Konsultation via video var utilstrækkelig
Praktiserende læge får kritik for ikke at tilse en lam og dement patient ved fysisk konsultation, da der var grundlag for at mistænke et knoglebrud.
Sagsnummer:
25DNU20
Offentliggørelsesdato:
mandag den 12. maj 2025
Speciale:
Almen medicin, incl. Vagtlæger, Sygepleje
Faggruppe:
Læger, Sygeplejersker
Behandlingssted:
Almen praksis/vagtlæger
Type:
Behandling
Kategori:
Vejledende og principielle afgørelser
Kritik
Praktiserende læge Person1 (aut. ID ██████████) fra Behandlingssted 1 får kritik for behandlingen den 3. maj 2024.
Klagen
Du har klaget over, at din mor ikke fik en korrekt behandling af praktiserende
læge Person1 hos Behandlingssted 1, den 3. maj 2024.
Vi har forstået, at det centrale i din klage er, at:
- din mor ikke blev tilstrækkeligt behandlet for sin tilstand.
Sagsfremstilling
Vi har brugt oplysningerne i journalen, hvis vi ikke har skrevet andet.
Den 3. maj 2024 blev praktiserende læge Person1 hos Behandlingssted 1 kontaktet, da din mors højre albue var hævet og med misfarvning. Din mor var 80 år på behandlingstidspunktet.
Lægen optog sygehistorie, og vurderede din mors arm over video. Der blev ikke vurderet behov for behandling. Ved manglende bedring skulle din mors egen læge kontaktes.
Senere samme dag rettede du henvendelse til lægen, og lægen indvilligede i at henvise din mor til mobil røntgen på mistanke om brud. Lægen vurderede ikke behov for akut bandagering af din mors arm. I stedet blev plejepersonalet informeret om, at din mor skulle lejres med henblik på støtte af armen.
Af klagen fremgår det, at det senere blev konstateret, at din mor havde et behandlingskrævende brud.
Praktiserende læge Person1 har udtalt, at hun ikke vurderede behov for akut intervention, da der var tale om en tilstand, som havde stået på i fire dage uden klager fra din mor, som var lam i højre arm. Herudover vurderede hun, at din mors arm var sufficient immobiliseret, og at din mor ikke var forpint. For en sikkerhedsskyld ordinerede hun dog puls og blodtryk for at sikre sig, at din mor ikke var forpint. Hvis din mors puls eller blodtryk var påvirket, skulle hun kontaktes igen.
Praktiserende læge Person1 har også udtalt, at hun vurderede, at hun ikke kunne nå at skaffe mobilrøntgen inden weekenden, og at en akut indlæggelse ikke var til din mors bedste. Årsagen hertil var, at en akut indlæggelse ville kræve liggende transport fra ██████████ til ██████████ og ventetid på skadestuen, hvilket kunne påvirke din mor negativt med risiko for delir på grund af skiftende omgivelser og lyde.
Begrundelse
Vi behandler klager fra patienter over autoriserede sundhedspersoners sundhedsfaglige virksomhed. En autoriseret sundhedsperson skal udvise omhu og samvittighedsfuldhed i sit sundhedsfaglige virke.
Vi vurderer i vores afgørelse, om den sundhedsfaglige virksomhed har været kritisabel. Det betyder, at vi tager stilling til, om en sundhedsperson har handlet i overensstemmelse med ”normen for almindelig anerkendt faglig standard”. Normen er udtryk for, hvad der må forventes af en almindelig god sundhedsperson med den erfaring, sundhedspersonen har på behandlingstidspunktet.
Vi tager ikke stilling til, om en patient har modtaget den bedst mulige behandling.
Vi har modtaget partshøringssvar fra praktiserende læge Person1. Partshøringssvaret er indgået i den samlede vurdering af sagen.
Vores resultat
Vi vurderer, at der er grundlag for at kritisere praktiserende læge Person1 for behandlingen.
Vi har lagt vægt på, at:
- din mor burde være blevet tilset fysisk samme dag. Enten i lægens konsultation, ved et lægebesøg på plejehjemmet eller ved at henvise din mor til en akutmodtagelse. Det skyldes, at din mor fremstod med symptomer på et knoglebrud og var lam og dement.
- det ikke var tilstrækkeligt at vurdere din mors almentilstand og diagnose over video. Det skyldes, at din mor ikke var i stand til at reagere adækvat på symptomer og ikke kunne redegøre for hvornår og hvordan, skaden var sket som følge af hendes lammelse og demens. Lægen burde derfor have undersøgt armen fysisk.
- det ikke var sundhedsfagligt forsvarligt at afvente mobilrøntgen uden at have foretaget en klinisk vurdering først ved en fysisk lægeundersøgelse. Det skyldes, at et knoglebrud er en potentiel farlig tilstand, som ud over gener med smerter og funktionsnedsættelse også kan medføre beskadigelse af nerver og blodkar, blodpropdannelse og udvikling af blodansamling med risiko for infektion.
Praktiserende læge Person1 har derfor handlet under normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling af din mor den 3. maj 2024 hos Behandlingssted 1.
Regler
Vi har afgjort sagen efter:
Dagældende bekendtgørelse nr. 962 af 16. august 2024 af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (klage- og erstatningsloven):
- § 2, stk. 1, om klager over sundhedsfaglig virksomhed
- § 3, stk. 1, om klager over sundhedsfaglig virksomhed
Bekendtgørelse nr. 1008 af 29. august 2024 af lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed (autorisationsloven)
- § 17 om omhu og samvittighedsfuldhed