Kritik for opslag i journal
Speciallæge i psykiatri Per Holmen Jensen (aut. ID 00BY5) får kritik for at lave et opslag i en patientjournal uden samtykke hertil.
Sagsnummer:
25DNM60
Offentliggørelsesdato:
tirsdag den 30. september 2025
Speciale:
Psykiatri
Faggruppe:
Læger
Kategori:
Afgørelser med navn
Der gives kritik til:
- speciallæge i psykiatri Per Holmen Jensen (aut. ID 00BY5) for indhentning af oplysninger ved elektronisk opslag den 22. juli 2021.
KLAGEN
Der er klaget over:
- at speciallæge i psykiatri Per Holmen Jensen indhentede oplysninger i █████████████████s e-journal på sundhed.dk uden samtykke den 22. juli 2021.
SAGSFREMSTILLING
Disciplinærnævnet har lagt vægt på oplysningerne i journalen, medmindre andet fremgår.
Den 13. oktober 2021 modtog █████████████████████ et brev fra Region A. I brevet stod, at speciallæge i psykiatri Per Holmen Jensen, Kommune 1, havde indhentet oplysninger i ███s e-journal den 22. juli 2021, og at opslaget muligvis var uberettiget.
Den 22. december 2021 modtog ██████ et brev fra Kommune 1. Kommunen havde undersøgt hans sag hos Rusmiddelcenter By 1, som kunne bekræfte, at en sundhedsfaglig medarbejder grundet bekymring havde slået op i ██s sundhedsjournal den 22. juli 2021. Rusmiddelcentret medgav, at det var en fejl, og opslaget var uberettiget. Rusmiddelcentret beklagede mange gange, og forsikrede ham om, at de ville gøre alt for, at noget lignende ikke skete igen.
████████ har oplyst, at han ikke har været i behandling i Rusmiddelcenter By 1 eller været i kontakt med sundhedspersonalet. Han har hverken et narkotika- eller alkoholmisbrug og mener derfor, at opslaget var uberettiget.
Speciallæge i psykiatri Per Holmen Jensen har oplyst, at han arbejder i Rusmiddelcenter By 1, hvor de altid har samtykkeerklæringer på de indskrevne borgere, der er i behandling for misbrug. De kan derfor umiddelbart foretage opslag i FMK og sundhed.dk. Rusmiddelcenter By 1 deler lokaler med en anden kommunal aktør, ████. Speciallæge i psykiatri Per Holmen Jensen fik en forespørgsel fra en medarbejder hos █████████████████, der var utryg ved at skulle på hjemmebesøg hos ██████████. Speciallæge Per Holmen Jensen tilbød derfor at se, om der var beskrevet adfærdsproblemer i ████████████████████s journal. Uvidende om at █████████ ikke havde samtykke fra deres borgere, lavede speciallæge Per Holmen Jensen et opslag med det primære formål at se, om medarbejderen fra ███ havde grund til at være utryg. Speciallæge i psykiatri Per Holmen Jensen beklager sin uvidenhed om de forskellige praksisser omkring samtykke i huset, og at han uretmæssigt foretog opslaget.
Disciplinærnævnet lagt til grund, at speciallæge i psykiatri Per Holmen Jensen indhentede oplysninger i ████████████████s e-journal den 22. juli 2021.
Disciplinærnævnet har også lagt til grund, at ████ ikke havde givet sit samtykke til, at speciallæge i psykiatri Per Holmen Jensen kunne indhente oplysninger i hans e-journal.
BEGRUNDELSE
Reglerne om indhentning af oplysninger ved elektronisk opslag
Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn behandler klager fra patienter over autoriserede sundhedspersoner. Disciplinærnævnet træffer afgørelse om, hvorvidt sundhedspersonen har handlet i strid med sundhedslovens kapitel 9. Det står i klage- og erstatningslovens § 2, stk. 1, og § 3, stk. 1.
Reglerne i sundhedslovens kapitel 9 handler blandt andet om lovligheden af indhentning af oplysninger i patientjournaler, når indhentningen sker i elektroniske systemer.
Sundhedspersoner kan indhente oplysninger om en patients helbred og andre fortrolige oplysninger. Det kræver dog, at det er nødvendigt i forbindelse med aktuel behandling af patienten. Aktuel behandling kan fx være undersøgelse, diagnosticering eller behandling. Indhentning kan ske med eller uden patientens samtykke. Det står i sundhedslovens § 42 a.
Sundhedspersoner kan også i andre situationer indhente oplysninger uden patientens samtykke. Det gælder fx, hvis indhentningen er nødvendig for at varetage en åbenbar almen interesse, eller det sker af væsentlige hensyn til patienten, sundhedspersonen eller andre. Det står i sundhedslovens § 42 a, stk. 2.
Det er dog et krav, at formålet med indhentningen klart overstiger hensynet til patientens ret til selv at bestemme.
Sundhedspersoner kan nogle gange indhente oplysninger om en patients helbred og andre fortrolige oplysninger til andre formål end behandling. Det kan i nødvendigt omfang ske med patientens samtykke. Det står i sundhedslovens § 42 d.
Sundhedspersoner kan nogle gange indhente oplysninger uden patientens samtykke. Det kan fx ske, når sundhedspersonen har brug for oplysningerne til at evaluere sin egen indsats i behandlingen.
Disciplinærnævnets resultat
Disciplinærnævnet vurderer, at oplysninger i ███████s e-journal er fortrolige oplysninger.
Disciplinærnævnet vurderer også, at speciallæge i psykiatri Per Holm Jensens indhentning af oplysninger i ████████████s e-journal ikke var lovlig.
Disciplinærnævnet har lagt vægt på:
- at speciallæge i psykiatri Per Holmen Jensen ikke indhentede oplysninger i journalen i forbindelse med aktuel behandling af ████████.
- at der ikke var andre lovlige grunde til at speciallæge i psykiatri Per Holmen Jensen kunne indhente oplysninger i journalen.
Disciplinærnævnet finder på den baggrund, at speciallæge i psykiatri Per Holmen Jensen har handlet i strid med sundhedsloven ved sin indhentning af oplysninger om ████████ ved elektronisk opslag den 22. juli 2021.
REGLER
Disciplinærnævnet har anvendt følgende regler til at træffe afgørelse i sagen:
Love og bekendtgørelser
Bekendtgørelse nr. 995 af 14. juni 2018 af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (klage- og erstatningsloven):
- § 2, stk. 1 om klager over forhold omfattet af sundhedslovens kapitel 9
- § 3, stk. 1 om klager over forhold omfattet af sundhedslovens kapitel 9
Bekendtgørelse nr. 210 af 27. januar 2022 af sundhedsloven:
- § 5 om behandlingsbegrebet
- § 42 a, stk. 1, om indhentning af elektroniske helbredsoplysninger m.v. i forbindelse med aktuel behandling
- § 42 a, stk. 2, om indhentning af oplysninger til varetagelse af en åbenbar almen interesse
- § 42 d, stk. 1, om indhentning af oplysninger til andre formål end behandling med patientens samtykke
- § 42 d, stk. 2, om indhentning af oplysninger til andre formål end behandling uden patientens samtykke