Viborg 16/12 - 2022

Resumé

Sagsøger henvendte sig til lægevagten den 25. september 2015 kl. 17:50, da han havde føleforstyrrelser i sin arm. Sagsøger blev herefter set til en konsultation kl. 19:19, hvorefter sagsøger blev sendt hjem. Herefter ringede sagsøger igen til lægevagten den 26. september 2015 kl. 01:41, hvor sagsøger næsten ikke kunne snakke og fortsat havde føleforstyrrelser i sin venstre arm. Lægevagten bad ham se tiden an. Sagsøger ringede en time senere, eftersom symptomerne var tiltaget yderligere, og herefter blev sagsøger igen undersøgt og blev akut indlagt med en blodprop.

Patienterstatningen anerkendte den forsinkede diagnosticering som en patientskade, idet en erfaren specialist ville have indlagt sagsøger efter den første telefonkontakt.

Ankenævnet var enige heri, men fandt ikke i sagens materiale anledning til at forhøje det varige men, som forblev på 35 % som følge af behandlingsskaden ud af et samlet varigt mén på 100 %. Begrundelsen herfor var, at årsagssammenhængen var vanskelig at vurdere, ligesom der blev lagt vægt på, at en patients varige gener erfaringsmæssigt reduceres med 1/3 ved rettidig diagnosticering og trombolysebehandling, hvorfor ca. 1/3 af de varige gener ved forsinket diagnosticering og behandling blev anerkendt som en behandlingsskade.

Der blev under sagens behandling indhentet en udtalelse fra Retslægerådet, der støttede vurderingen af, at sagsøger burde være blevet indlagt ved den første telefonkontakt, og retten fandt tillige, at dette var en klar fejl. Da retten også fandt, at ”Den tvivl der består med hensyn til årsagssammenhængen, skal komme A til gode.”, var der grundlag for som sket, at bevisbyrden for årsagssammenhæng skulle lempes.

Retten tog herefter boet efter sagsøgers subsidiære påstand til følge, og fastsatte – med særlig vægt på ankenævnets lægesagkyndige vurdering – sagsøgers varige mén til 70% som følge af skaden.