Kritik for at instruere i at søge på navne i stedet for cpr-nr.
Chefsygeplejerske og cheflæge får kritik for at have instrueret en ledelseskonsulent i at slå op på patienter ved at søge på navne og efternavne i stedet for på cpr-nr.
Sagsnummer:
26DNU02
Offentliggørelsesdato:
fredag den 6. marts 2026
Juridisk tema:
Opslag i patientjournaler
Behandlingssted:
Sygehuse/hospitaler
Kategori:
Patientrettigheder
Kritik
Chefsygeplejerske P1 (aut. ID ██████) fra Hospital A får kritik for sin instruktion af en ledelseskonsulent i indhentning af oplysninger ved elektronisk opslag den 7. maj 2024.
Cheflæge P2 (aut. ID █) fra Hospital A får kritik for sin instruktion af en ledelseskonsulent i indhentning af oplysninger ved elektronisk opslag den 7. maj 2024.
Klagen
Du har klaget over, at:
- en ledelseskonsulent fra Børne- og Ungeafdelingen, Hospital A indhentede oplysninger i din elektroniske journal uden dit samtykke den 7. maj 2024.
Vi kan behandle, at chefsygeplejerske P1 og cheflæge P2 har instrueret ledelseskonsulenten i at foretage opslag i din elektroniske journal.
Sagsfremstilling
Du har fremsendt et skærmbillede, der viser, at en sekretær slog op i din journal den 7. maj 2024.
Du har oplyst, at opslaget er foretaget af et tidligere familiemedlem, som du ikke har set eller haft kontakt med i over 15 år.
Hospital A har fremsendt et logudtræk, der viser, at ledelseskonsulenten tilgik din Identity-rapport den 7. maj 2024.
Hospital A har oplyst, at ledelseskonsulenten som del af sin funktion bl.a. varetager betaling af fakturamateriale for firmaer, sælger/leverer bl.a. diabetesmateriale eller anden medicin til patienter. Hospital A har hertil oplyst, at det er i denne funktion, at ledelseskonsulenten søger på en patients forældres navn, hvor der er blevet leveret diabetesmedicin.
Hospital A har herudover oplyst, at det i de tilfælde, hvor patientens forældre er skilt, ikke altid vil være muligt at finde leveringsadressen ud fra barnets navn og cpr-nr, hvorfor det kan være nødvendigt at slå op, for at se om et navn matcher med en af patienterne. Det vil under patientens oplysninger være muligt at se, hvem der er forældre, og om deres adresser matcher med leveringsadressen på medicinen.
Hospital A har oplyst, at ledelseskonsulenten arbejder på vegne af chefsygeplejerske P1 og cheflæge P2.
Vi har lagt til grund, at ledelseskonsulenten indhentede oplysninger i din elektroniske journal den 7. maj 2024.
Vi har også lagt til grund, at du ikke havde givet dit samtykke til, at ledelseskonsulenten kunne indhente oplysninger i din elektroniske journal.
Vi har desuden lagt til grund, at ledelseskonsulenten blev instrueret af chefsygeplejerske P1 og cheflæge P2.
Begrundelse
Reglerne om indhentning af oplysninger ved elektronisk opslag
Sundhedspersoner kan indhente oplysninger om en patients helbred og andre fortrolige oplysninger. Det kræver dog, at det er nødvendigt i forbindelse med aktuel behandling af patienten. Aktuel behandling kan fx være undersøgelse, diagnosticering eller behandling. Indhentning kan ske med eller uden patientens samtykke.
Disciplinærnævnet kan kun behandle klager over autoriserede sundhedspersoners indhentning af oplysninger ved elektronisk opslag.
Disciplinærnævnet har derfor ikke kompetence til at tage stilling til, om en ledelseskonsulent, som ikke er autoriserede, har foretaget opslag, og kan derfor ikke tage stilling til, om det var kritisabelt, at en ledelseskonsulent indhentede oplysninger.
Det følger af autorisationslovens § 17, at en autoriseret sundhedsperson under udøvelse af sin virksomhed er forpligtet til at udvise omhu og samvittighedsfuldhed.
Disciplinærnævnet kan derfor tage stilling til, om chefsygeplejerske P1 og cheflæge P2 har udvist tilstrækkelig omhu ved deres instruktion af ledelseskonsulenten i indhentning ved elektronisk opslag.
Disciplinærnævnet tager ved sin vurdering af sagen stilling til, om en sundhedsperson har handlet i overensstemmelse med ”normen for almindelig anerkendt faglig standard”. Dette er udtryk for, hvad der må forventes af en almindelig god sundhedsperson med den erfaring, som den pågældende har.
Vores resultat
Vi vurderer, at der er grundlag for at kritisere chefsygeplejerske P1 og cheflæge P2 for deres instruktion af ledelseskonsulenten i indhentning ved elektronisk opslag.
Vi har lagt vægt på, at:
- ledelseskonsulenten indhentede oplysninger i din journal på vegne af chefsygeplejerske P1 og cheflæge P2.
- der er tale om en mundtlig instruks.
- en af ledelseskonsulentens arbejdsopgaver er at varetage betaling af fakturaer, herunder at sikre leveringsadressen ved indhentning af oplysninger i journaler.
- vi derfor lægger til grund, at ledelseskonsulenten var instrueret i indhentning ved elektronisk opslag i forbindelse med at varetage betaling af fakturaer.
- vi har grundlag for at fastslå, at ledelseskonsulenten ikke var tilstrækkeligt instrueret af chefsygeplejerske P1 og cheflæge P2. Det skyldes, at ledelseskonsulenten var instrueret i at slå op på navne eller efternavne, i stedet for cpr-nr.
- chefsygeplejerske P1 og cheflæge P2 burde vide, at ledelseskonsulenten ville få adgang til andre patienters journaler ved at søge bredt på navne i stedet for en konkret person.
Chefsygeplejerske P1 og cheflæge P2 har derfor ikke handlet i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin instruktion af ledelseskonsulenten i indhentning ved elektronisk opslag.
Regler
Vi har afgjort sagen efter:
Love og bekendtgørelser
Dagældende bekendtgørelse nr. 962 af 16. august 2024 af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (klage- og erstatningsloven):
- § 2, stk. 1 om klager over forhold omfattet af sundhedslovens kapitel 9
- § 3, stk. 1 om klager over forhold omfattet af sundhedslovens kapitel 9
Bekendtgørelse nr. 275 af 12. marts 2025 af sundhedsloven:
- § 5 om behandlingsbegrebet
- § 40 om fortrolige oplysninger
- § 42 a, stk. 1, om indhentning af elektroniske helbredsoplysninger m.v. i forbindelse med aktuel behandling
Bekendtgørelse nr. 1008 af 29. august 2024 om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed
- § 17, om sundhedspersoners omhu og samvittighedsfuldhed