Østre Landsret 8/12 - 2022
Landsretten fandt, at forældelsesfristen på 10 år ikke var udløbet, da ankenævnets stadfæstelse blev anset for en positiv afgørelse.
Rettens sagsnummer:
BS-13165/2022-OLR
Ankenævnets sagsnummer:
2021-2851
Dato for dommens afsigelse:
torsdag den 8. december 2022
Domstol:
Østre Landsret
Juridisk tema:
Forældelse
Kategori:
Domme afsagt af landsret
Relaterede filer:
Resumé
Sagen angik, om forældelsesfristen på 10 år i klage- og erstatningslovens § 60 b, stk. 3, skulle regnes fra Patienterstatningens afgørelse eller Ankenævnet for Patienterstatningens afgørelse. Omdrejningspunktet i sagen var, om ankenævnets afgørelse havde karakter af at være en bindende afgørelse, og om afgørelsen i den forbindelse var en positiv afgørelse, hvor der blev anerkendt et ansvarsgrundlag, mens erstatningskravet blev afvist.
Landsretten fandt, at der ikke forelå forældelse. Landsretten tilsluttede sig dermed byrettens vurdering af, at den absolutte forældelse skal regnes fra ankenævnets stadfæstende afgørelse. Begrundelsen herfor var, at ankenævnet i sin afgørelse nævner, at der blev taget stilling til vurderingen om, hvorvidt der forelå en patientskade, og ankenævnet tilslutter sig, at der er grundlag for erstatningsudmåling i samme omfang, som Patienterstatningen fandt det.
Selvom ankenævnets stadfæstelse af afgørelsen ikke ændrer på situationen for den erstatningssøgende, fandt landsretten, at afgørelsen skal anses som en positiv afgørelse, fordi ankenævnet havde haft mulighed for at ændre afgørelsen til skade for den erstatningssøgende. Dermed regnes den absolutte forældelsesfrist fra dette tidspunkt, og der var derfor ikke indtrådt forældelse. I den forbindelse udtalte landsretten følgende:
”Da Ankenævnet for Patienterstatningen som anført i stedet kunne have ophævet eller ændret vurderingen af, at A har lidt en patientskade, må ankenævnets afgørelse således anses for en positiv afgørelse i forarbejdernes forstand.”