Holstebro 7/12 - 2022
Retten fandt, at det var i strid med specialiststandard ikke at have babyambulancen klar ved fødslen af et barn med kendt tarmlidelse.
Rettens sagsnummer:
BS-19253/2020-HOL
Ankenævnets sagsnummer:
2019-3559
Dato for dommens afsigelse:
onsdag den 7. december 2022
Domstol:
Retten i Holstebro
Juridisk tema:
Ansvar
Kategori:
Domme afsagt af byret
Relaterede filer:
Resumé
Et barn, der blev født i 2014 med gastroschisis på et regionshospital, måtte efterfølgende overføres til specialistsygehus med henblik på behandling for sin tarmlidelse. Efter ankomsten til specialistsygehuset var en stor del af tarmene imidlertid gået til grunde efter transporten, hvorefter barnet ved den efterfølgende operation bl.a. blev korttarmspatient med følger heraf.
Forløbet blev anmeldt til Patienterstatningen, som anerkendte, at barnet var påført en dækningsberettiget tarmskade og en forværring af sin galdevejssygdom som følge af behandlingen, herunder transporten. Regionen påklagede efterfølgende afgørelsen til ankenævnet, som ændrede Patienterstatningens afgørelse. Ankenævnet fandt, at barnet ikke havde ret til erstatning efter reglerne i loven.
Barnet indbragte herefter ankenævnets afgørelse for retten. Barnet mente bl.a., at det særlige transporthold til nyfødte burde have stået klar allerede ved fødslen, idet barnet havde haft behov for umiddelbar overførsel til et andet behandlingssted af hensyn til lidelsen, som der var kendskab til siden uge 20.
Under forberedelsen blev sagen forelagt for Retslægerådet, som afgav en udtalelse med dissens. På baggrund af udtalelsen gjorde ankenævnet bl.a. gældende, at der i en situation som den foreliggende, hvor der var usikkerhed om både fødselstidspunktet og barnets almentilstand, og hvor den i retningslinjerne fastslåede adgang til at sende en babyambulance til et endnu ufødt barn må anses for yderst begrænset, ville en erfaren specialist under de givne omstændigheder have besluttet at afvente fødslen før afsendelse af ambulancen, ligesom det blev gjort.
Retten fandt, at barnet var påført en patientskade omfattet af loven. Regionens retningslinjer forhindrede ikke, at babyambulancen kunne være kørt ud på opgaven inden fødslen. Retten lagde bl.a. vægt på, at der i regionens retningslinjer står, at "Transportholdet kan kontaktes allerede under fødslen, hvis man ved at barnet skal overflyttes umiddelbart efter fødslen, men transportteamet yder ikke decideret "stand-by funktion". Med henvisning til Retslægerådets flertals besvarelse, fandt retten det bevist, at en erfaren specialist ville have sørget for, at transportholdet var på plads til fødslen. Retten fandt det også bevist, at barnet ville have haft væsentligt færre følger, hvis transporten havde stået klar, da barnet blev født. Ankenævnet blev herefter domfældt.