Kritik for diagnose i erklæring

Speciallæge i psykiatri Per Holmen Jensen (aut. ID 00BY5) får kritik for at stille en diagnose på et utilstrækkeligt grundlag i en erklæring. (Offentliggøres pga. gentagen kritik).

Sagsnummer:

25DNM59

Offentliggørelsesdato:

tirsdag den 30. september 2025

Speciale:

Psykiatri

Faggruppe:

Læger

Type:

Udfærdigelse af lægeerklæring

Kategori:

Afgørelser med navn

Kritik

Speciallæge i psykiatri Per Holmen Jensen (aut. ID 00BY5) får kritik for udfærdigelsen af erklæringen den 12. april 2024.

Klagen

Du har klaget over, at speciallæge i psykiatri Per Holmen Jensen ikke udviste tilstrækkelig omhu ved sin udfærdigelse af erklæringen af 12. april 2024 om dig til Jobcenter By 1.

Vi har forstået, at det centrale i din klage er, at:

  • erklæringen indeholdt urigtige oplysninger, idet det fremgik af erklæringen, at du havde diagnosen emotionel ustabil personlighedsstruktur.
  • erklæringen indeholdt urigtige oplysninger, idet det fremgik af erklæringen, at du var færdiguddannet i 2014.
  • erklæringen indeholdt urigtige oplysninger, idet det fremgik af erklæringen, at du blev udsat for overgreb fra din mors nye mand, men det var din gudfar.

Sagsfremstilling

Vi har brugt oplysningerne i journalen, hvis vi ikke har skrevet andet.

Den 12. april 2024 udfærdigede speciallæge i psykiatri Per Holmen Jensen en speciallægeerklæring om dig til Jobcenter By 1. Erklæringen var til brug for afklaring i jobcenteret. Jobcenter By 1 ønskede vurdering af din psykiatriske tilstand, og et indblik i sygehistorie og tidligere diagnoser.

Erklæringen blev udfærdiget på baggrund af speciallæge i psykiatri Per Holmen Jensens undersøgelse af dig, samt LÆ 125 erklæring fra den 9. november 2022, LÆ 125 erklæring fra den 9. maj 2023, LÆ 135 erklæring fra den 23. november 2023 og oplysninger fra tidligere praktiserende læge om frasigelse.

Det fremgår af erklæringen, at du er vokset op hos samlevende forældre. Du afsluttede 10. klasse og blev færdig som pædagog i 2014. Du havde haft flere ansættelser som pædagog. Du havde ikke været i arbejde siden 2019, da du havde været belastet af diverse retssager vedrørende forældremyndigheden over din datter. Du havde ingen kendte familiære dispositioner til psykiske lidelser. Du havde aldrig været indlagt på psykiatrisk afdeling eller modtaget psykiatrisk behandling. Du var aktuelt i et forløb ved psykolog, og du fik Sertralin mod angst.

Det fremgår af erklæringen, at diagnosen PTSD var blevet nævnt i de vedlagte akter. Du blev udsat for seksuelt grænseoverskridende adfærd fra din mors nye mand. Du havde været i flere voldelige forhold, og du fortalte, at din datters far havde været meget voldelig overfor dig. Du sov dårligt om natten og var hele tiden på vagt og havde ofte mareridt om at blive slået.

Du udfyldte i forbindelse med undersøgelsen PTDS-skema PCL-5, hvor du scorede til at have PTSD.

Det fremgår af erklæringen, at du oplyste, at du havde haft svært ved at sætte grænser og var faldet for de forkerte mænd, og du havde været i flere voldelige forhold. Du beskrev dig selv som ekstremt kærlig og enormt givende. Det fremgik af de vedlagte akter, at du havde en usikker social tilknytning og et ustabilt følelsesliv. Din psykolog havde noteret, at du virkede krisepræget, men at det stak dybere, og at der formentligt var en underliggende personlighedsforstyrrelse. Du havde lavt selvværd, var meget sød, venlig og imødekommende, du havde svært ved at sige fra og til, og bragte let dig selv i sårbare situationer. Du havde en ustabil personlighedsstruktur, som gjorde det svært for dig at strukturere m.m. Du var meget følelsesstyret. Din tidligere praktiserende læge havde oplyst, at de havde frasagt sig dig som patient, da du ikke havde tillid til dem, du lavede splittelse i lægehuset, og de opfattede dig som manipulerende. Speciallæge Per Holmen Jensen vurderede, at dette tydede på betydelige personlighedsmæssige vanskeligheder. Du fremstod under samtalen lidt hektisk med emotionel labilitet og pres. Du var meget talende og havde svært ved at begrænse dig, og det kunne være svært at komme til orde. Du talte mest om det, der optog dig, og du vendte tilbage til at tale om diverse retssager og uretfærdigheder begået mod dig i forbindelse med, at du havde mistet forældremyndigheden over din datter. Du havde begrænset situationsfornemmelse, der blev vurderet til at være udtryk for en emotionel ustabil personlighedsstruktur. Du var i behandling med Sertralin mod angst. Du var generelt utryg og vagtsom. Du blev spurgt ind til angstanfald og social- eller agorafobisk angst, men det var svært at få et brugbart svar, fordi du hele tiden faldt tilbage til at tale om diverse retssager og uretfærdigheder begået mod dig i forbindelse med, at du havde mistet forældremyndigheden over din datter, og det var svært for dig at tale om andet. Speciallæge Per Holmen Jensen fik indtryk af, at du havde undgåelsesadfærd. Du havde ikke oplevet tvangstanker eller handlinger. Der var ikke sygehistorie fra din barndom vedrørende ADHD. Du havde ikke tegn på selvskadende adfærd eller spiseforstyrrelse. Du havde aldrig haft misbrugsproblemer.

Det fremgår videre i erklæringen vedrørende klinisk indtryk, at du mødte til tiden, fremstod vågen og klar, venlig og imødekommende. Du fremstod som naturligt begavet, samlet og relevant. Psykisk fremstod du lidt hektisk med emotionel labilitet og pres, hvor du skiftede mellem opstemthed og grådlabilitet. Du var meget talende og talte mest om det, der optog dig, det var svært for dig at tale om andet, du havde begrænset situationsfornemmelse. Korte spørgsmål medførte lange svar, hvor det kunne være svært at komme videre, og det var vanskeligt at strukturere samtalen. Dit stemningsleje var neutralt, du havde ikke hæmmet psykomotorik, ingen tegn på depression. Du fremstod ikke koncentrations- eller hukommelsessvækket. Kontakten med dig var uden tankeforstyrrelser, og der var ikke mistanke om psykose.

Det fremgår endelig af erklæringen, at du havde PTSD og Emotionel ustabil personlighedsstruktur. Vedrørende behandlingsmuligheder var det relevant, at du gik til psykolog, som du allerede gjorde. Udover det havde regionens psykiatri et pakkeforløb i forhold til både emotionel ustabil personlighedsstruktur og PTSD. Det blev vurderet, at prognosen i forhold til det psykiske burde være rimelig positiv, da du tidligere har kunnet fungere i arbejde med de nævnte diagnoser, men du havde vist gennem tiden haft en noget svingende og sporadisk tilknytning til arbejdsmarkedet, og du lod ikke til selv at have planer eller ønske om igen at komme i arbejde. Du havde på baggrund af de beskrevne vanskeligheder et i nogen grad nedsat funktionsniveau.

Begrundelse

Vi behandler klager fra patienter over autoriserede sundhedspersoners sundhedsfaglige virksomhed.

Vi vurderer i vores afgørelse, om den sundhedsfaglige virksomhed har været kritisabel.

En autoriseret sundhedsperson skal ved udfærdigelsen af en erklæring udvise omhu og uhildethed. Det betyder, at erklæringen skal være objektiv, upartisk og neutral.

En erklæring skal forstås som en skriftlig udtalelse fra en sundhedsperson om enten en patients helbred eller årsagen til en patients død, og som er bestemt til at finde anvendelse i privat- eller offentligretlige retsforhold.

En autoriseret sundhedsperson skal i erklæringen anføre sin vurdering af patienten og medtage de forhold i erklæringen, som sundhedspersonen finder relevant for at kunne opfylde formålet med erklæringen. Derudover må en sundhedsperson ikke afgive erklæringer om sygdomme eller forhold, som vedkommende ikke har fornødent fagligt kendskab til.

Vi har modtaget partshøringssvar fra dig og speciallæge Per Holmen. Partshøringssvaret er indgået i den samlede vurdering af sagen.

Vores resultat

Vi vurderer, at der er grundlag for at kritisere speciallæge i psykiatri Per Holmen Jensen for udfærdigelsen af erklæringen vedrørende diagnosticering af emotionel ustabil personlighedsstruktur.

Vi har lagt vægt på, at:

  • det fremgår af Sundhedsstyrelsens Nationale Kliniske Retningslinje for Behandling af emotionel ustabil personlighedsstruktur borderline type, at det er god praksis at anvende et semistruktureret personlighedsinterview til diagnostik af patienter med borderline personlighedsforstyrrelse. Der er flere instrumenter, som er anerkendt i dansk praksis, som kan bruges til dette. Det fremgår ikke af erklæringen, at der i forbindelse med diagnosticering blev anvendt et semistruktureret instrument i forbindelse med diagnosticeringen.
  • det er vigtigt at vide, om der har været symptomer til stede i ungdomsårene, da det er et af de generelle kriterier, der skal være opfyldt for at stille diagnosen emotionel ustabil personlighedsstruktur. Det fremgår ikke af erklæringen, om du har haft symptomer i barndommen eller dine ungdomsår, der var forenelige med en forstyrrelse af personlighedsstedstrukturen.
  • det på den baggrund er vores vurdering, at der ikke blev foretaget en relevant og tilstrækkelig undersøgelse af, om du havde diagnosen emotionel ustabil personlighedsstruktur. Der burde have været anvendt et semistruktureret interview målrettet personlighedsforstyrrelser, ligesom der i samtalen burde have været fokus på at indhente oplysninger om eventuel tilstedeværelse af symptomer forenelig med personlighedsforstyrrelse i din barndom og ungdomsår.
  • din praktiserende læge havde vurderet, at du var psykiatrisk udfordret, men ikke var interesseret i at blive udredt. Det var videre oplyst at forsøg på privatpraktiserende psykiater-vurdering og eventuel behandling næppe ville lykkes. Det fremgår af erklæringen, at ”Korte spørgsmål medførte lange svar, hvor det kunne være svært at komme videre, og det var vanskeligt at strukturere samtalen.”. Det er på den baggrund vores vurdering, at det ville have været vanskeligt at gennemføre et semistruktureret interview målrettet personlighedsforstyrrelser, og speciallæge i psykiatri Per Holmen Jensen burde således have undladt at stille en så gennemgribende diagnose som emotionel ustabil personlighedsstruktur.
  • samtalen ikke havde været et semistruktureret interview målrettet personlighedsforstyrrelse. Der havde yderligere ikke været fokus på, om du havde haft symptomer forenelige med personlighedsforstyrrelse i din barndom og ungdom. Speciallæge Per Holmen Jensen burde derfor have undladt at stille en så gennemgribende diagnose som emotionel ustabil personlighedsstruktur

Vi vurderer imidlertid, at der ikke er grundlag for at kritisere speciallæge i psykiatri Per Holmen Jensen for udfærdigelsen af erklæringen vedrørende urigtige oplysninger om dit uddannelsesår og overgreb i barndommen.

Vi har lagt vægt på, at:

  • det fremgår af erklæringen, at du er uddannet i 2014. Du har til sagen oplyst, at du er uddannet i 2008. Der er således tale om urigtige rent faktuelle oplysninger. Det er dog vores vurdering, at oplysningen ikke har haft betydning for den samlede sundhedsfaglige vurdering af dig og erklæringens konklusion.
  • det fremgår af erklæringen, at du som barn blev udsat for overgreb fra din mors nye mand. Du har til sagen oplyst, at det var din gudfar, som udsatte dig for overgreb. Der er således tale om urigtige rent faktuelle oplysninger. Det er dog vores vurdering, at oplysningen ikke har haft betydning for den samlede sundhedsfaglige vurdering af dig og erklæringens konklusion. I forhold til PTSD-diagnosen fremgår det af erklæringen, at denne diagnose er stillet på baggrund af den vold, som du var udsat for fra primært din datters far, og de symptomer, du efterfølgende har haft, beskrives også med relation til det voldelige forhold.

Vi finder på den baggrund, at speciallæge i psykiatri Per Holmen Jensen ikke handlede med omhu ved sin udfærdigelse af erklæringen af den 12. april 2024 om dig til Jobcenter By 1.

Regler

Vi har afgjort sagen efter:

Dagældende bekendtgørelse nr. 962 af 16. august 2024 af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (klage- og erstatningsloven):Bekendtgørelse nr. 962 af 16. august 2024 af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet som ændret ved lov nr. 647 af 11. juni 2024 og lov nr. 1673 af 30. december 2024 (klage- og erstatningsloven):

  • § 2, stk. 1, om klager over sundhedsfaglig virksomhed
  • § 3, stk. 1, om klager over sundhedsfaglig virksomhed

Bekendtgørelse nr. 1008 af 29. august 2024 af lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed (autorisationsloven)

  • § 20 om udfærdigelse af erklæringer

Bekendtgørelse nr. 908 af 18. august 2011 om afgivelse af erklæringer m.v.

  • § 2 om definitionen af en erklæring
  • § 5 om erklæringens indhold

Bekendtgørelse nr. 1496 af 6. december 2024 om forretningsorden for Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn

  • § 5, stk. 2 om kompetence for disciplinærnævnets formand og næstformænd
  • En erklæring skal forstås som en skriftlig udtalelse fra en autoriseret
  • sundhedsperson om enten en patients helbred eller årsagen til en patients
  • død, og som er bestemt til at finde anvendelse i privat- eller offentligretlige
  • retsforhold.
  • En autoriseret sundhedsperson skal i erklæringen anføre sin vurdering af
  • patienten og medtage de forhold i erklæringen, som sundhedspersonen finder

relevant for at kunne opfylde formålet med erklæringen.