Aalborg 25/10 - 2022

Resumé

Disciplinærnævnets kritik kunne ikke føre til en tilsidesættelse af ankenævnets afgørelse, idet Retslægerådets besvarelse støttede ankenævnets afgørelse, om at skaderne ikke i overvejende grad var forårsaget af behandlingen, bl.a. under henvisning til at behandlingen på behandlingstidspunktet var i overensstemmelse med almindelige anerkendte lægefaglige retningslinjer.

Den erstatningssøgende faldt og slog sit hoved og blev på et spineboard indbragt på akutmodtagelsen. Da den erstatningssøgende udviklede akutte symptomer på en hjerneblødning, blev der straks foretaget CT-skanning og operation, hvor man konstaterede en hjerneblødning. Efter operation og genoptræning er den erstatningssøgende blevet delvist lam i venstre side af kroppen.

Den erstatningssøgende anmeldte sit krav til Patienterstatningen, som afviste kravet med den begrundelse, at behandlingen havde været i overensstemmelse med, hvordan en erfaren specialist på området under de givne forhold ville have handlet. Afgørelsen blev påklaget til Ankenævnet for Patienterstatningen, som stadfæstede afgørelsen med en ændret begrundelse. Ankenævnet for Patienterstatningen fandt, at den erstatningssøgende ikke var påført en skade ved behandlingen på hospitalet, hvorfor der ikke var grundlag for at yde erstatning. I vurderingen indgik bl.a., at man ikke ved anden behandling kunne have forhindret forværringen af tilstanden som følge af hjerneblødningen, og selv hvis man havde diagnosticeret blødningen tidligere, havde man ikke foretaget operation tidligere.

Den erstatningssøgende indbragte herefter ankenævnets afgørelse for retten med bl.a. henvisning til, at Disciplinærnævnet havde udtalt kritik af behandlingen. Under sagens forberedelse blev der indhentet en udtalelse fra Retslægerådet. Desuden afgav den behandlende læge en forklaring i retten.

Retten fandt efter en samlet vurdering af de foreliggende oplysninger, at der ikke var grundlag for at tilsidesætte ankenævnets afgørelse. Retten lagde vægt på Retslægerådets besvarelse, om at behandlingen på behandlingstidspunktet var i overensstemmelse med almindelige anerkendte lægefaglige retningslinjer, ligesom de kliniske oplysninger og skadesmekanismen ikke tilsagde, at den erstatningssøgende burde have været opprioriteret som traumepatient akut ved modtagelsen i skadestuen. Ifølge Retslægerådet skal en blødning først opereres, når den er så stor, at der er nedsat bevidsthed og direkte livstruende, hvorfor en skanning på tidligere tidspunkt end sket ikke med overvejende sandsynlighed ville have ændret sygdomsforløbet eller behandlingsresultatet.