Manglende samtykke til behandling med Melatonin

Speciallæge i pædiatri Thomas Lee Dahm (aut. ID 00MT1) får kritik med indskærpelse for ikke at indhente et udtrykkeligt og tilstrækkeligt informeret samtykke fra begge forældre inden behandling af et barn. (Offentliggøres på grund af indskærpelse)

Sagsnummer:

25DNM70

Offentliggørelsesdato:

onsdag den 29. oktober 2025

Speciale:

Pædiatri

Faggruppe:

Læger

Behandlingssted:

Øvrig speciallægepraksis

Type:

Indhentelse af informeret samtykke , Behandling

Kategori:

Afgørelser med navn

Kritik med indskærpelse

Speciallæge i pædiatri Thomas Lee Dahm (aut. ID 00MT1) fra speciallægeklinikken, Adresse 1, får kritik med indskærpelse for indhentelse af informeret samtykke den 25. juli 2024.

Ikke kritik

Speciallæge i pædiatri Thomas Lee Dahm (aut. ID 00MT1) fra speciallægeklinikken får ikke kritik for behandlingen.

1. klagepunkt

Du har klaget over, at speciallæge i pædiatri Thomas Lee Dahm ikke har indhentet et tilstrækkeligt informeret samtykke fra dig forud for behandlingen af din datter hos speciallægeklinikken, den 25. juli 2024.

Vi har forstået, at det centrale i din klage er:

  • at der ikke blev indhentet et samtykke fra dig som █████████████s far forud for behandlingen med sovemedicin.

Sagsfremstilling

Vi har brugt oplysningerne i journalen, hvis vi ikke har skrevet andet. 

Den 4. juli blev din 4-årige datter indkaldt til en konsultation hos speciallæge i pædiatri Thomas Lee Dahm hos speciallægeklinikken, Adresse 1. Du oplyste i den forbindelse, at du modsatte dig behandlingen af din datter med præparatet Melatonin, samt at der var kommet en anonym indberetning til kommunen fra en sygeplejerske. 

Den 25. juli 2024 havde din 4-årige datters mor en konsultation med læge Thomas Lee Dahm hos speciallægeklinikken, grundet søvnproblemer. Du var med via en internetforbindelse (Google Meet). Din datter er kendt med aspergers og søvnproblemer. Du har tidligere haft din datter hver anden weekend, hvor det ikke var nødvendigt med sovemedicin. Din datters mor oplyste om op til 3 timers indsovning, og at din datter havde god effekt af sovepræparatet Melatonin 2 mg. Der kørte en sag i ████████████, da mor ikke ville lade din datter overnatte hos dig grundet efterfølgende angst og katastrofetanker hos din datter.

Det er noteret i journalen, at du under samtalen ikke oplyste om, at mor ikke måtte give Melatonin, men du mente heller ikke, at det var nødvendigt med medicineringen. Lægen forklarede, at patienter med aspergers ofte har indsovningsproblemer, og det var derfor lægens anbefaling, at Melatonin kunne bruges, og at det var uden bivirkninger. Forældrene var informeret og samtykkede til planen og behandlingen, og der blev ordineret Melatonin.

Senere samme dag skrev du til speciallægen, at du havde modsat dig behandlingen med Melatonin under konsultationen, og at lægen derfor skulle annullere recepten.

Det fremgår af klagen, at du under konsultationen gav udtryk for, at du ikke ønskede yderligere søvnbehandling, da du ikke mente, at der var behov for søvnmedicin. Du gav direkte udtryk for, at du modsatte dig yderligere behandling med søvnmedicin af din datter.

Begrundelse

Ingen behandling må som udgangspunkt indledes eller fortsættes uden patientens informerede samtykke. Samtykket skal være givet til en konkret behandling og på baggrund af fyldestgørende information fra en sundhedsperson. 

En patient har ret til at få information om sin helbredstilstand og om behandlingsmulighederne. Patienten har også ret til at få information om risiko for komplikationer og bivirkninger ved en behandling. Informationen skal være mere omfattende, når behandlingen medfører nærliggende risiko for alvorlige komplikationer og bivirkninger.

En patient, der er fyldt 15 år, kan selv give informeret samtykke til behandling. Forældremyndighedsindehaverne skal dog have information og inddrages i den mindreåriges stillingtagen. Dette fremgår af sundhedslovens § 17, og modsætningsvis fremgår det af bestemmelsen, at forældremyndighedsindehavere skal give samtykke til behandling, hvis patienten er under 15 år. Den mindreårige skal informeres og inddrages i behandlingen i det omfang, denne forstår behandlingssituationen.

Der er ikke i sundhedslovgivningen udtrykkeligt taget stilling til, hvornår samtykke kræver samtykke fra begge forældremyndighedsindehavere. Det er dog vores opfattelse, at gældende ret på sundhedsområdet må findes ved at fortolke sundhedslovens regler i lyset af reglerne i forældreansvarsloven, som blandt andet regulerer beslutningsbeføjelser ved fælles forældremyndighed.

Væsentlige beslutninger vedrørende barnets forhold kræver enighed mellem forældrene, når forældrene har fælles forældremyndighed. Der skelnes mellem væsentlige beslutninger og overordnede forhold i barnets daglige liv. Dette følger af forældreansvarslovens § 3.

Nogle undersøgelser og behandlinger er så væsentlige, at forældremyndighedsindehaverne skal være enige, og at der skal foreligge samtykke fra begge. Dette kan være, hvis behandlingen er irreversibel og forbundet med komplikationer for barnet, fx operationer, psykiatrisk udredning eller vacciner. Kendskab til uenighed mellem forældrene kræver skærpet opmærksomhed i vurderingen af, om der skal indhentes samtykke fra begge forældremyndighedsindehavere.

Vi har modtaget partshøringssvar fra speciallæge i pædiatri Thomas Lee Dahm. Partshøringssvaret er indgået i den samlede vurdering af sagen.

Vores resultat

Vi vurderer, at der er grundlag for at kritisere speciallæge i pædiatri Thomas Lee Dahm for indhentelse af informeret samtykke.

Vi har lagt vægt på:

  • at det er vores vurdering, at ordination og behandling af mindreårige børn med præparatet Melatonin må betragtes som en væsentlig medicinsk behandling, der som udgangspunkt kræver samtykke fra begge forældremyndighedsindehavere. Dette er også selvom, der er tale om et hormon, som kroppen selv producerer naturligt, og selvom bivirkninger til brugen af sovemedicin er milde og ofte af forbigående karakter. 
  • at speciallæge i pædiatri Thomas Lee Dahm ikke indhentede et samtykke fra begge forældremyndighedsindehavere forud for ordinationen af præparatet Melatonin. Du havde før konsultationen skriftligt modsat dig behandling af din datter med præparatet Melatonin, og under konsultationen kom det frem, at du ikke mente, at det var nødvendigt at behandle med sovemedicin. Lægen havde kendskab til konflikter mellem dig og din datters mor, som også verserede i ██████████. Selvom journalen alene giver udtryk for, at du ikke mente, at behandling med sovemedicin var nødvendigt, og at det kan fortolkes sådan, at du ikke direkte modsatte dig behandlingen under konsultationen, er det vores opfattelse, at der er grundlag for at kritisere manglende indhentelse af informeret samtykke fra dig som far. Det skyldes, at der er tale om en væsentlig medicinsk beslutning, som kræver et mere udtrykkeligt samtykke fra begge forældremyndighedsindehavere. Det kan altså ikke fritage lægen for indhentelse af samtykke fra begge forældremyndighedsindehavere, at du ikke direkte modsatte dig behandlingen ved konsultationen. Der blev derfor ikke indhentet et udtrykkeligt og tilstrækkeligt samtykke fra dig forud for behandlingen af din datter.
  • at det kritiseres, at speciallæge i pædiatri Thomas Lee Dahm fastholdt ordinationen, selvom du senere samme dag som konsultationen gjorde det klart for lægen, at du ikke samtykkede til behandlingen af din datter med sovemedicin. Efter konsultationen havde du en skriftlig korrespondance med lægen, hvor det blev gjort tydeligt, at du ikke gav samtykke til behandlingen. Ordinationen blev fastholdt med henvisning til, at der var sundhedsfagligt grundlag for at behandle din datter med sovemedicin hos moren. Da behandling af et mindreårigt barn med sovemedicin kræver samtykke fra begge forældremyndighedsindehavere, burde lægen have sikret sig et samtykke fra dig eller have tilbagekaldt ordinationen.

Vi vurderer, at det er en skærpende omstændighed, at lægen var bekendt med uenigheden mellem forældrene omkring brug af medicinen, og at han på trods heraf ordinerede og efterfølgende fastholdt ordinationen af præparatet. Det skyldes, at der er tale om en væsentlig beslutning at anvende sovemedicin til et 4-årigt barn, selvom der er tale om et hormon, som kroppen selv producerer naturligt.

Speciallæge i pædiatri Thomas Lee Dahm har derfor ikke indhentet et informeret samtykke forud for den behandling, som din datter fik den 25. juli 2024.

Det betyder, at indhentelse af informeret samtykke var i strid med sundhedsloven.

Speciallæge i pædiatri Thomas Lee Dahm skal samtidig vise større omhu i sit fremtidige virke.

Offentliggørelse

Afgørelsen vil blive offentliggjort på vores hjemmeside og på sundhed.dk med angivelse af speciallæge i pædiatri Thomas Lee Dahms titel, navn og autorisationsID.

Afgørelsen vil blive offentliggjort, da vi har indskærpet over for speciallæge i pædiatri Thomas Lee Dahm at udvise større omhu i sit fremtidige virke.

Patientens navn og alle andre navne, herunder stednavne og navne på sygehuse og afdelinger, vil blive anonymiseret ved offentliggørelsen.

2. klagepunkt

Du har klaget over, at din datter, █████████████████████, ikke fik en korrekt behandling af speciallæge i pædiatri Thomas Lee Dahm hos speciallægeklinikken den 25. juli 2024.

Vi har forstået, at det centrale i din klage er, at:

  • din datter ikke blev behandlet på relevant og tilstrækkelig vis, herunder at der blev ordineret sovemedicin.

Sagsfremstilling

Vi har brugt oplysningerne i journalen, hvis vi ikke har skrevet andet.

Den 25. juli 2024 havde du og din datters mor en konsultation med speciallæge i pædiatri Thomas Lee Dahm hos speciallægeklinikken grundet søvnproblemer hos din datter, som var kendt med Aspergers. Du mente, at det ikke var nødvendigt at behandle din datter med søvnpræparatet Melatonin, hvilket du også havde underrettet kommunen om i januar 2024. Din datters mor oplyste til konsultationen, at jeres datter kunne tage op til 3 timer om at falde i søvn uden sovemedicin, men at der var god effekt på 2 mg Melatonin. Der blev oplyst om angst og katastrofetanker hos din datter, når hun havde været hos dig, og at din datters mor ikke havde ladet hende sove hos dig siden maj 2024, hvilket der var en sag om hos ███. Det blev forklaret, at personer med Asperges ofte har indsovningsproblemer, hvorfor sovemedicin anbefales, og at dette var en sag mellem forældrene.

Du har til klagen oplyst, at lægen ikke forholdt sig til din datters konkrete behov for medicinen ved fx at spørge ind til puttevaner, soveritualer og lignende hos henholdsvis mor og far. Lægen så ikke noget problem i, at din datters mor har medicineret din datter uden konsultation hos en læge i 1 år, og at lægen ikke mener, at bivirkningsprofilen er noget at være bekymret over.

Begrundelse

Vi behandler klager fra patienter over autoriserede sundhedspersoners sundhedsfaglige virksomhed. En autoriseret sundhedsperson skal udvise omhu og samvittighedsfuldhed i sit sundhedsfaglige virke.

Vi vurderer i vores afgørelse, om den sundhedsfaglige virksomhed har været kritisabel. Det betyder, at vi tager stilling til, om en sundhedsperson har handlet i overensstemmelse med ”normen for almindelig anerkendt faglig standard”. Normen er udtryk for, hvad der må forventes af en almindelig god sundhedsperson med den erfaring, sundhedspersonen har på behandlingstidspunktet.

Vi tager ikke stilling til, om en patient har modtaget den bedst mulige behandling.

Vi har modtaget partshøringssvar fra dig. Partshøringssvaret er indgået i den samlede vurdering af sagen.

Vores resultat

Vi vurderer, at der ikke er grundlag for at kritisere speciallæge Thomas Lee Dahm for behandlingen.

Vi har lagt vægt på:

  • at den valgte behandling af din datters søvnproblemer var relevant henset til den udviste tilstand, da der blev ordineret præparatet Melatonin. Speciallæge Thomas Lee Dahm forholdt sig på relevant vis til, om der var lægefagligt grundlag for at opstarte din datter i behandling med sovemedicin ved konsultationen, herunder at din datter kunne have op til 3 timers indsovning hos moren. Din datter havde tidligere haft god effekt af behandling med præparatet Melatonin 2 mg, og det var sundhedsfagligt forsvarligt at ordinere præparatet i passende dosis henset til din datters søvnproblemer forudsat et korrekt indhentet informeret samtykke fra begge forældremyndighedsindehavere.

Vi kan hertil oplyse, at søvnfremkaldende lægemidler såsom præparatet Melatonin kan anvendes til behandling af søvnforstyrrelser hos børn og unge både med og uden psykisk lidelse. Ved manglende effekt af nonfarmakologiske søvnhygiejniske tiltag hos børn og unge med søvnforstyrrelse, der kommer sammen med psykisk lidelse, kan sovemedicin øge barnets totale søvnvarighed og forkorte indsovningstiden, som er en forudsætning for børn og unges kognitive udvikling, humør og adfærd samt familiens trivsel.

  • at det ikke kan kritiseres, at speciallæge Thomas Lee Dahm mener, at behandling med præparatet Melatonin er uskadeligt. Det fremgår af Sundhedsstyrelsens vejledning om medicinsk behandling af børn og unge med psykiske lidelser, at søvnfremkaldende lægemidler kan anvendes til behandling af søvnforstyrrelse. Bivirkningerne til behandling med præparatet Melatonin er milde og oftest forbigående, men der er dog ikke sikker viden om langtidseffekter ved behandlingen. Det kan derfor ikke kritiseres, at lægen vejledte om behandling med sovemedicin.

Vi kan også oplyse, at behandling med sovemedicin skal være så kort som mulig, og der skal gøres forsøg med at stoppe behandlingen for at se, om barnets egen regulering er bedret.

Speciallæge i pædiatri Thomas Lee Dahm har derfor handlet i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling af din datter den 25. juli 2024 hos Speciallægeklinikken.

Nævnets beslutning

Afgørelsen er truffet af et flertal.

Nævnsmedlemmerne P1 og P2 har afgivet en mindretalsudtalelse: Vi mener, at der ikke kan gives kritik for manglende indhentning af samtykke af begge forældre. Det var tilstrækkeligt at have samtykke af bopælsforælderen. Sagkyndig fremlægger klart, hvorfor her den del af forældreansvarsloven skal komme til anvendelse, som behandler samtykke af ”kun” den ene forælder. Forældreansvarsloven beskriver, at den forælder, som barnet har bopæl hos, kan træffe beslutninger om overordnede forhold i barnets dagligdag, og at mild medicinering kan ske med samtykke fra den ene forælder. Vi er enige med både speciallæge i pædiatri Thomas Lee Dahm og den sagkyndige i, at behandling med Melatonin hører i denne kategori. Det er utilfredsstillende, at kritikken ender med at bero alene på en juridisk vurdering af, om noget er mild medicin eller noget, der kræver samtykke fra begge forældre, når den sagkyndiges medicinske vurdering, og også vores vurdering som lægelige medlemmer af nævnet er, at det netop drejer sig om mild medicin.

Regler

Vi har afgjort sagen efter:

Dagældende bekendtgørelse nr. 962 af 16. august 2024 af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (klage- og erstatningsloven):Bekendtgørelse nr. 962 af 16. august 2024 af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet som ændret ved lov nr. 647 af 11. juni 2024 og lov nr. 1673 af 30. december 2024 (klage- og erstatningsloven):

  • § 2, stk. 1, om klager over sundhedsfaglig virksomhed
  • § 3, stk. 1, om klager over sundhedsfaglig virksomhed

Bekendtgørelse nr. 275 af 12. marts 2025 af sundhedsloven:

  • § 15 om informeret samtykke
  • § 16 om informeret samtykke

Sundhedsstyrelsens vejledning nr. 161 af 16. september 1998 om information og samtykke og om videregivelse af helbredsoplysninger mv.:

  • Punkt 2.3 om samtykkets indhold
  • Punkt 3.3. om risiko for komplikationer og bivirkninger

Bekendtgørelse nr. 962 af 16. august 2024 af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet som ændret ved lov nr. 647 af 11. juni 2024 og lov nr. 1673 af 30. december 2024 (klage- og erstatningsloven)

  • § 17 om offentliggørelse af afgørelse om sundhedspersoners sundhedsfaglige virksomhed

Bekendtgørelse nr. 1109 af 11. september 2015 om offentliggørelse af afgørelser m.v. i klagesager på sundhedsområdet

  • § 3, stk. 1, nr. 2 om kritik med indskærpelse