Ikke henvist til øjenlæge ved synsfeltdefekt

Optometrist Andreas Elsnab (aut. ID 0FFB4) får kritik for ikke at henvise en patient med synsfeltdefekt og øget risiko for nethindeløsning til undersøgelse hos en øjenlæge. (offentliggøres pga. kritik med indskærpelse)

Sagsnummer:

25DNM66

Offentliggørelsesdato:

tirsdag den 7. oktober 2025

Faggruppe:

Optikere

Behandlingssted:

Øvrig privatpraksis

Type:

Behandling

Kategori:

Afgørelser med navn

Kritik med indskærpelse

Optometrist Andreas Elsnab (aut. ID 0FFB4) fra Behandlingssted 1, får kritik med indskærpelse for behandlingen den 18. oktober 2024.

Ikke kritik

Optometrist P1 (aut. ID ███) fra Behandlingssted 2, får ikke kritik for behandlingen.

1. klagepunkt

Du har klaget over, at du ikke fik en korrekt behandling af optometrist P1 hos Behandlingssted 2, den 28. juni 2023.

Vi har forstået, at det centrale i din klage er, at:

  • du, henset til de symptomer, som du havde, ikke modtog relevant og tilstrækkelig behandling.

Sagsfremstilling

Vi har brugt oplysningerne i journalen, hvis vi ikke har skrevet andet.

Den 28. juni 2023 var du i en alder af 22 år til en undersøgelse hos Behandlingssted 2 og fik foretaget en synsprøve af optometrist P1 i forhold til kontaktlinser. 

Begrundelse

Vi behandler klager fra patienter over autoriserede sundhedspersoners sundhedsfaglige virksomhed. En autoriseret sundhedsperson skal udvise omhu og samvittighedsfuldhed i sit sundhedsfaglige virke.

Vi vurderer i vores afgørelse, om den sundhedsfaglige virksomhed har været kritisabel. Det betyder, at vi tager stilling til, om en sundhedsperson har handlet i overensstemmelse med ”normen for almindelig anerkendt faglig standard”. Normen er udtryk for, hvad der må forventes af en almindelig god sundhedsperson med den erfaring, sundhedspersonen har på behandlingstidspunktet.

Vi tager ikke stilling til, om en patient har modtaget den bedst mulige behandling.

Vores resultat

Vi vurderer, at der ikke er grundlag for at kritisere optometrist P1 for behandlingen.

Vi har lagt vægt på, at:

  • nethindeløsning er en øjensygdom, hvor nethinden (det lysfølsomme lag bagerst i øjet) løsner sig fra vævet under den. Dette kan føre til alvorlige synsproblemer, og i værste fald blindhed, hvis tilstanden ikke bliver behandlet hurtigt. Symptomerne på nethindeløsning kan være pludselige lysglimt, mange ”flyvende fluer” i synsfeltet, eller en skygge/et sort gardin, der bevæger sig ind i synsfeltet.
  • patienter med middelsvær til stærk nærsynethed har øget risiko for nethindeløsning, fordi det nærsynede øje ofte er længere, end et øje uden synsfejl.
  • ved mistanke om nethindeløsning skal der foretages akut henvisning til en øjenlæge, og såfremt at der foreligger nethindeløsning, skal der foretages operation for at redde synet.
  • optometrist P1 udførte en synsprøve (refraktion) og konstaterede herved, at du havde middelsvær nærsynethed på begge øjne, og at venstre øje havde stærkest styrke, samt at der var normalt syn (visus) på begge øjne.
  • du ikke oplyste om symptomer i form af lysglimt, ”flyvende fluer” eller skygge i synsfeltet, og at det derfor var fagligt forsvarligt ikke at mistænke nethindeløsning og ikke at foretage udredning i forhold for nethindeløsning. Videre viste fundusbilleder (billeder af nethinden) ikke tegn på nethindeløsning, og anvendelse af fundusbilleder er en relevant og tilstrækkelig metode til screening af nethinden ved fravær af kliniske symptomer.
  • du, henset til de symptomer, som du havde, modtog relevant og tilstrækkelig behandling, herunder at du blev relevant undersøgt, og at der ikke var grundlag for at mistænke nethindeløsning.

Optometrist P1 har derfor handlet i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling af dig den 28. juni 2023 hos Behandlingssted 2.

2. klagepunkt

Du har klaget over, at du ikke fik en korrekt behandling af optometrist Andreas Elsnab hos Behandlingssted 1, den 18. oktober 2024.

Vi har forstået, at det centrale i din klage er, at:

  • du, henset til de symptomer, som du havde, ikke modtog relevant og tilstrækkelig behandling.

Sagsfremstilling

Vi har brugt oplysningerne i journalen, hvis vi ikke har skrevet andet.

Den 18. oktober 2024 var du til en undersøgelse hos Behandlingssted 1,

hvor du fik foretaget en synsprøve med sundhedstjek af optometrist Andreas Elsnab. Der blev bestilt kontaktlinser, og det blev vurderet, at der ikke var behov for yderligere undersøgelser.   

Begrundelse

Vi henviser til ovenstående afsnit om omhu og samvittighedsfuldhed og ”normen for almindelig anerkendt faglig standard”.

Vores resultat

Vi vurderer, at der er grundlag for at kritisere optometrist Andreas Elsnab for behandlingen.

Vi har lagt vægt på, at:

  • du henvendte dig hos Behandlingssted 1 med ønske om nye kontaktlinser samt en synsprøve med sundhedstjek. Optometrist Andreas Elsnab foretog en synsprøve, hvorved der blev målt middelsvær nærsynethed (myopi), hvor venstre øje havde stærkest styrke, samt at der var normal synsstyrke (visus) på begge øjne.
  • patienter med middelsvær til høj myopi har en øget risiko for udvikling af nethindeløsning, hvilket derfor bør inddrages som en del af den samlede faglige risikovurdering ved en synsundersøgelse.
  • der i forbindelse med undersøgelsen af dig blev taget fundusbilleder (billeder af nethinden) på begge øjne, og at det blev vurderet, at billederne viste normale forhold. Det er imidlertid disciplinærnævnets opfattelse, at fundusbilledet for venstre øje viser forandringer, som kan være forenelig med nethindeløsning.
  • optometrist Andreas Elsnab udførte en synsfeltundersøgelse (autoperimetri), som viste en markant defekt i øverste del af venstre øjes synsfelt, hvilket blev journalført som en afvigelse fra normalen. En defekt i synsfeltet kan være tegn på sygdom i enten nethinden, synsnerven eller i hjernen, og derfor skal der ved synsfeltdefekt altid henvises til yderligere udredning hos en øjenlæge. 
  • der ved mistanke om nethindeløsning skal foretages akut øjenlægehenvisning, og såfremt at der konstateres nethindeløsning, skal der foretages operation for at redde patientens syn.
  • du havde middelsvær nærsynethed og dermed øget risiko for udvikling af nethindeløsning, og at der blev konstateret synsfeltdefekt på venstre øje. På baggrund heraf burde der have været mistænkt nethindeløsning eller anden alvorlig øjensygdom. Du burde derfor have været henvist til videre udredning hos en øjenlæge.
  • du ikke oplyste om symptomer såsom lysglimt, ”flyvende fluer” eller skygge i synsfeltet, som kan forekomme ved nethindeløsning, men at fraværet af disse symptomer ikke udelukkede tilstedeværelse af en alvorlig underliggende øjentilstand. Optometrist Andreas Elsnab burde på baggrund af fundene ved undersøgelsen den 18. oktober 2024 have henvist dig til yderligere undersøgelse hos en øjenlæge.
  • den manglende henvisning til en øjenlæge medførte en potentiel risiko for alvorlig og varig synsnedsættelse. 

Optometrist Andreas Elsnab har derfor handlet væsentligt under normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling af dig den 18. oktober 2024 hos Behandlingssted 1.

Offentliggørelse

Afgørelsen vil blive offentliggjort på vores hjemmeside og på sundhed.dk med angivelse af optometrist Andreas Elsnabs titel, navn og autorisationsID.

Afgørelsen vil blive offentliggjort, da vi har indskærpet over for optometrist Andreas Elsnab at udvise større omhu i sit fremtidige virke.

Patientens navn og alle andre navne, herunder stednavne og navne på sygehuse og afdelinger, vil blive anonymiseret ved offentliggørelsen.

Regler

Vi har afgjort sagen efter:

Dagældende bekendtgørelse nr. 962 af 16. august 2024 af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (klage- og erstatningsloven):Bekendtgørelse nr. 962 af 16. august 2024 af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet som ændret ved lov nr. 647 af 11. juni 2024 og lov nr. 1673 af 30. december 2024 (klage- og erstatningsloven):

  • § 2, stk. 1, om klager over sundhedsfaglig virksomhed
  • § 3, stk. 1, om klager over sundhedsfaglig virksomhed

Bekendtgørelse nr. 1008 af 29. august 2024 af lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed (autorisationsloven)

  • § 17 om omhu og samvittighedsfuldhed

Bekendtgørelse nr. 962 af 16. august 2024 af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet som ændret ved lov nr. 647 af 11. juni 2024 og lov nr. 1673 af 30. december 2024 (klage- og erstatningsloven)

  • § 17 om offentliggørelse af afgørelse om sundhedspersoners sundhedsfaglige virksomhed

Bekendtgørelse nr. 1109 af 11. september 2015 om offentliggørelse af afgørelser m.v. i klagesager på sundhedsområdet

  • § 3, stk. 1, nr. 2 om kritik med indskærpelse