Mangelfuld morfinbehandling og opfølgning

Praktiserende læge Olga Koch-Müller (aut.id 063JJ) får kritik, da hun ikke sikrede relevant medicinsk behandling ift. morfinbehandling, og da hun undlod hjemmebesøg eller at indkalde patienten vedr. mavesmerter (offentliggøres pga. gentagen kritik).

Sagsnummer:

25DNM49

Offentliggørelsesdato:

torsdag den 4. september 2025

Speciale:

Almen medicin, incl. Vagtlæger

Faggruppe:

Læger

Behandlingssted:

Almen praksis/vagtlæger

Type:

Behandling

Kategori:

Afgørelser med navn

Der gives kritik til:

  • praktiserende læge Olga Koch-Müller (aut. ID 063JJ), Behandlingssted 1, for behandlingen i perioden fra den 11. maj til den 6. august 2021.
  • sygeplejerske P1, (aut. ID ████), Hjemmeplejen, Kommune 1, for journalføringen den 24. august 2021.

1. KLAGEPUNKT

Der er klaget over, at ████████████████ ikke modtog en korrekt behandling af praktiserende læge Olga Koch-Müller hos Behandlingssted 1, i perioden fra den 11. maj til den 6. august 2021.

Disciplinærnævnet har forstået, at det centrale i klagen er:

  • at praktiserende læge Olga Koch-Müller ikke sørgede for tilstrækkelig behandling i forbindelse med ██████s morfin-medicinering.
  • at praktiserende læge Olga Koch-Müller ikke var tilstrækkeligt på hjemmebesøg hos █████████.

SAGSFREMSTILLING

Disciplinærnævnet har, medmindre andet er anført, taget udgangspunkt i oplysningerne i journalen.

I perioden fra den 11. maj til den 6. august 2021 var 64-årige ███████s i behandling med medicin mod forstoppelse sat i gang af praktiserende læge Olga Koch-Müller på baggrund af en ordination med smertestillende behandling i form af morfinpiller. Der var flere gange telefonisk kontakt mellem praktiserende læge Olga Koch-Müller og ███s pårørende.

BEGRUNDELSE

Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn behandler klager fra patienter over autoriserede sundhedspersoners sundhedsfaglige virksomhed og træffer afgørelse om, hvorvidt den sundhedsfaglige virksomhed har været kritisabel. Det følger af klage- og erstatningslovens § 2, stk. 1, og § 3, stk. 1.

En autoriseret sundhedsperson er under udøvelsen af sit sundhedsfaglige virke forpligtet til at udvise omhu og samvittighedsfuldhed. Det følger af autorisationslovens § 17. Disciplinærnævnet tager ved sin vurdering af sagen således stilling til, om en sundhedsperson har handlet i overensstemmelse med ”normen for almindelig anerkendt faglig standard”. Dette er udtryk for, hvad der må forventes af en almindelig god sundhedsperson med den erfaring, som den pågældende har på behandlingstidspunktet. Disciplinærnævnet tager ved afgørelsen ikke stilling til, om patienten har modtaget den bedst mulige behandling.

Disciplinærnævnet vurderer, at der er grundlag for at kritisere praktiserende læge Olga Koch-Müller for behandlingen.

Disciplinærnævnet har lagt vægt på:

  • at praktiserende læge Olga Koch-Müller ikke sikrede tilstrækkelig relevant medicinsk behandling af ███████ i forbindelse med, at morfinbehandlingen startende den 11. maj 2021, da praktiserende læge Olga Koch-Müller burde have foretaget en vurdering af mængden af nødvendig medicin mod forstoppelse, ligesom at der burde have været en mere udførlig vejledning af brugen heraf.
  • at der flere gange i perioden startende den 11. maj 2021 var kontakt mellem praktiserende læge Olga Koch-Müller og ████████████s pårørende omkring mavesmerter, der ikke kunne tilskrives ████s lungekræft. På denne baggrund burde praktiserende læge Olga Koch-Müller enten have foretaget hjemmebesøg eller bedt ██████████████ om at møde op i lægeklinikken for at sikre, der ikke var tale om en alvorlig tilstand.

Disciplinærnævnet finder på den baggrund, at praktiserende læge Olga Koch-Müller handlede under normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling af ███████████████ i perioden fra den 11. maj til den 6. august 2021 hos Behandlingssted 1.

2. KLAGEPUNKT

Der er klaget over, at █████████ ikke modtog en korrekt behandling af sygeplejerske P1 hos Hjemmeplejen, Kommune 1, den 24. august 2021.

Disciplinærnævnet har forstået, at det centrale i klagen er:

  • at sygeplejerske P1 ikke gav █████████████████ hans ordinerede medicin.
  • at sygeplejerske P1 kun besøgte █ en enkelt gang i løbet af nattevagten.

SAGSFREMSTILLING

Disciplinærnævnet har, medmindre andet er anført, taget udgangspunkt i oplysningerne i journalen.

Den 24. august 2021 var ███████████████ i tilknytning til Hjemmeplejen, Kommune 1. Sygeplejerske P1 var klokken 02:15 på hjemmebesøg hos ██████████████, og gav ved besøget beroligende og smertestillende medicin.

Det fremgår af en udtalelse fra sygeplejerske P1, at hun ved sit besøg den 24. august 2021 foretog en objektiv undersøgelse af ████████, og i den forbindelse gav beroligende og smertestillende medicin.

BEGRUNDELSE

Disciplinærnævnet henviser til ovenstående afsnit vedrørende autorisationslovens § 17 om omhu og samvittighedsfuldhed og vedrørende ”normen for almindelig anerkendt faglig standard”.

Det fremgår af klagen, at sygeplejerske P1 også burde have besøgt ████████████ klokken 05:00 den 24. august 2021.

Det fremgår af en udtalelse til sagen fra sygeplejerske P1, at hun ikke havde en aftale med █████ om et opfølgende besøg efter sit første besøg klokken 02:15, samt at hun ikke modtog opkald, som ikke blev besvaret den 24. august 2021, da hun som vagt altid vil ringe tilbage ved midlertidig optagelse.

Der foreligger således modstridende oplysninger fra klager og sygeplejerske P1 om, hvorvidt sygeplejerske P1 havde et fastlagt besøg senere på morgenen.

Disciplinærnævnet har lagt vægt på:

  • at der ikke foreligger yderligere oplysninger i sagen, der kan understøtte den ene forklaring frem for den anden.
  • at disciplinærnævnet ikke har mulighed for at få sagen yderligere belyst, da nævnet træffer afgørelse på skriftligt grundlag og i modsætning til domstolene ikke har mulighed for at afhøre parter og vidner i forbindelse med behandlingen af sagen.
  • at kritik af en sundhedsperson er en indgribende reaktion, og nævnet finder derfor, at tvivlen skal komme den indklagede til gode.

Disciplinærnævnet finder herefter ikke grundlag for at fastslå, at sygeplejerske P1 havde et fastlagt besøg senere på morgenen.

Disciplinærnævnet vurderer, at der ikke er grundlag for at kritisere sygeplejerske P1 for behandlingen.

Disciplinærnævnet har lagt vægt på:

  • at sygeplejerske P1 sørgede for tilstrækkelig og relevant medicinsk behandling af ███████████, da hun ved sit besøg klokken 02:15 foretog en objektiv undersøgelse, og på baggrund af ███████████████s symptomer gav beroligende og smertestillende medicin. Ud fra █████s symptomer var der ikke grund til at medicinere med andet behovsmæssig medicin.
  • at sygeplejerske P1 ikke havde aftalt med ██████████████ at foretage et opfølgende besøg senere på morgenen.

Disciplinærnævnet finder på den baggrund, at sygeplejerske P1 handlede i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling af ████████████ den 24. august 2021 hos Hjemmeplejen, Kommune 1.

Disciplinærnævnet bemærker dog, at sygeplejerske P1 ikke journalførte sine observationer inden sin behandling. Disciplinærnævnet tager ved sin vurdering af sagen stilling til, om journalføringen har været i overensstemmelse med reglerne om journalføring samt ”normen for almindelig anerkendt faglig standard”. Dette er udtryk for, hvad der må forventes af en almindelig god journalføring.

I henhold til Bekendtgørelse nr. 1225 af 8. juni 2021 om autoriserede sundhedspersoners patientjournaler (journalføring, opbevaring, videregivelse, overdragelse m.v.) § 1, skal enhver autoriseret sundhedsperson føre patientjournaler over deres virksomhed.

Det fremgår af journalføringsbekendtgørelsens § 15, nr. 7, at resultatet af udførte undersøgelser skal journalføres.

Disciplinærnævnet vurderer, at der er grundlag for at kritisere sygeplejerske P1 for hendes journalføring.

Disciplinærnævnet har lagt vægt på:

  • at resultaterne af den udførte objektive undersøgelse af ███████ den 24. august 2021 ikke er journaliseret.

Disciplinærnævnet finder på den baggrund, at sygeplejerske P1 handlede under normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin journalføring af behandlingen af █████████████ den 24. august 2021 hos Hjemmeplejen, Kommune 1.

REGLER

Disciplinærnævnet har anvendt følgende regler til at træffe afgørelse i sagen:

Bekendtgørelse nr. 995 af 14. juni 2018 af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (klage- og erstatningsloven):

  • § 2, stk. 1, om klager over sundhedsfaglig virksomhed
  • § 3, stk. 1, om klager over sundhedsfaglig virksomhed

Bekendtgørelse nr. 731 af 8. juli 2019 af lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed (autorisationsloven):

  • § 17 om omhu og samvittighedsfuldhed
  • § 21 om journalføring

Bekendtgørelse nr. 1225 af 8. juni 2021 om autoriserede sundhedspersoners patientjournaler (journalføring, opbevaring, videregivelse, overdragelse m.v.)

  • § 15 om faglige og medicinske oplysninger