Frederiksberg 26/7 - 2022

Resumé

Sagsøgers mand var død af blodforgiftning efter en operation for endetarmskræft i 2017. Sagsøger anmeldte forholdet til Patienterstatningen i 2020, hvorefter behandling af sagen blev afvist på grund af forældelse under henvisning til at sagsøger burde havde eller burde have fået kendskab til, at der kunne være sket en behandlingsskade d. 15 maj 2017. Da sagsøger havde anmeldt sagen til patienterstatningen d. 13. juli 2020, så blev klagen afvist under henvisning til klage- og erstatningslovens § 59, stk. 1. Ankenævnet stadfæstede denne afgørelse, hvorefter sagsøger lagde sag an.

Sagens omdrejningspunkt var, hvorvidt sagsøger havde eller burde have haft kendskab til en eventuel skade forud for skæringsdatoen for den treårige forældelsesfrist.

Sagsøger havde under sagen forklaret, at årsagen til, at hun skrev den 20. maj 2017 i anmeldelsesskemaet var, at det var denne dato, at sagsøgers mand blev opereret og tarmsyningerne bristede. Sagsøger forklarede videre, at hun reelt først fik kendskab til en eventuel skade længe efter, da hun bl.a. søgte på symptomerne på nettet. Endelig havde sagsøger forklaret, at hun ikke fra hospitalet blev orienteret om, at sagsøgers mand var død af blodforgiftning eller at der var tale om en mulig fejlbehandling.

Retten lagde vægt på sagsøgers partsforklaring, som var afgørende for sagens udfald, og fandt, at sagsøger heller ikke i tiden efter indlevering af anmeldelsen og indtil skæringsdatoen, havde/burde have haft viden om en eventuel patientskade, jf. det citerede fra forklaringen oven for. Retten fandt det derfor ikke var bevist, at sagsøger havde sådan kendskab til skaden, at et eventuelt krav var forældet. Retten lagde afgørende vægt på, at det ikke fremgik af hospitalets journalmateriale, at sagsøger havde fået oplysninger om, at der var sket en skade i form af blodforgiftning, som muligvis kunne være forårsaget af hospitalets behandling.