Mangelfuld vurdering af foto
Optiker får kritik for mangelfuld vurdering af foto og sammenligning med tidligere foto, hvilket burde have været gjort for, at der kunne foretages en vurdering af, om der skulle henvises til en øjenlæge.
Sagsnummer:
25DNU31
Offentliggørelsesdato:
fredag den 14. november 2025
Speciale:
Øjensygdomme (oftalmologi)
Faggruppe:
Optikere
Behandlingssted:
Øvrig privatpraksis
Type:
Behandling
Kategori:
Vejledende og principielle afgørelser
Kritik
Optiker P1 (aut. ID ███████) fra Behandlingssted 1 får kritik for behandlingen den 20. januar 2022.
Klagen
Du har klaget over, at du ikke fik en korrekt behandling af optiker P1 hos Behandlingssted 1, den 20. januar 2022.
Vi har forstået, at det centrale i din klage er:
- at der ikke blev reageret relevant, da du havde store øjenforandringer på venstre øje.
Sagsfremstilling
Vi har brugt oplysningerne i journalen, hvis vi ikke har skrevet andet.
Den 20. januar 2022 blev du som 63-årig set af optiker P1. Du fik foretaget en synsprøve. Du havde ingen hovedpine, men træthed. Du arbejdede dagligt ved en skærm. Der blev taget foto af din nethinde (fundusfoto) af både højre og venstre øje.
Du har oplyst, at du ikke blev informeret om dine øjenforandringer på venstre øje, herunder om at du skulle kontakte en øjenlæge. Da du så billederne, der var taget gennem årene, kunne du se en stor forandring af dit venstre øje.
Begrundelse
Vi behandler klager fra patienter over autoriserede sundhedspersoners sundhedsfaglige virksomhed. En autoriseret sundhedsperson skal udvise omhu og samvittighedsfuldhed i sit sundhedsfaglige virke.
Vi vurderer i vores afgørelse, om den sundhedsfaglige virksomhed har været kritisabel. Det betyder, at vi tager stilling til, om en sundhedsperson har handlet i overensstemmelse med ”normen for almindelig anerkendt faglig standard”. Normen er udtryk for, hvad der må forventes af en almindelig god sundhedsperson med den erfaring, sundhedspersonen har på behandlingstidspunktet.
Vi tager ikke stilling til, om en patient har modtaget den bedst mulige behandling.
Vi har til brug for sagen indhentet og gennemset fotos af nethinden af 17. august 2020 og af 20. januar 2022. Det vurderes, at der ikke er væsentlig forskel i de objektive fund mellem de to fotos.
Vores resultat
Vi vurderer, at der er grundlag for at kritisere optiker P1 for behandlingen.
Vi har lagt vægt på:
- at synsprøveresultatet og synsevnen for begge øjne blev beskrevet. Synsevnen var for hvert øje målt til normal, og der var ikke anført symptomer på makulahul. Der blev ikke foretaget en vurdering af foto af nethinden fra den 20. januar 2022, som heller ikke blev sammenholdt med det tidligere foto fra den 17. august 2020, hvilket burde have været gjort, for at der kunne foretages en vurdering af, om du burde have været henvist til en øjenlæge.
Hvis der er markante forskel mellem tidligere og nye objektive fund, bør en patient henvises til en øjenlæge.
Optiker P1 har derfor handlet under normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling af dig den 20. januar 2022 hos Behandlingssted 1.
Regler
Vi har afgjort sagen efter:
Dagældende bekendtgørelse nr. 962 af 16. august 2024 af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (klage- og erstatningsloven):
- § 2, stk. 1, om klager over sundhedsfaglig virksomhed
- § 3, stk. 1, om klager over sundhedsfaglig virksomhed
Bekendtgørelse nr. 1008 af 29. august 2024 af lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed (autorisationsloven)
- § 17 om omhu og samvittighedsfuldhed