Statusattest med ikke lægefaglige oplysninger
Speciallæge i almen medicin Saad Abdal Razak Whaeb (aut. ID 00V46) får kritik for sit sprogbrug i en statusattest, herunder angivelse af ikke lægefaglige oplysninger i attesten. (Offentliggøres pga. gentagen kritik)
Sagsnummer:
26DNM06
Offentliggørelsesdato:
tirsdag den 3. marts 2026
Speciale:
Almen medicin, incl. Vagtlæger
Faggruppe:
Læger
Type:
Udfærdigelse af lægeerklæring
Kategori:
Afgørelser med navn
Der gives kritik til:
- speciallæge i almen medicin Saad Abdal Razak Whaeb (aut. ID 00V46), for udfærdigelsen af erklæringen den 27. december 2021.
KLAGEN
Der er klaget over, at speciallæge i almen medicin Saad Abdal Razak Whaeb ikke udviste tilstrækkelig omhu og uhildethed ved udfærdigelsen af erklæringen af 27. december 2021 vedrørende █ til Kommune 1.
Disciplinærnævnet har forstået, at det centrale i klagen er:
- at erklæringen ikke blev udfærdiget på et tilstrækkeligt grundlag.
- at erklæringen indeholdt urigtige oplysninger om ███s medicinering og en forkert vurdering af ham som rask.
- at erklæringen ikke var tilstrækkeligt objektiv.
SAGSFREMSTILLING
Disciplinærnævnet har, medmindre andet er anført, lagt vægt på oplysningerne i erklæringen og journalen.
Den 27. december 2021 udfærdigede speciallæge i almen medicin Saad Abdal Razak Whaeb en statusattest vedrørende 52-årige █████ til Kommune 1. Erklæringen skulle bruges i forbindelse med en beskæftigelsessag, og Kommune 1 ønskede oplysning om diagnoser, prognoser, hvornår der sidst havde været en konsultation, og hvorvidt der var skånehensyn i forhold til deltagelse i beskæftigelsesrettede indsatser.
Erklæringen blev udfærdiget på baggrund af journalmateriale.
Det fremgår af erklæringen, at situationen var uændret siden den seneste statusattest. ████████████████ havde ikke fulgt sine kontroller og fik ikke medicin. Det fremgår endvidere, at der ikke var sammenhæng mellem posttraumatisk syndrom og arbejde, og at alle mennesker i dette land skulle lære at beskæftige sig. Der skulle anvendes en anden strategi til at aktivere denne type mennesker.
Det fremgår videre af erklæringen, at speciallæge Saad Abdal Razak Whaeb ikke havde nogen diagnoser på █████████████████████, og at han blev betragtet som rask, så længe han ikke anvendte medicin og ikke mødte til kontrol.
BEGRUNDELSE
Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn behandler klager fra patienter over autoriserede sundhedspersoners sundhedsfaglige virksomhed og træffer afgørelse om, hvorvidt den sundhedsfaglige virksomhed har været kritisabel. Det følger af klage- og erstatningslovens § 2, stk. 1, og § 3, stk. 1.
En autoriseret sundhedsperson skal ved udfærdigelse af erklæringer, som vedkommende afgiver i sin egenskab af autoriseret sundhedsperson, udvise omhu og uhildethed. Det følger af autorisationslovens § 20, stk. 1.
En erklæring skal forstås som en skriftlig udtalelse fra en sundhedsperson om enten en patients helbred eller årsagen til en patients død, og som er bestemt til at finde anvendelse i privat- eller offentligretlige retsforhold. Det følger af § 2 i bekendtgørelse om afgivelse af erklæringer.
Det følger videre af § 5, stk. 2 i bekendtgørelse om afgivelse af erklæringer vedrørende erklæringens indhold, at sundhedspersonen skal anføre sin vurdering af patienten og medtage de forhold i erklæringen, som sundhedspersonen finder relevant for at kunne opfylde formålet med erklæringen.
Disciplinærnævnet vurderer, at der ikke er grundlag for at kritisere speciallæge i almen medicin Saad Abdal Razak Whaeb for udfærdigelsen af erklæringen af 27. december 2021 vedrørende ███ til Kommune 1, for så vidt angår erklæringens grundlag, oplysninger om medicinering og vurdering af █████s helbredstilstand.
Disciplinærnævnet har lagt vægt på:
- at erklæringen blev udfærdiget på et tilstrækkeligt grundlag, idet der var anmodet om en statusattest, hvor der ikke skal iværksættes en forudgående undersøgelse af patienten, hvorfor det var tilstrækkeligt, at statusattesten blev udfærdiget på baggrund af oplysningerne i ██████████████████████s journal.
Den omstændighed, at klager gør gældende, at der forinden erklæringens udfærdigelse ikke var en konsultation, og at ████████████ ikke var blevet tilset af speciallæge Saad Abdal Razak Whaeb i to år, er ikke ensbetydende med, at speciallægen ikke udviste tilstrækkelig omhu og uhildethed ved udfærdigelsen af erklæringen, idet en læge må medtage de forhold i erklæringen, som lægen finder relevante for at kunne opfylde formålet med erklæringen, og der endvidere forelå en statusattest fra den 29. oktober 2020, hvor den samlede helbredstilstand blev beskrevet.
Disciplinærnævnet kan hertil oplyse, at en statusattest alene hviler på lægens journaloplysninger. Såfremt kommunen ønsker oplysninger, der kræver, at patienten møder op hos lægen, skal der i stedet anmodes om en fremmødeattest, fx en specifik helbredsattest eller en generel helbredsattest.
- at erklæringen på relevant vis indeholdt oplysninger om ████s medicinering, idet det af erklæringen fremgik, at han ikke fik medicin. Disciplinærnævnet finder ikke anledning til at tilsidesætte oplysningen som en urigtige oplysning, uanset at klager ikke kan vedkende sig beskrivelsen i erklæringen, idet ███ i klagen har anført, at han havde brug for medicin for at kunne sove om natten. Dette henset til, at der ikke er oplysninger, der indikerer, at █████████ fik lægeordineret medicin. Såfremt en læge i en erklæring oplyser, at en patient ikke får medicin, vedrører dette lægeordineret medicin, hvor Panodil mod smerter kan fås i håndkøb, ligesom diverse naturmedicinprodukter, som markedsføres som søvnforbedrende.
- at erklæringen på relevant vis indeholdt oplysninger om, at ████ ikke fik medicin og ikke fulgte sine kontroller, hvorfor speciallæge Saad Abdal Razak Whaeb betragtede ham som rask. Disciplinærnævnet finder ikke anledning til at tilsidesætte oplysningerne som urigtige oplysninger, uanset at klager ikke kan vedkende sig beskrivelserne i erklæringen. Dette henset til, at speciallæge Saad Abdal Razak Whaeb betragtede ███ som rask ud fra den vurdering, at ██████████████████████ ikke fik noget lægeordineret medicin, og han ikke fulgte sine kontroller. Såfremt en læge betragter en patient som rask, kan det ikke sidestilles med en vurdering fra lægen om, at patienten er rask.
- at det var relevant ud fra et lægefagligt skøn, at speciallæge Saad Abdal Razak Whaeb konkluderede, at ███ ikke havde en konkret diagnose, udover de diagnoser, som kommunen allerede var bekendt med. Dette henset til, at der foreligger en statusattest fra den 29. oktober 2020, hvor ████████████████s samlede helbredstilstand blev beskrevet af speciallæge Saad Abdal Razak Whaeb. Det fremgår herudover af anmodningen fra kommunen, at kommunen var bekendt med, at █████████████████ led af diagnoserne posttraumatisk syndrom, D-vitamin mangel og ledsmerter, hvorefter der blev spurgt til, om der herudover var helbredsforhold, der kunne forklare ██████████████s tilstand. Det var herefter relevant, at speciallæge Saad Abdal Razak Whaeb i erklæringen refererede til ”siden sidst”, da █s tilstand havde været vurderet i en tidligere erklæring, og der i mellemtiden ikke var tilkommet noget nyt. Det er herefter ikke disciplinærnævnets vurdering, at det af erklæringen samlet set fremgår, at ███████████████████ ikke havde nogen sygdomme.
Det er således disciplinærnævnets vurdering, at erklæringen blev udfærdiget på relevant vis for så vidt angår erklæringens grundlag, oplysninger om medicinering og vurdering af ████████s helbredstilstand, og at det i erklæringen anførte var velbegrundet.
Disciplinærnævnet vurderer imidlertid, at der er grundlag for at kritisere speciallæge i almen medicin Saad Abdal Razak Whaeb for udfærdigelsen af erklæringen af 27. december 2021 vedrørende ██████████ til Kommune 1.
Disciplinærnævnet har lagt vægt på:
- at det fremgår af § 20, stk. 1 i bekendtgørelse af lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed, at en autoriseret sundhedsperson ved udfærdigelsen af erklæringer, som vedkommende afgiver i sin egenskab af autoriseret sundhedsperson, skal udvise omhu og uhildethed. Uhildethed betyder, at erklæringen skal være så objektiv som mulig, og at lægen skal være upartisk og neutral samt bestræbe sig på at give et objektivt skøn. Lægen skal således undlade subjektive bemærkninger og må ikke anvende et sprogbrug, der kan give mistanke om, at lægen er partisk, og som således kan så tvivl om erklæringens værdi.
- at speciallæge i almen medicin Saad Abdal Razak Whaeb i statusattesten anførte, at alle mennesker skal lære at beskæftige sig i dette land, og at der skal anvendes en anden strategi til at aktivere denne type mennesker. Det er disciplinærnævnets vurdering, at speciallæge i almen medicin Saad Abdal Razak Whaeb herved ikke udviste uhildethed ved afgivelsen af statusattesten af 27. december 2021, idet statusattesten ikke fremstår upartisk, neutral eller objektiv, hvorfor sprogbruget ikke lever op til kravene i autorisationslovens § 20, stk. 1.
- at det ved udfærdigelsen af en erklæring er lægens opgave at afgive relevante lægelige oplysninger ved udfærdigelsen af erklæringen, mens det er rekvirentens opgave at vurdere oplysningerne i forhold til den aktuelle sag. Ved afgivelse af erklæringen skal lægen anføre sin vurdering af patientens helbredsforhold samt medtage de forhold, som findes relevante med henblik på at opfylde erklæringens formål. Det er disciplinærnævnets vurdering, at det ikke kan anses som en lægelig oplysning at anføre, at alle mennesker skal lære at beskæftige sig i dette land, og at der skal anvendes en anden strategi til at aktivere denne type mennesker.
Disciplinærnævnet finder på den baggrund, at speciallæge i almen medicin Saad Abdal Razak Whaeb ikke handlede med omhu og uhildethed ved udfærdigelsen af statusattesten af 27. december 2021 vedrørende █████ til Kommune 1.
REGLER
Disciplinærnævnet har anvendt følgende regler til at træffe afgørelse i sagen:
Love og bekendtgørelser
Bekendtgørelse nr. 995 af 14. juni 2018 af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (klage- og erstatningsloven):
- § 2, stk. 1, om klager over sundhedsfaglig virksomhed
- § 3, stk. 1, om klager over sundhedsfaglig virksomhed
Bekendtgørelse nr. 731 af 8. juli 2019 af lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed (autorisationsloven):
- § 20 om udfærdigelse af erklæringer
Bekendtgørelse nr. 908 af 18. august 2011 om afgivelse af erklæringer m.v.:
- § 2 om definitionen af en erklæring
- § 5 om erklæringens indhold