Hjørring 1/11 - 2022
Retslægerådet vurderede, at der forelå et lægefagligt fejlskøn, men retten fandt det ikke sandsynligt, at en hurtigere diagnose ville have ændret udfaldet.
Rettens sagsnummer:
BS-12355/2018-HJO
Ankenævnets sagsnummer:
2017-842
Dato for dommens afsigelse:
tirsdag den 1. november 2022
Domstol:
Retten i Hjørring
Juridisk tema:
Ansvar
Kategori:
Domme afsagt af byret
Relaterede filer:
Resumé
Sagen omhandlede en patient, der blev indlagt med trykkende smerter i maven med udstråling til brystet og ryggen. Han blev hentet med ambulance og ankom til hospitalet kl. 23:17, hvor vedkommende blev tilset af en læge kl. 00:40. En ultralydsskanning, viste brok, men ingen tegn på udvidelse af aorta. Som følge af fortsat slemme symptomer, foretog man kl. 4:17 en CT-skanning, som viste tegn på en aorta-dissektion. Herefter blev sagsøger overflyttet til anden afdeling med ankomst kl. 9:47 og blev herefter opereret, men døde samme dag, da man ikke kunne standse de indre blødninger fra aorta-dissektionen.
Patienterstatningen fandt, at sagsøger ikke var påført en behandlingsskade, og at boet efter sagsøger ikke var berettiget til erstatning. Ankenævnet stadfæstede denne afgørelse.
Der blev lagt vægt på, at der var tale om en alvorlig og livstruende lidelse samt at aorta-dissektionen var så omfattende, at det ikke var overvejende sandsynligt, at sagsøger ville have overlevet, selvom diagnosen og operation var sket tidligere. Begge instanser fandt tilmed, at undersøgelses- og behandlingsforløbet var i overensstemmelse med erfaren specialiststandard.
Der blev under retssagens forberedelse indhentet en udtalelse fra Retslægerådet, der gik imod ankenævnets vurdering om, at behandlingsforløbet var i overensstemmelse med erfaren specialiststandard. Imidlertid fandt retten det ikke overvejende sandsynligt, at en akut udredning ville have ført til, at skaden og dermed dødsfaldet ville være undgået. Retten fandt heller ikke grundlag for lempelse af beviskravet, da Retslægerådet direkte adspurgt om lægefaglige fejl havde svaret, at der forelå lægefagligt fejlskøn.