Utilstrækkelig brobehandling
Privatpraktiserende tandlæge Jan Kerstein (aut. ID 05N8Y) får kritik for at indsætte en bro uden tilstrækkelige sammenbidskontakter. (Offentliggøres pga. gentagen kritik)
Sagsnummer:
25DNM76
Offentliggørelsesdato:
onsdag den 29. oktober 2025
Speciale:
Tandpleje og -behandling
Faggruppe:
Tandlæger
Behandlingssted:
Tandlægeklinikker
Type:
Behandling
Kategori:
Afgørelser med navn
Kritik
Privatpraktiserende tandlæge Jan Kerstein (aut. ID 05N8Y) fra Behandlingssted 1, får kritik for behandlingen i perioden fra den 7. november 2023 til den 9. januar 2024.
Klagen
Du har klaget over, at du ikke fik en korrekt behandling af privatpraktiserende tandlæge Jan Kerstein hos Behandlingssted 1, i perioden fra den 7. november 2023 til den 9. januar 2024.
Vi har forstået, at det centrale i din klage er, at:
- brobehandlingen ved +4,+5,+6 ikke var i overensstemmelse med sædvanlig faglig standard.
Sagsfremstilling
Vi har brugt oplysningerne i journalen, hvis vi ikke har skrevet andet.
Den 7. november 2023 henvendte du dig til Behandlingssted 1, da du ønskede en ny implantatbro i overkæben ved +4,+5,+6. Du var på daværende tidspunkt 75 år. Tandlæge Jan Kerstein afmonterede den tidligere bro og foretog en klinisk undersøgelse af forholdene omkring implantaterne ved +4 og +6. Du fik taget digitalt aftryk til en ny bro samme dag.
Den 5. december 2023 henvendte du dig til Behandlingssted 1, da du havde fået en mindre fistel i området ved implantatet ved tanden +4. Tandlæge Jan Kerstein rensede området, og du blev oplyst om at duppe med Klorhexidin i nogle dage samt henvende dig igen ved manglende bedring.
Den 9. januar 2024 fik du indsat implantatbroen ved +4, +5,+6 af tandlæge Jan Kerstein. Tandlægen tog røntgenbilleder til kontrol af behandlingen.
Vi har til brug for sagen indhentet en tandlægefaglig besigtigelsesrapport af 6. juni 2025.
Begrundelse
Vi behandler klager fra patienter over autoriserede sundhedspersoners sundhedsfaglige virksomhed. En autoriseret sundhedsperson skal udvise omhu og samvittighedsfuldhed i sit sundhedsfaglige virke.
Vi vurderer i vores afgørelse, om den sundhedsfaglige virksomhed har været kritisabel. Det betyder, at vi tager stilling til, om en sundhedsperson har handlet i overensstemmelse med ”normen for almindelig anerkendt faglig standard”. Normen er udtryk for, hvad der må forventes af en almindelig god sundhedsperson med den erfaring, sundhedspersonen har på behandlingstidspunktet.
Vi tager ikke stilling til, om en patient har modtaget den bedst mulige behandling.
Vi har modtaget partshøringssvar fra privatpraktiserende tandlæge Jan Kerstein. Partshøringssvaret er indgået i den samlede vurdering af sagen.
Vi har til brug for sagen indhentet og gennemset de relevante røntgenbilleder for behandlingen.
Vores resultat
Behandlingen:
Vi vurderer, at der er grundlag for at kritisere privatpraktiserende tandlæge Jan Kerstein for behandlingen.
Vi har lagt vægt på, at:
- brobehandlingen ikke var i overensstemmelse med sædvanlig faglig standard, idet broen ved besigtigelsen fremstod med et utilstrækkeligt sammenbid. Ved besigtigelsen blev der alene konstateret kontakt på tanden +5 i broen og alene ved sideudslag (kontakt, når kæben bevæges fra side til side).
- tandlægen burde have sikret sig, at der var sammenbid på kindtænderne i begge sider af munden, da det er afgørende for at opnå et stabilt bid.
- tandlægen har udtalt, at der var sammenbid på broen ved indsættelsen. Der er ikke noget i det foreliggende, der indikerer, at der skulle være korrigeret på broen efter indsættelsen, og ved besigtigelsen fremstod broen i øvrigt uden beslibninger. Det findes derfor ikke sandsynliggjort, at der var sammenbid på broen ved indsættelsen, og at dette skulle have ændret sig efterfølgende.
Privatpraktiserende tandlæge Jan Kerstein har derfor handlet under normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling af dig i perioden fra den 7. november 2023 til den 9. januar 2024 hos Behandlingssted 1.
Offentliggørelse
Afgørelsen vil blive offentliggjort på vores hjemmeside og på sundhed.dk med angivelse af privatpraktiserende tandlæge Jan Kersteins titel, navn og autorisationsID.
Afgørelsen vil blive offentliggjort, da det er femte gang inden for de sidste 5 år, vi giver kritik til privatpraktiserende tandlæge Jan Kerstein. Således gav vi kritik til privatpraktiserende tandlæge Jan Kerstein i afgørelse af den 17. februar 2021, 5. oktober 2021, 22. november 2021 og i afgørelse af den 11. december 2023. Disse afgørelser vil derfor også blive offentliggjort, da de er omfattet af offentliggørelsesordningen.
Afgørelserne har imidlertid tidligere været offentliggjort. De offentliggøres derfor ikke igen.
Patientens navn og alle andre navne, herunder stednavne og identificerbare navne på sygehuse og afdelinger, vil blive anonymiseret ved offentliggørelsen.
Regler
Vi har afgjort sagen efter:
Bekendtgørelse nr. 962 af 16. august 2024 af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet som ændret ved lov nr. 647 af 11. juni 2024 og lov nr. 1673 af 30. december 2024 (klage- og erstatningsloven)
- § 2, stk. 1, om klager over sundhedsfaglig virksomhed
- § 3, stk. 1, om klager over sundhedsfaglig virksomhed
- § 17 om offentliggørelse af afgørelse om sundhedspersoners sundhedsfaglige virksomhed
Bekendtgørelse nr. 1008 af 29. august 2024 af lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed (autorisationsloven)
- § 17 om omhu og samvittighedsfuldhed
Bekendtgørelse nr. 1109 af 11. september 2015 om offentliggørelse af afgørelser m.v. i klagesager på sundhedsområdet
- § 3, stk. 1, nr. 3 om tre gange kritik inden for 5 år
- § 9, stk. 2 om tidligere offentliggjorte afgørelser