Afvist smertebehandling og undladt undersøgelse
Speciallæge i almen medicin Saad Abdal Razak Whaeb (aut. ID 00V46) får kritik for ikke at ville varetage smertebehandling, herunder ikke at foretage smertevurdering og ikke at udarbejde behandlingsplan. (Offentliggøres pga. gentagen kritik)
Sagsnummer:
26DNM07
Offentliggørelsesdato:
tirsdag den 3. marts 2026
Speciale:
Almen medicin, incl. Vagtlæger
Faggruppe:
Læger
Behandlingssted:
Almen praksis/vagtlæger
Type:
Behandling
Kategori:
Afgørelser med navn
Der gives kritik til:
- Praktiserende læge Saad Abdal Razak Whaeb (aut. ID 00V46), for behandlingen hos Behandlingssted 1, i perioden den 28. september 2021 til den 8. november 2021.
KLAGEN
Der er klaget over, at ██████████ ikke modtog en korrekt behandling af praktiserende læge Saad Abdal Razak Whaeb hos Behandlingssted 1, i perioden fra den 28. september 2021 til den 8. november 2021.
Disciplinærnævnet har forstået, at det centrale i klagen er:
- at █ ikke modtog en relevant og tilstrækkelig behandling, idet hun ikke fik udskrevet smertestillende medicin
- at ██████ ikke modtog en relevant og tilstrækkelig behandling, idet hendes behandling med smertestillende medicin blev stoppet, uden at hun blev trappet ud af det
SAGSFREMSTILLING
Disciplinærnævnet har, medmindre andet er anført, taget udgangspunkt i oplysningerne i journalen.
Den 45-årige ████████████ blev i perioden den 28. september 2021 til den 8. november 2021 behandlet af praktiserende læge Saad Abdal Razak Whaeb hos Behandlingssted 1, idet hun var i smertebehandling for kroniske smerter i bækken og hoften.
Den 28. september 2021 ville ████ gerne bestille Oxynorm og Tramadol, da hun var ved at løbe tør herfor. Praktiserende læge Saad Abdal Razak Whaeb bad herefter █ tale med hospitalet vedrørende dette. Den 4. oktober 2021 blev der talt om morfin, og █████████ blev rådet til at kontakte hospitalet vedrørende dette. Den 15. oktober 2021 blev ███ henvist til en smerteklinik, men denne henvisning blev dog afvist, da hun ikke var færdigudredt for sine smerter i hospitalsregi. Den 31. oktober 2021 fik ████ igen af vide, at hun skulle tale med hospitalet, vedrørende smertestillende medicin. Den 8. november 2021 oplyste ███████████, at hun havde snakket med hospitalet, som informerede hende om, at hendes egen læge skal udskrive smertestillende medicin. Praktiserende læge Saad Abdal Razak Whaeb udskrev herefter smertestillende medicin, og bad █ finde ud af, om hun ville afsluttes i hospitalsregi, således at hun kunne blive genhenvist til en smerteklinik.
Det fremgår af klagen, at ████████████ havde smerter efter 2 operationer, efter at hun havde haft syreforgiftning, samt en infektion i kroppen. Hun fik i tiden herefter morfin som depotmedicin, og hun fik af vide, at hun skulle fortsætte med dette, så længe hun havde smerter, hvilket hun stadig havde. Det fremgår også, at praktiserende læge Saad Abdal Razak Whaeb ikke ville forny hendes morfin-recept, idet morfinen ikke hjalp hende. Det fremgår videre, at praktiserende læge Saad Abdal Razak Whaeb har taget morfinen fra hende, uden at trappe hende ud af det, og at han sagde, at så længe ████ var tilknyttet hospitalsbehandling, så skulle de hjælpe hende, og at han først ville hjælpe hende, når hun startede behandling i en smerteklinik.
BEGRUNDELSE
Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn behandler klager fra patienter over autoriserede sundhedspersoners sundhedsfaglige virksomhed og træffer afgørelse om, hvorvidt den sundhedsfaglige virksomhed har været kritisabel. Det følger af klage- og erstatningslovens § 2, stk. 1, og § 3, stk. 1.
En autoriseret sundhedsperson er under udøvelsen af sit sundhedsfaglige virke forpligtet til at udvise omhu og samvittighedsfuldhed. Det følger af autorisationslovens § 17. Disciplinærnævnet tager ved sin vurdering af sagen således stilling til, om en sundhedsperson har handlet i overensstemmelse med ”normen for almindelig anerkendt faglig standard”. Dette er udtryk for, hvad der må forventes af en almindelig god sundhedsperson med den erfaring, som den pågældende har på behandlingstidspunktet. Disciplinærnævnet tager ved afgørelsen ikke stilling til, om patienten har modtaget den bedst mulige behandling.
Disciplinærnævnet vurderer, at der er grundlag for at kritisere praktiserende læge Saad Abdal Razak Whaeb for behandlingen.
Disciplinærnævnet har lagt vægt på:
- at det ikke var relevant, at praktiserende læge Saad Abdal Razak Whaeb ikke ville varetage ██████████s smertebehandling, og i stedet henviste ███ til et hospital og en smerteklinik, med henblik på varetagelse af hende smertebehandling, idet det følger af de nationale retningslinjer for ordination af afhængighedsskabende lægemidler, at smertebehandling af langvarige smertetilstande med stærkt smertestillende medicin, er den praktiserende læges ansvar. ██████ var kronisk smertepatient, og idet der ikke var tale om smertebehandling i forbindelse med et operativt indgreb, og idet ██████████ heller ikke var tilknyttet smertebehandling på en smerteklinik, var det ifølge retningslinjerne på området den praktiserende læges ansvar at forestå hendes smertebehandling, hvorfor behandlingen ikke var relevant og tilstrækkelig.
- at praktiserende læge Saad Abdal Razak Whaeb ved den første konsultation den 28. september 2021 burde have indkaldt ███████████ til en fysisk konsultation, med henblik på at kunne vurdere hendes smerter, og herefter lave en behandlingsplan for hende, vedrørende den fremtidige udskrivelse af stærkt smertestillende medicin. Dette da ordinationen heraf da kunne være fortsat, indtil ████ kunne blive behandlet på en smerteklinik eller på en anden måde, såfremt hospitalet fandt indikation herfor. ████████████ havde kroniske smerter, og var i behandling herfor med depot morfin og Gabapentin. Ifølge de nationale retningslinjer for ordination af afhængighedsskabende lægemidler, skal den praktiserende læge, når en patient ønsker recept på stærkt smertestillende medicin, og ikke er i behandling på en smerteklinik, indkalde patienten til en fysisk konsultation, for at kunne vurdere dennes smerter og lave en behandlingsplan, hvorfor behandlingen ikke var relevant og tilstrækkelig.
Disciplinærnævnet finder på den baggrund, at praktiserende læge Saad Abdal Razak Whaeb handlede under normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling af ██ i perioden fra den 28. september 2021 til den 8. november 2021 hos Behandlingssted 1.
REGLER
Disciplinærnævnet har anvendt følgende regler til at træffe afgørelse i sagen:
Bekendtgørelse nr. 995 af 14. juni 2018 af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (klage- og erstatningsloven):
- § 2, stk. 1, om klager over sundhedsfaglig virksomhed
- § 3, stk. 1, om klager over sundhedsfaglig virksomhed
Bekendtgørelse nr. 731 af 8. juli 2019 af lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed (autorisationsloven):
- § 17 om omhu og samvittighedsfuldhed
Bekendtgørelse nr. 1447 af 15. december 2010 om forretningsorden for Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn:
- § 5, stk. 2, om kompetence for disciplinærnævnets formand og næstformænd
Retningslinjer:
Sundhedsstyrelsens vejledning nr. 9523 af den 19. juni 2019 om ordination af afhængighedsskabende lægemidler
- Afsnit 2.2.1 om individuel vurdering af fordele, ulemper og risikogrupper
- Afsnit 2.2.3 om behandlingssted og behandler
- Afsnit 2.2.7 om behandlingsplaner og opfølgning
- Afsnit 3.1.3 om langvarige/kroniske non-maligne smerter