Roskilde 13/10 - 2022
Sagen angik, om utilstrækkelig fiksation ved hoftekirurgi kunne udløse erstatning, og om benlængdeforskel lå inden for tålegrænsen.
Rettens sagsnummer:
BS-1879/2016-ROS
Ankenævnets sagsnummer:
2016-153
Dato for dommens afsigelse:
torsdag den 13. oktober 2022
Domstol:
Retten i Roskilde
Juridisk tema:
Ansvar
Kategori:
Domme afsagt af byret
Relaterede filer:
Resumé
Sagen omhandlede, hvorvidt en operation med udskiftning af hofte og indsættelse af hofteprotese, der ledte til betydelige smerter for sagsøger samt reoperation som følge af en aseptisk løsning af ledskålen, var udført i overensstemmelse med erfaren specialist standard (KEL § 20, stk. 1, nr. 1). Herudover omhandlede sagen, hvorvidt en benforlængelse på 1-2 cm lå inden for den anatomiske afvigelse, der må accepteres ved indsættelse af en hofteprotese og dermed indenfor rammerne af, hvad sagsøgeren måtte tåle (KEL § 20, stk. 1, nr. 4).
Sagsøgte, Ankenævnet for Patienterstatningen, havde ved afgørelse af 30. september 2021 fundet, at sagsøger ikke var berettiget til erstatning som følge af, at betingelserne for at yde erstatning efter Lov om Klage og Erstatningsadgang inden for Sundhedsvæsenets (KEL) § 19, stk. 1, og § 20, stk. 1, ikke var opfyldt, idet operationen efter deres vurdering var udført i overensstemmelse med erfaren specialist standard. Sagsøger nedlagde for retten anerkendelsespåstand om, at ankenævnet skulle tilpligtes at anerkende, at sagsøger ved operationen var blevet påført en erstatningsberettigende skade. Retslægerådet fandt, at smerterne og nødvendigheden af reoperation med stor sandsynlighed (mere end 50 %) skyldtes utilstrækkelig mekanisk fiksation ved operationen. Da der ikke under sagen var fremkommet oplysninger om, at sagsøgers egne helbredsmæssige forhold skulle have forårsaget den aseptiske løsning af ledskålen, blev Retslægerådets vurdering lagt til grund. Således fandt retten, at sagsøger med overvejende sandsynlighed var blevet påført en skade som følge af operationen, der faldt indenfor klage- og erstatningslovens § 19, stk. 1’s anvendelsesområde. Retten fandt dog, at benforlængelsen på 1-2 cm lå inden for den anatomiske afvigelse, der må accepteres ved indsættelse af en hofteprotese og afviste således, at benforlængelsen udgjorde en patientskade i lovens forstand.