Nykøbing Falster 16/12 - 2022

Resumé

Patienten blev opereret i hjertet den 28. februar 2014 for HOCM (hypertrofisk obstruktiv kardiomyopati). Patienten led herudover af aterieflimren og var som følge heraf i AK-behandling med blodfortyndende medicin. 17 dage efter operationen fik patienten en blodprop i hjernen. Patienterstatningen traf afgørelse om, at patienten var berettiget til godtgørelse som følge af blodproppen, jf. KEL § 20, stk. 1, nr. 4, og § 24, stk. 1, men ikke som følge af hjerteflimren og AV-blok.

Regionen klagede over afgørelsen for så vidt angik blodproppen, og Ankenævnet for Patienterstatningen traf senere afgørelse, hvorefter patienten heller ikke var berettiget til erstatning som følge af blodproppen. Ankenævnet fandt, at blodproppen med størst sandsynlighed skyldtes patientens grundtilstand med atrieflimren. Ankenævnet lagde i sin vurdering vægt på, at risikoen for blodprop efter den operation, som patienten havde gennemgået, faldt eksponentielt i tiden efter forløbet. Ankenævnet lagde også vægt på,

at blodproppen først opstod 17 dage efter operationen, og risikoen for pådragelse af en blodprop i hjernen på det tidspunkt var 0,25 %. Sagen blev herefter indbragt for domstolene med påstand om, at Ankenævnet skulle anerkende, at patienten var blevet påført en patientskade i form af en blodprop i hjernen som følge af behandlingen for atrieflimren.

Sagen blev forelagt Retslægerådet, som blandt andet udtalte, at operationerne var blevet udført i overensstemmelse med anerkendte lægefaglige standarder, og at patientens blodprop i hjernen med størst sandsynlighed (mere end 50 %) skyldtes grundlidelsen arterieflimren, og at udvikling af AV-blok var en kendt risiko ved operationen. Retslægerådet udtalte endvidere, at selvom en åben hjerteoperation, som sagsøger gennemgik, i sig selv medførte en øget risiko for blodprop i hjernen, var denne væsentlig mindre end risikoen frembudt af grundsygdommen. Hertil at risikoen for dannelse af blodprop efter operationen formindskes nærmest eksponentielt med tiden fra operationen. Afslutningsvis bemærkede Retslægerådet, at patienten under hele forløbet var blevet behandlet med blodfortyndende medicin og havde været i relevant AK-behandling, som formindskede risikoen, og at man i øvrigt ikke anså det for sandsynligt, at blodproppen skyldtes forløbet i øvrigt.

På den baggrund fandt retten, at det ikke var overvejende sandsynligt, at blodproppen skyldtes patientens behandlingsforløb. Retten fandt heller ikke, at Ankenævnet burde have forholdt sig til den del af Patienterstatningens afgørelse, som ikke var påklaget.