser kunne drage flere konklusioner, og hvor forløbet først senere viste, at den trufne beslutning ikke var den optimale.

Byretten frifandt Ankenævnet, idet retten lagde til grund, at skadelidte som følge af den forsinkede behandling havde været udsat for en større skade og mere forringet hjertefunktion, end hvis han af vagtlægen straks var blevet sendt til behandling, men at skadelidte ikke ved vagtlægebesøget havde

Udvist symptomer, som vagtlægen efter den erfarne specialiststandard burde have relateret til en blodprop. På baggrund af Retslægerådets udtalelse lagde retten endvidere til grund, at en hjerte-lungestetoskopi ikke ville have afsløret, at skadelidte havde en blodprop i hjertet.

Landsretten stadfæstede byrettens dom med den begrundelse, at det ikke var godtgjort, at vagtlægens beslutning om ikke at indlægge skadelidte var i strid med erfaren specialiststandard.