Hævede lymfeknuder gav ikke mistanke om kræft

En praktiserende læge får ikke kritik for vurdering af lymfeknuder på halsen og henvisning til videre udredning hos en øre-næse-halslæge.

Sagsnummer:

25DNU11

Offentliggørelsesdato:

mandag den 12. maj 2025

Speciale:

Almen medicin, incl. Vagtlæger

Faggruppe:

Læger

Behandlingssted:

Almen praksis/vagtlæger

Type:

Behandling

Kategori:

Vejledende og principielle afgørelser

Ikke kritik

Praktiserende læge Person1 (aut. ID ███) fra Behandlingssted 1 får ikke kritik for behandlingen.

Klagen

Du har klaget over, at du ikke fik en korrekt behandling af praktiserende læge Person1 hos Behandlingssted 1 den 2. og den 16. juni 2023.

Vi har forstået, at det centrale i din klage er, at:

  • praktiserende læge Person1 ikke reagerede tilstrækkeligt på dine symptomer.
  • du ikke blev henvist til en speciallæge på relevant og tilstrækkelig vis.

Sagsfremstilling

Vi har brugt oplysningerne i journalen, hvis vi ikke har skrevet andet.

Du blev den 2. juni 2023 undersøgt af praktiserende læge Person1 hos Behandlingssted 1, da du i 3 uger havde haft hævede lymfeknuder på halsen. Du havde lidt hovedpine, men ikke feber eller synkebesvær. Du oplyste til lægen, at du for mange år siden havde fået foretaget en ultralydsscanning med biopsi af din hals, som viste normale forhold. Lægen foretog en objektiv undersøgelse af din hals. Du fik ordineret blodprøver, hvorefter du planmæssigt skulle henvises til en øre-næse-hals-læge. Du var på behandlingstidspunktet 53 år.

Du fik den 16. juni 2023 svar på dine blodprøver, som var normale. Praktiserende læge Person1 henviste dig til en øre-næse-hals-læge. Det blev beskrevet i henvisningen, at der kunne mærkes tre lymfeknuder på hver ca. under 1 cm på højre side af halsen, og at dette gav dig hovedpine i højre side af halsen. Det blev også beskrevet, at dine blodprøver var normale.

Det fremgår af klagen, at du efterfølgende fik konstateret kræft og den 3. juli 2023 blev opereret for dette, hvorefter du kom i kemoterapi.

Begrundelse

Vi behandler klager fra patienter over autoriserede sundhedspersoners sundhedsfaglige virksomhed. En autoriseret sundhedsperson skal udvise omhu og samvittighedsfuldhed i sit sundhedsfaglige virke.

Vi vurderer i vores afgørelse, om den sundhedsfaglige virksomhed har været kritisabel. Det betyder, at vi tager stilling til, om en sundhedsperson har handlet i overensstemmelse med ”normen for almindelig anerkendt faglig standard”. Normen er udtryk for, hvad der må forventes af en almindelig god sundhedsperson med den erfaring, sundhedspersonen har på behandlingstidspunktet.

Vi tager ikke stilling til, om en patient har modtaget den bedst mulige behandling.

Vi har modtaget partshøringssvar fra dig og praktiserende læge Person1. Partshøringssvarene er indgået i den samlede vurdering af sagen.

Vores resultat

Vi vurderer, at der ikke er grundlag for at kritisere praktiserende læge Person1 for behandlingen.

Vi har lagt vægt på, at:

  • praktiserende læge Person1 ved konsultationen den 2. juni 2023 optog sygehistorie, herunder noterede sig tidligere tilfælde af hævede lymfeknuder. Der blev foretaget en føleundersøgelse (palpation) af din hals og foretaget en vurdering af lymfeknudernes tilstand og størrelse. Ved symptomer med hævede lymfeknuder skal der efter lægefaglig praksis optages sygehistorie, og mærkes på lymfeknuderne for at bedømme størrelse, ømhed, varme og fasthed. Praktiserende læge Person1 foretog derfor en relevant og tilstrækkelig undersøgelse af dig henset til dine symptomer.
  • der ved undersøgelsen fandtes tre hævede lymfeknuder på hver ca. under 1 cm på højre side af din hals. Ved hævede lymfeknuder på under 1 cm er der ikke indikation for at mistænke en kræftsygdom. Du havde ikke øvrige symptomer, der gav mistanke til en kræftsygdom. Der var således ikke indikation for, at læge Person1 burde have iværksat yderligere undersøgelser eller henvist til et kræftpakkeforløb, og det var derfor tilstrækkeligt, at du alene fik ordineret blodprøver i forbindelse med den videre udredning.
  • der heller ikke den 16. juni 2023 var indikation for at henvise dig i et kræftpakkeforløb eller til en akut vurdering hos en speciallæge, da dine blodprøver var normale, og da du fortsat ikke havde øvrige symptomer, der gav mistanke til en kræftsygdom. Da du fortsat havde hævede lymfeknuder på halsen, var det relevant og tilstrækkeligt, at praktiserende læge Person1 oprettede en henvisning til en øre-næse-halslæge for yderligere udredning af din tilstand.
  • der i henvisningen blev angivet oplysninger fra din sygehistorie fra de objektive undersøgelsesfund og oplysninger om dine blodprøvesvar, hvilket var i overensstemmelse med gældende retningslinjer. Henvisningen indeholdt således relevante og tilstrækkelige oplysninger til, at speciallægen kunne foretage en relevant visitation.

Praktiserende læge Person1 har derfor handlet i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling af dig den 2. og den 16. juni hos Behandlingssted 1.

Regler

Vi har afgjort sagen efter:

Bekendtgørelse nr. 9 af 4. januar 2023 af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (klage- og erstatningsloven)

  • § 2, stk. 1, om klager over sundhedsfaglig virksomhed
  • § 3, stk. 1, om klager over sundhedsfaglig virksomhed

Bekendtgørelse nr. 122 af 24. januar 2023 af lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed (autorisationsloven)

  • § 17 om omhu og samvittighedsfuldhed

Bekendtgørelse nr. 1447 af 15. december 2010 om forretningsorden for Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn

  • § 5, stk. 2, om kompetence for disciplinærnævnets formand og næstformænd