Det var ikke kritisabelt, at et brud blev overset
En reservelæge får ikke kritik for ikke at beskrive et brud i en vækstzone i en knogle i foden hos et barn. Det skyldes, at bruddet var meget svært at konstatere grundet de anatomiske forhold omkring vækstzoner ved børn og unge.
Sagsnummer:
25DNU15
Offentliggørelsesdato:
mandag den 12. maj 2025
Speciale:
Ortopædkirurgi
Faggruppe:
Læger
Behandlingssted:
Sygehuse/hospitaler
Type:
Behandling
Kategori:
Vejledende og principielle afgørelser
Afgørelse
Der gives ikke kritik til:
- overlæge Person1 (aut. ID ███████), Afdeling A, Hospital A, for behandlingen.
- reservelæge Person2 (aut. ID █), Røntgen og Skanning, Hospital A, for behandlingen.
Klagen
Der er klaget over, at ██████████████████████████ ikke modtog en korrekt behandling af overlæge Person1 og reservelæge Person2 på Afdeling A og Afdeling for Røntgen og Skanning, Hospital A, den 11. og 12. januar 2023.
Disciplinærnævnet har forstået, at det centrale i klagen er, at:
- █████████████████████████ ikke fik undersøgt sin ankel på relevant vis, herunder at det ikke blev opdaget, at der var et brud, og at han blev udskrevet.
Sagsfremstilling
Disciplinærnævnet har, medmindre andet er anført, taget udgangspunkt i oplysningerne i journalen.
███████████████████ på 8 år blev den 11. januar 2023 undersøgt af overlæge Person1 på Afdeling A, Hospital A. Han var vrikket om på højre fod, og havde nu smerter. Der blev foretaget en objektiv undersøgelse af foden, hvor der blev fundet ømhed og hævelse svarende til den ydre ankel og et ledbånd (ATFL). Der var ingen ømhed i foden og ingen løshed eller misfarvning. En røntgenundersøgelse af foden viste ingen tegn til brud. Det blev vurderet, at der var tale om en forstuvning. Han skulle behandle efter RICE-princippet med ro, is, kompression og elevation. Behandlingen skulle gennemføres i en til to dage. Han måtte støtte på foden til smertegrænsen. Hvis der ikke var bedring efter en uge, skulle der rettes henvendelse til egen læge.
Den 12. januar 2023 blev røntgenundersøgelsen beskrevet af reservelæge Person2 på Afdeling for Røntgen og Skanning. Der blev fundet bløddelshævelse svarende til den indre og ydre ankel på højre fod. Der sås ingen brud, afrivning eller ledskred.
Det fremgår af en udtalelse til sagen fra overlæge Person1, at der ikke var tegn til brud eller ledskred på røntgenundersøgelsen. Røntgenundersøgelsen blev gennemgået på en røntgenkonference den næste dag, hvor der heller ikke var tegn til brud eller ledskred.
Det fremgår af en udtalelse til sagen fra reservelæge Person2, at billederne er revurderet i forhold til denne sag. Til trods for dette fastholdes den primære beskrivelse af billederne. Det er almindelig praksis, at såfremt der ikke er overensstemmelse mellem fund på en røntgenundersøgelse og de kliniske fund, vurderes behovet for yderligere supplerende billeddiagnostiske undersøgelser på baggrund af de kliniske fund.
Det fremgår af klagen, at det efterfølgende blev konstateret, at ██s vækstknogle i foden var brækket og røget ud af led.
Begrundelse
Disciplinærnævnet behandler klager fra patienter over autoriserede sundhedspersoners sundhedsfaglige virksomhed og træffer afgørelse om, hvorvidt den sundhedsfaglige virksomhed har været kritisabel. Det følger af klage- og erstatningslovens § 2, stk. 1, og § 3, stk. 1.
En autoriseret sundhedsperson er under udøvelsen af sit sundhedsfaglige virke forpligtet til at udvise omhu og samvittighedsfuldhed. Det følger af autorisationslovens § 17. Disciplinærnævnet tager ved sin vurdering af sagen således stilling til, om en sundhedsperson har handlet i overensstemmelse med ”normen for almindelig anerkendt faglig standard”. Dette er udtryk for, hvad der må forventes af en almindelig god sundhedsperson med den erfaring, som den pågældende har på behandlingstidspunktet. Disciplinærnævnet tager ved afgørelsen ikke stilling til, om patienten har modtaget den bedst mulige behandling.
Disciplinærnævnet har til brug for sagen indhentet røntgenbilleder af 11. januar 2023.
Vedrørende overlæge Person1
Disciplinærnævnet vurderer, at der ikke er grundlag for at kritisere overlæge Person1 for behandlingen.
Disciplinærnævnet har lagt vægt på, at:
- ███████████████ fik undersøgt sin ankel på relevant vis, da der blev foretaget en vurdering af, om der var knoglesmerter på både den indvendige og udvendige ankelkno samt en vurdering af ankelleddets ledbånd ved både manuel undersøgelse samt stabilitetsundersøgelse. Da der var klinisk mistanke om et brud, blev der foretaget en røntgenundersøgelse af anklen i to plan. Det var relevant, at der ikke blev foretaget yderligere undersøgelser, da der ikke var uoverensstemmelse mellem de kliniske- og de billeddiagnostiske fund.
Forstuvninger af ankler og brud udviser ofte symptomer, som er overlappende. Det er derfor vigtigt at undersøge anklen for tegn på både brud og ledbåndsskade. I tvivlstilfælde bør der suppleres med en røntgenundersøgelse. En almindelig røntgenundersøgelse er i langt de fleste tilfælde tilstrækkelig til at vurdere, om der er brud på et ankelled. En CT-skanning benyttes typisk, hvis der er uoverensstemmelse mellem de kliniske fund og røntgenundersøgelsen eller ved voldsomme brud. Akutte MR-skanninger foretages stort set aldrig i skadestuen, men kan benyttes ved mistanke om skader på bruskflader, svære ledbåndsskader eller ved stor mistanke om skader på vækstzoner hos børn og unge.
- det ikke var kritisabelt, at det i ortopædkirurgisk regi ikke blev opdaget, at der var et brud. Bruddet fremtræder ikke oplagt, og kan overses på grund af vækstzonernes uregelmæssigheder samt andre dele af ankelleddet, som på røntgenbilledet overlejrer samme område, hvilket ikke kan undgås på grund af ankelleddets anatomi.
- det var relevant, at ██████████████ blev udskrevet. Når der ikke er brud på anklen, behandles det typisk efter RICE-princippet med ro, is, kompression og elevation. Der blev anbefalet kontakt til en læge ved manglende fremgang.
Disciplinærnævnet finder på den baggrund, at overlæge Person1 handlede i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling af ███████████████████ den 11. januar 2023 på Afdeling A, Hospital A.
Vedrørende reservelæge Person2
Disciplinærnævnet vurderer, at der ikke er grundlag for at kritisere reservelæge Person2 for behandlingen.
Disciplinærnævnet har lagt vægt på, at:
- røntgenundersøgelsen blev beskrevet på relevant vis. Det var ikke kritisabelt, at bruddet ikke blev opdaget, da bruddet var meget svært at konstatere på grund af de typiske anatomiske forhold omkring vækstzoner med uregelmæssigheder i knoglekanterne og projektionsbetingede overlejringer ved et røntgenbillede af et fodled. Den ledsagende bløddelshævelse blev relevant beskrevet.
Børn og unge har åbne vækstskiver. Vækstskiver er områder i knoglerne, hvor væksten hovedsageligt foregår. På røntgenbilleder fremtræder disse zoner som tydelige mellemrum i knoglen. Der kan opstå brud i disse vækstzoner. Bruddene kan være alt fra uforskudte til svært forskudte. Den radiologiske vurdering af denne type skade kan være udfordret af, at vækstzonerne normalt har en uregelmæssig form, hvilket kan vanskeliggøre skelnen mellem normalt udseende og forskydninger i zonen.
Disciplinærnævnet finder på den baggrund, at reservelæge Person2 handlede i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling af ████████ den 12. januar 2023 på Røntgen og Skanning, Hospital A.
Regler
Disciplinærnævnet har anvendt følgende regler til at træffe afgørelse i sagen:
Klage- og erstatningsloven
- § 2, stk. 1, om klager over sundhedsfaglig virksomhed
- § 3, stk. 1, om klager over sundhedsfaglig virksomhed
Autorisationsloven
- § 17 om omhu og samvittighedsfuldhed