Randers 13/1-2023

Resumé

Sagen drejer sig om, hvorvidt en læsion på venstre nervus-suralis i forbindelse med en operation af en akillesseneruptur udgjorde en behandlingsskade efter KEL § 20, stk. 1, nr. 3 eller 4.

A blev den 12. januar 2015 opereret som følge af akillessenerupturen.

En nerveundersøgelse foretaget den 4. marts 2016 viste, at venstre suralis-nerve var påvirket, og at der var nedsat følesans på ydersiden af hæl og underben. Den 2. maj 2016 blev det konkluderet, at der var en læsion på venstre nervus-suralis.

Patienterstatningen fandt, at der ikke forelå en skade som følge af fejl ved behandlingen.

Ankenævnet for Patienterstatningen stadfæstede Patienterstatningens afgørelse med en ændret begrundelse. Ankenævnet fandt, at A med overvejende sandsynlighed blev påført en skade under operationen den 12. januar 2015, men at skaden i form af påvirkning af suralis-nerven ikke var mere omfattende, end hvad A med rimelighed måtte tåle. Ankenævnet fandt ligeledes, at en ruptur af akillessenen burde behandles operativt, medmindre særlige forhold talte imod.

Retten i Randers frifandt ankenævnet.

For så vidt angår ligeværdige behandlingsmetoder efter KEL § 20, stk. 1, nr. 3, anførte retten, at der ifølge Retslægerådets besvarelse ikke var konsensus om, hvilken behandlingsmetode der måtte foretrækkes til den enkelte patient, samt at der ikke var klar evidens for, hvilken behandling der førte til det bedste resultat. Der var derfor ikke det fornødne sikre grundlag for at fastslå, at A’s helbredsmæssige forhold burde have medført, at der var foretaget ikke-operativ behandling.

For så vidt angår tålereglen i KEL § 20, stk. 1, nr. 4, lagde retten til grund, at A’s tilstand forud for operationen var alvorlig, og at operationen skulle genoprette akillessenens funktion. Ligeledes lagde retten til grund, at operationen medførte en nerveskade, og at en beskadigelse af nervus suralis efter Retslægerådets besvarelse af spørgsmål 1.3 og 3.1 er en medicinsk anerkendt bivirkning ved en operativ behandling, hvor større nerveskader er sjældent forekommende (mindre end 2 %). Retten fandt, at det ikke med sikkerhed var godtgjort, at skaden var en sjælden og alvorlig komplikation og dermed mere omfattende end, hvad A med rimelighed måtte tåle. Der var derfor ikke grundlag for at tilsidesætte Ankenævnet for Patienterstatningens afgørelse.