Utilstrækkelig reaktion på lavt blodtryk og blødning

Sygeplejerske Bianca Sebina Søby Staunstrup (aut. ID 03M3F) får kritik for ikke at kontakte læge, da lavt blodtryk og blødning hos nyopereret patient kan være tegn på en alvorlig og livstruende tilstand. (Offentliggøres pga. indskærpelse)

Sagsnummer:

25DNM28

Offentliggørelsesdato:

fredag den 27. juni 2025

Speciale:

Kirurgi

Faggruppe:

Sygeplejersker

Behandlingssted:

Sygehuse/hospitaler

Type:

Behandling

Kategori:

Afgørelser med navn

Kritik med indskærpelse

Sygeplejerske Bianca Sebina Søby Staundstrup (aut. ID 03M3F) fra Hospital A får kritik med indskærpelse for behandlingen den 14. august 2024.

Ikke kritik

Speciallæge i kirurgi P1 (aut. ID ██) fra Hospital A får ikke kritik for behandlingen.

Sygeplejerske Bianca Sebina Søby Staundstrup (aut. ID 03M3F) fra Hospital A får ikke kritik for journalføringen.

1. klagepunkt

Du har klaget over, at du ikke fik en korrekt behandling af speciallæge i kirurgi P1 og sygeplejerske Bianca Sebina Søby Staundstrup på Hospital A, i perioden fra den 25. juni til den 14. august 2024.

Vi har forstået, at det centrale i din klage er, at:

  • der ikke blev lavet en plan for blødningsprofylakse før operationen
  • du ikke blev behandlet på relevant vis henset til din blødersygdom, herunder der ikke var kontrol af blødning efter operation
  • der ikke var lavet en plan, hvis der skulle opstå blødning efter udskrivelsen
  • der ikke blev reageret relevant og tilstrækkeligt på din udviste tilstand dagen efter operationen, hvor du var akut dårlig.

Sagsfremstilling

Vi har brugt oplysningerne i journalen, hvis vi ikke har skrevet andet.

Den 25. juni 2024 var du som 60-årig til forundersøgelse hos speciallæge i kirurgi P1 på Hospital A grundet behandling af en hæmorideproblematik. Du blev anbefalet at få skåret hæmoriden væk, men at der skulle være ekstra opmærksom på eventuel blødning, da du tidligere var behandlet med præparatet Cyklokapron i forbindelse med en operation.

Den 13. august 2024 fik du fjernet en grad 4 hæmoride med lokal anæstesi, hvorefter der var fuldstændig standsning af blødning (hæmotase). En grad 4 hæmoride er den mest alvorlige grad, hvor hæmoriden altid er fremme uden for endetarmsåbningen og ikke kan skubbes tilbage, og som oftest kræver lægelig behandling. Du blev udskrevet med råd om at holde dig i ro i en uges tid. Der blev planlagt en kontrolkikkertundersøgelse (anoskopi) om seks til otte uger.

Den 14. august 2024 havde din ægtefælle på dine vegne telefonisk kontakt med sygeplejerske Bianca Sebina Søby Staundstrup, da du havde oplevet blod ved toiletbesøg. Du havde et blodtryk på 84/64 efterfølgende. I blev vejledt til at kontakte 112, hvis du blev ukontaktbar.

Du har til klagen oplyst, at du tidligere er diagnosticeret og behandlet for blødersygdommen Von Wildebrandt. Du blev udskrevet uden hvileperiode eller nogen form for kontrol af blødningsmængde. Du fik ved udskrivelsen hverken råd eller varsling i forhold til, hvad der betragtes som acceptabel blødningsmængde. Du blev efterfølgende indlagt dagen efter operationen, da du var ukontaktbar, havde et blodtryk på 74/46 og en blodprocent på 5,6. Du blev opereret på ny og stabiliseret med akut blod, plasma og Pilexam IV.

Begrundelse

Vi behandler klager fra patienter over autoriserede sundhedspersoners sundhedsfaglige virksomhed. En autoriseret sundhedsperson skal udvise omhu og samvittighedsfuldhed i sit sundhedsfaglige virke.

Vi vurderer i vores afgørelse, om den sundhedsfaglige virksomhed har været kritisabel. Det betyder, at vi tager stilling til, om en sundhedsperson har handlet i overensstemmelse med ”normen for almindelig anerkendt faglig standard”. Normen er udtryk for, hvad der må forventes af en almindelig god sundhedsperson med den erfaring, sundhedspersonen har på behandlingstidspunktet.

Vi tager ikke stilling til, om en patient har modtaget den bedst mulige behandling.

Vi har modtaget partshøringssvar fra dig og sygeplejerske Bianca Sebina Søby Staundstrup. Partshøringssvaret er indgået i den samlede vurdering af sagen.

Afklaring af din tilstand ved telefonopkaldet den 14. august 2024

Du har oplyst, at din ægtefælle forklarede sygeplejerske Bianca Sebina Søby Staundstrup om, at det havde været nødvendigt at anvende afføringsbleer grundet kraftig blødning, og at der var brugt fem stk. forud for opkaldet. Bleerne blev alene brugt til at opsamle blod, og der var flere tilfælde af besvimelse i siddende stilling.

I journalen står, at du havde haft blod ved toiletbesøg, og at der ikke var nævneværdigt blod på bindet mellem toiletbesøgene. Din ægtefælle var bekymret for, at du ville besvime.

Vi har lagt vægt på, at:

  • oplysningerne i journalen generelt tillægges stor bevisværdi. Det skyldes, at journalnotater bliver skrevet i umiddelbar tilknytning til behandlingen og således på et tidspunkt, hvor der endnu ikke er klaget over behandlingen
  • vi ikke har mulighed for at få sagen yderligere belyst, da vi træffer afgørelse på skriftligt grundlag. Vi har således ikke mulighed for at afhøre parter og vidner i forbindelse med vores behandling af sagen, som tilfældet er ved domstolene.

Vi lægger derfor ved denne afgørelse til grund, at sygeplejerske Bianca Sebina Søby Staundstrup ikke var bekendt med, at du havde kraftig blødning, samt at der var flere tilfælde af besvimelse i siddende stilling.

Afklaring af, om lægen var bekendt med din blødersygdom

Du har oplyst, at du tidligere er diagnosticeret og behandlet for blødersygdommen Von Wildebrandt.  

I journalen står, at du tidligere er blevet behandlet med præparatet Cyklokapron i forbindelse med en operation.

Det fremgår ikke af journalen, at du lider af en blødersygdom, og der er heller ikke noteret noget herom i henvisningen fra din egen praktiserende læge. Du har heller ikke oplyst om en blødersygdom i den oplysningsseddel, du udfyldte ved forundersøgelsen.

Hospital A har til sagen oplyst, at speciallæge i kirurgi P1 ved forundersøgelsen ikke blev oplyst om, at du har en blødersygdom, og at det heller ikke fremgik af henvisningen til operationen, at du har Von Wildebrandt sygdom.

Vi har lagt vægt på, at:

  • oplysningerne i journalen generelt tillægges stor bevisværdi. Det skyldes, at journalnotater bliver skrevet i umiddelbar tilknytning til behandlingen og således på et tidspunkt, hvor der endnu ikke er klaget over behandlingen
  • vi ikke har mulighed for at få sagen yderligere belyst, da vi træffer afgørelse på skriftligt grundlag. Vi har således ikke mulighed for at afhøre parter og vidner i forbindelse med vores behandling af sagen, som tilfældet er ved domstolene

Vi lægger derfor ved denne afgørelse til grund, at speciallæge i kirurgi P1 ikke var bekendt med, at du tidligere er diagnosticeret med blødersygdommen Von Wildebrandt.

Vores resultat

Vi vurderer, at der ikke er grundlag for at kritisere speciallæge i kirurgi P1 for behandlingen.

Vi har lagt vægt på, at:

  • det var sundhedsfagligt forsvarligt, at der ikke blev lavet en specifik plan for blødningsprofylakse, da der var tale om en simpel hæmoride-operation. Speciallæge i kirurgi P1 optog ved forundersøgelsen en relevant sygehistorie, og da han ikke var bekendt med, at du lider af en blødersygdom, var det derfor relevant, at der ikke blev lavet en plan for blødningsprofylakse før operationen, selvom der var tale om et indgreb med relativ høj risiko for blødning under operationen eller i det postoperative forløb.
  • speciallæge i kirurgi P1 ikke kan kritiseres for, at han ikke spurgte dig ind til oplysningen omkring tidligere behandling med præparatet Cyklokapron ved en operation, da oplysningen ikke gav klar grund til at spørge nærmere ind til årsagen for behandlingen. Det skyldes, at behandling med Cyklokapron (tranexamsyre) er standardbehandling ved akutte blødninger, hvorfor behandling hermed ikke i sig selv indikerer en blødersygdom hos patienten.
  • det ikke kan kritiseres, at der ikke blev foretaget en kontrol af blødningsmængden efter en i øvrigt ellers simpel hæmorideoperation, da der i forbindelse med indgrebet ikke var en blødningsproblematik, som krævede efterfølgende kontrol på daværende tidspunkt.
  • der blev foretaget relevante og tilstrækkelige foranstaltninger i det postoperative forløb, da du forud for operationen havde fået udleveret en folder om indgrebet, hvor der var beskrevet forhold omkring blødning i det efterfølgende forløb. En plan for blødningsprofylakse og efterfølgende forløb er kun nødvendigt at udspecificere, hvis lægen er bekendt med, at patienten har en blødersygdom, hvilket speciallæge i kirurgi P1 ikke var bekendt med på behandlingstidspunktet. Der forelå derfor en relevant og tilstrækkelig plan for det postoperative forløb, da du havde fået udleveret en skriftlig folder omkring operation for udvendige hæmorider, samt du blev udskrevet med relevant rådgivning om genkontakt med Hospital A ved komplikationer.

Speciallæge i kirurgi P1 har derfor handlet i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling af dig i perioden fra den 25. juni 2024 til den 14. august 2024 på Hospital A.

Vi vurderer imidlertid, at der er grundlag for at kritisere sygeplejerske Bianca Sebina Søby Staundstrup for behandlingen.

Vi har lagt vægt på, at:

  • sygeplejerske Bianca Sebina Søby Staundstrup som minimum burde have kontaktet den behandlende læge med henblik på at lade denne vurdere situationen. Det fremgik af journalen, at du var i tabletbehandling for forhøjet blodtryk samt havde tendens til øget blødning i forbindelse med en operation. Ved opkaldet blev der oplyst om, at du var kendt med blodtryksfald, at dit blodtryk var 84/64 efter toiletbesøg, og at der havde været blod i forbindelse med toiletbesøget. Der burde have været spurgt ind til andre symptomer såsom fx svimmelhed og synsforstyrrelser, da sidstnævnte også kan være tegn på for lavt blodtryk.
  • der således ikke blev vejledt relevant og tilstrækkeligt, da et så lavt blodtryk (84/64) og en blødning på  anden-dagen efter en hæmoride-operation som minimum burde have foranlediget kontakt til den behandlende læge. Såfremt dette ikke var muligt, skulle sygeplejerske Bianca Sebina Søby Staundstrup selv have sikret indlæggelse af dig eller som minimum informeret din ægtefælle om straks at tage kontakt til 112 med henblik på yderligere udredning. Dette skyldes, at et så lavt blodtryk i forbindelse med blødning kan være tegn på en alvorlig og livstruende tilstand, som straks kræver behandling, især hvis patienten er kendt med øget blødningstendens.

Vi vurderer, at det er en skærpende omstændighed, at sygeplejerske Bianca Sebina Søby Staundstrup ikke tog kontakt til den behandlende læge med henblik på at lade denne vurdere situationen omkring din udviste tilstand.

Sygeplejerske Bianca Sebina Søby Staundstrup har derfor handlet væsentligt under normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling af dig den 14. august 2024 på Hospital A.

Sygeplejerske Bianca Sebina Søby Staundstrup skal samtidig udvise større omhu i sit fremtidige virke.

2. klagepunkt

Du har klaget over, at sygeplejerske Bianca Sebina Søby Staundstrup ikke journalførte korrekt ved behandlingen af dig på Hospital A den 14. august 2024.

Vi har forstået, at det centrale i din klage er, at:

  • journalen ikke blev ført på relevant vis, da det blev noteret, at der ikke var nævneværdig blødning på bind mellem toiletbesøg, hvilket ikke var korrekt.

Sagsfremstilling

Den 14. august 2024 blev det noteret i journalen, at du havde haft blod ved toiletbesøg, og at der ikke var nævneværdigt blod på bind mellem toiletbesøg.

Du har til klagen oplyst, at det havde været nødvendigt at anvende afføringsbleer grundet kraftig blødning, og at der var brugt fem stk. ved opkaldet. Bleerne blev alene brugt til at opsamle blod.

Begrundelse

Vi behandler klager fra patienter over autoriserede sundhedspersoners sundhedsfaglige virksomhed. En autoriseret sundhedsperson skal udvise omhu og samvittighedsfuldhed i sit sundhedsfaglige virke.

Vi vurderer i vores afgørelse, om den sundhedsfaglige virksomhed har været kritisabel. Det betyder, at vi tager stilling til, om journalen blev ført i overensstemmelse med reglerne om journalføring og ”normen for almindelig anerkendt faglig standard”. Normen er udtryk for, hvad der må forventes af en almindelig god journalføring.

Sygeplejersker skal føre patientjournal over deres virksomhed.

Journalen skal indeholde de oplysninger, der er nødvendige for en god og sikker patientbehandling. Vurderingen af, om en oplysning er nødvendig foretages af den behandlende sundhedsperson og tager udgangspunkt i den aktuelle situation og de oplysninger, som sundhedspersonen har på tidspunktet for den behandling, der journalføres.

Vi har modtaget partshøringssvar fra dig. Partshøringssvaret er indgået i den samlede vurdering af sagen.

Afklaring af, hvor meget du blødte

Du har oplyst, at det havde været nødvendigt at anvende afføringsbleer grundet kraftig blødning, og at der var brugt fem stk. ved opkaldet. Bleerne blev alene brugt til at opsamle blod.

I journalen står, at du alene havde haft blod ved toiletbesøg, og at der ikke var nævneværdigt blod på bind mellem toiletbesøgene.

Vi har lagt vægt på, at:

  • oplysningerne i journalen generelt tillægges stor bevisværdi. Det skyldes, at journalnotater bliver skrevet i umiddelbar tilknytning til behandlingen og således på et tidspunkt, hvor der endnu ikke er klaget over behandlingen
  • vi ikke har mulighed for at få sagen yderligere belyst, da vi træffer afgørelse på skriftligt grundlag. Vi har således ikke mulighed for at afhøre parter og vidner i forbindelse med vores behandling af sagen, som tilfældet er ved domstolene.

Vi finder herefter ikke grundlag for at fastslå, at sygeplejerske Bianca Sebina Søby Staundstrup var bekendt med, at du oplevede kraftig blødning, og at du havde anvendt fem bleer til opsamling af blod på henvendelsestidspunktet.

Vores resultat

Vi vurderer, at der ikke er grundlag for at kritisere sygeplejerske Bianca Sebina Søby Staundstrup for journalføringen.

Vi har lagt vægt på, at:

  • oplysningerne omkring blødningen ikke kan kritiseres, da der blev noteret en gengivelse af sygeplejerskens opfattelse af samtalen. Journalen er et internt arbejdsredskab, og efter vores opfattelse skal en sundhedsperson således journalføre det, som sundhedspersonen finder relevant og nødvendigt. Desuden skal en samtale gengives, således som sundhedspersonen har forstået den. Et journalnotat, hvor en samtale og oplysninger om symptomer, såsom omfang af blødninger, indeholder derfor i høj grad en gengivelse af sundhedspersonens forståelse af samtalen.

Sygeplejerske Bianca Sebina Søby Staundstrup har derfor handlet i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin journalføring af behandlingen af dig den 14. august 2024 på Hospital A.

Offentliggørelse

Afgørelsen vil blive offentliggjort på vores hjemmeside og på sundhed.dk med angivelse af sygeplejerske Bianca Sebina Søby Staundstrups titel, navn og autorisationsID.

Afgørelsen vil blive offentliggjort, da vi har indskærpet over for sygeplejerske Bianca Sebina Søby Staundstrup at udvise større omhu i sit fremtidige virke.

Patientens navn og alle andre navne, herunder stednavne og navne på sygehuse og afdelinger, vil blive anonymiseret ved offentliggørelsen.

Regler

Vi har afgjort sagen efter:

Dagældende bekendtgørelse nr. 962 af 16. august 2024 af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (klage- og erstatningsloven):Bekendtgørelse nr. 962 af 16. august 2024 af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet som ændret ved lov nr. 647 af 11. juni 2024 og lov nr. 1673 af 30. december 2024 (klage- og erstatningsloven):

  • § 2, stk. 1, om klager over sundhedsfaglig virksomhed
  • § 3, stk. 1, om klager over sundhedsfaglig virksomhed

Bekendtgørelse nr. 1008 af 29. august 2024 af lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed (autorisationsloven)

  • § 17 om omhu og samvittighedsfuldhed

Bekendtgørelse nr. 1008 af 29. august 2024 af lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed (autorisationsloven)

  • § 21 om journalføring

Bekendtgørelse nr. 713 af 12. juni 2024 om autoriserede sundhedspersoners patientjournaler (journalføring, opbevaring, videregivelse, overdragelse m.v.)

  • § 5 om journalføringspligt og -ansvar
  • § 11 om journalens indhold
  • § 13 om journalens indhold
  • § 15 om faglige og medicinske oplysninger

Bekendtgørelse nr. 962 af 16. august 2024 af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet som ændret ved lov nr. 647 af 11. juni 2024 og lov nr. 1673 af 30. december 2024 (klage- og erstatningsloven)

  • § 17 om offentliggørelse af afgørelse om sundhedspersoners sundhedsfaglige virksomhed

Bekendtgørelse nr. 1109 af 11. september 2015 om offentliggørelse af afgørelser m.v. i klagesager på sundhedsområdet

  • § 3, stk. 1, nr. 2 om kritik med indskærpelse