Herning 2/12 - 2022

En tidligere sag om patientskade blev forsøgt genoptaget med henvisning til en ny speciallægeerklæring, der var uenig med Retslægerådet. Retten fandt, at grundlaget for ankenævnets afgørelse ikke var ændret.

Rettens sagsnummer:

BS-8722/2021-HER

Ankenævnets sagsnummer:

2020-5909

Dato for dommens afsigelse:

fredag den 2. december 2022

Domstol:

Retten i Herning

Juridisk tema:

Genoptagelse

Kategori:

Domme afsagt af byret

Relaterede filer:

Herning021222

Resumé

Sagsøger var udsat for en arbejdsskade i 2013 og påstod herefter, at der var opstået en patientskade under den efterfølgende behandling.

Under sagen blev der indhentet en udtalelse fra Retslægerådet, som tilkendegav, at skaden mest sandsynligt skyldtes grundlidelsen og dermed ikke behandlingsforløbet.

Ankenævnet fandt herefter, at der ikke forelå en patientskade, og sagsøger var således ikke berettiget til erstatning. Sagsøger anlagde retssag mod ankenævnet, men hævede sagen på grund af Retslægerådets udtalelse.

Efter sagens afslutning indhentede sagsøger en speciallægeerklæring, der ikke var enig med Retslægerådet.

Sagen angik derfor spørgsmålet om, hvorvidt sagen skulle genoptages som følge af nye og for sagen væsentlige oplysninger. Retten fandt imidlertid, at sagsøger ikke var fremkommet med nye faktiske eller retlige oplysninger af så væsentlig betydning, at disse ville have haft indflydelse på ankenævnet afgørelse.

Dette skyldtes primært, at der allerede var blevet indhentet en udtalelse fra Retslægerådet, hvorfor en speciallægeerklæring ikke kunne begrunde, at sagen skulle genoptages, da speciallægeerklæringen beroede på samme oplysninger, som allerede forelå, da Retslægerådet udtalte sig til brug for den tidligere sag. At speciallægen vurderede oplysningerne anderledes end Retslægerådet, kunne ikke begrunde genoptagelse.