Kronebehandling af rask tand
Privatpraktiserende tandlæge Frank Nöthling (aut. ID 0BKND) får kritik for at kronebehandle en rask fortand i overkæben. (offentliggøres pga. kritik med indskærpelse)
Sagsnummer:
25DNM25
Offentliggørelsesdato:
fredag den 13. juni 2025
Speciale:
Tandpleje og -behandling
Faggruppe:
Tandlæger
Behandlingssted:
Tandlægeklinikker
Type:
Behandling
Kategori:
Afgørelser med navn
Kritik med indskærpelse
Privatpraktiserende tandlæge Frank Nöthling (aut. ID 0BKND) fra Behandlingssted A får kritik med indskærpelse for en del af behandlingen i perioden fra den 15. november til den 11. december 2023.
Kritik
Privatpraktiserende tandlæge Frank Nöthling (aut. ID 0BKND) fra Behandlingssted A får kritik for manglende indhentelse af informeret samtykke den 15. november 2023.
1. klagepunkt
Du har klaget over, at privatpraktiserende tandlæge Frank Nöthling ikke har indhentet et tilstrækkeligt informeret samtykke fra dig forud for kronebehandling af fortanden +2 hos Behandlingssted A den 15. november 2023.
Vi har forstået, at det centrale i din klage er, at:
- du ikke samtykkede til kronebehandling af fortanden +2, inden kronebehandlingen blev iværksat.
Sagsfremstilling
Vi har brugt oplysningerne i journalen, hvis vi ikke har skrevet andet.
Den 15. november 2023 henvendte du dig til privatpraktiserende tandlæge Frank Nöthling hos Behandlingssted A for at få foretaget kronebehandling af fortænderne 2+, 1+ og +1. Tandlægen scannede og sleb fortænderne 2+, 1+, +1, og +2 til brug for fremstilling af kroner. Afslutningsvist monterede tandlægen midlertidige kroner på fortænderne. Efter behandlingen blev tandlægen opmærksom på, at fortanden +2 ikke skulle have været kronebehandlet. Det blev herefter aftalt, at kronebehandlingen af fortanden +2 var uden beregning.
Du har til sagen oplyst, at en af dine fortænder blev filet ned uden aftale herom.
Begrundelse
Ingen behandling må som udgangspunkt indledes eller fortsættes uden patientens informerede samtykke. Samtykket skal være givet til en konkret behandling og på baggrund af fyldestgørende information fra en sundhedsperson.
Vi har modtaget partshøringssvar fra dig. Partshøringssvaret er indgået i den samlede vurdering af sagen.
Vores resultat
Vi vurderer, at der er grundlag for at kritisere privatpraktiserende tandlæge Frank Nöthling for manglende indhentelse af informeret samtykke.
Vi har lagt vægt på, at:
- tandlægen ikke indhentede et informeret samtykke til kronebehandlingen af fortanden +2. Det skyldes, at der alene var planlagt kronebehandling af fortænderne 2+, 1+ og +1. Tandlægen scannede og sleb fortænderne 2+, 1+, +1, og +2 til brug for fremstilling af kroner, som afslutningsvist blev monteret med midlertidige kroner. Tandlægen blev efter behandlingen opmærksom på, at fortanden +2 ikke skulle have været kronebehandlet.
Privatpraktiserende tandlæge Frank Nöthling har derfor ikke indhentet et informeret samtykke forud for kronebehandling af fortanden +2, som blev iværksat den 15. november 2023.
Det betyder, at indhentelse af informeret samtykke var i strid med sundhedsloven.
2. klagepunkt
Du har klaget over, at du ikke fik en korrekt behandling af privatpraktiserende tandlæge Frank Nöthling hos Behandlingssted A, i perioden fra den 15. november til den 14. december 2023.
Vi har forstået, at det centrale i din klage er, at:
- kronebehandlingen ikke var tandlægefagligt forsvarlig.
- du ikke fik en ny skinne.
- der ikke blev reageret tandlægefagligt forsvarligt på symptomer med pres på dine visdomstænder.
Sagsfremstilling
Vi har brugt oplysningerne i journalen, hvis vi ikke har skrevet andet.
Den 15. november 2023 henvendte du dig til privatpraktiserende tandlæge Frank Nöthling hos Behandlingssted A for at få foretaget kronebehandling af flere tænder. Fortænderne 2+, 1+, +1, og +2 i overkæben blev slebet og scannet til brug for fremstillingen af kronerne. Afslutningsvist monterede tandlægen midlertidige kroner på fortænderne. Efter behandlingen blev tandlægen opmærksom på, at fortanden +2 ikke skulle have været kronebehandlet. Det blev herefter aftalt, at kronebehandlingen af fortanden +2 var uden beregning.
Den 18. november 2023 fik du monteret de endelige kroner. Du fik taget røntgenbilleder, og sammenbiddet blev kontrolleret. Tandlægen vurderede, at kronen på fortanden +1 var lidt for lang og eventuelt skulle laves om. Du blev anbefalet en lille helingsperiode inden cementering af kronerne, da tandkødet var irriteret efter den midlertidige krone. Du blev oplyst om renhold af kronerne og blev opfordret til at henvende dig, hvis kronerne var for høje, tænderne blev følsomme, eller der opstod andre komplikationer. Du blev desuden anbefalet af kontakte laboratoriet for kontrol af kronernes æstetik.
Den 21. november 2023 var du i telefonisk kontakt med klinikken, hvor det blev oplyst, at du var tilfreds med kronerne og ønskede endelig cementering.
Den 22. november 2023 blev din tid til cementering af kronerne aflyst af klinikken. Det blev under samtalen oplyst, at du havde gener i form af smerter og betændelse.
Den 24. november 2023 henvendte du dig til en anden tandlæge på klinikken for at få kronerne cementeret. Du fik taget røntgenbilleder og kliniske fotos af kronerne. Det blev vurderet ikke at cementere kronerne, da du eventuelt skulle have en ny krone på fortanden +1.
Den 29. november 2023 var tandlæge Frank Nöthling i telefonisk kontakt med laboratoriet, som oplyste, at du var tilfreds med kronernes æstetik. Tandlægen tog kliniske billeder og foretog en klinisk undersøgelse og konstaterede, at tænderne i fronten af overkæben ikke stod lige i tandbuen. Tandlægen foretog en ny scanning af fortænderne +1 og +2 for at korrigere faconen på kronerne. Afslutningsvist fik du monteret midlertidige kroner. Du blev desuden tilbudt en skinne til overkæben uden beregning, hvis du underskrev et forventningsbrev. Det fremgik af forventningsbrevet, at der ikke var garanti for behandlingen og resultatet af behandlingen med skinnen. Du ønskede ikke at underskrive forventningsbrevet.
Den 7. december 2023 blev der taget røntgenbilleder af fortænderne +1 og +2 for at kontrollere de nye kroner. Du godkendte farven og formen, hvorefter kronerne blev monteret med midlertidigt materiale. Du blev instrueret i renhold af kronerne og blev opfordret til at henvende dig, hvis kronerne var for høje, tænderne blev følsomme, eller der opstod andre komplikationer. Du blev også henvist til at henvende dig i tandreguleringsregi for at få lavet en ny skinne.
Den 11. december 2023 henvendte du dig, fordi du havde tabt kronen på fortanden 2+. Du oplyste, at du ikke havde spændinger mellem tænderne og ønskede at få cementeret kronerne, da du var tilfreds med kronernes æstetik. Du oplyste, at du i tandreguleringsregi havde fået oplysning om, at tænderne ikke havde flyttet sig og stadig stod optimalt og som planlagt. Kronerne blev endeligt cementeret, og der blev taget røntgenbilleder.
Den 14. december 2023 henvendte du dig på grund af en skarp kant bag fortanden 1+, og tandlægen fjernede overskydende cement.
Du har til sagen oplyst, at behandlingen har medført et overbid, samt at flere kindtænder måtte fjernes. Det er anført, at du har været i et tandreguleringsforløb, og at tandlægen efterfølgende skulle rod- og kronebehandle tre fortænder i overkæben efter et fald. Du har oplyst, at tandlægen ved en fejl sleb alle fortænderne i overkæben, og at én fortand blev kronebehandlet, selvom det ikke var aftalt. Du har anført, at kronerne ikke havde den rette størrelse, og at kronerne pressede på de resterende tænder i overkæben. Du har også oplyst, at det blev aftalt, at du skulle have en skinne efter kronebehandlingen, men at du ikke fik en skinne.
Begrundelse
Vi behandler klager fra patienter over autoriserede sundhedspersoners sundhedsfaglige virksomhed. En autoriseret sundhedsperson skal udvise omhu og samvittighedsfuldhed i sit sundhedsfaglige virke.
Vi vurderer i vores afgørelse, om den sundhedsfaglige virksomhed har været kritisabel. Det betyder, at vi tager stilling til, om en sundhedsperson har handlet i overensstemmelse med ”normen for almindelig anerkendt faglig standard”. Normen er udtryk for, hvad der må forventes af en almindelig god sundhedsperson med den erfaring, sundhedspersonen har på behandlingstidspunktet.
Vi tager ikke stilling til, om en patient har modtaget den bedst mulige behandling.
Vi har modtaget partshøringssvar fra dig. Partshøringssvaret er indgået i den samlede vurdering af sagen.
Vi har til brug for sagen indhentet og gennemset de relevante røntgenbilleder for behandlingen.
Afklaring af, om du oplyste om pres på dine visdomstænder
Du har oplyst, at du gjorde tandlægen opmærksom på, at kronerne skabte pres på dine visdomstænder.
Det fremgår ikke af journalen, at du oplyste om pres på dine visdomstænder.
Vi har lagt vægt på, at:
- oplysningerne i journalen generelt tillægges stor bevisværdi. Det skyldes, at journalnotater bliver skrevet i umiddelbar tilknytning til behandlingen og således på et tidspunkt, hvor der endnu ikke er klaget over behandlingen.
- vi ikke har mulighed for at få sagen yderligere belyst, da vi træffer afgørelse på skriftligt grundlag. Vi har således ikke mulighed for at afhøre parter og vidner i forbindelse med vores behandling af sagen, som tilfældet er ved domstolene.
- kritik af en sundhedsperson er en indgribende reaktion, og vi finder derfor, at tvivlen skal komme den indklagede til gode.
Vi lægger herefter til grund, at du ikke oplyste om pres på dine visdomstænder.
Vores resultat
Behandlingen:
Vi vurderer, at der er grundlag for at kritisere privatpraktiserende tandlæge Frank Nöthling for en del af behandlingen.
Vi har lagt vægt på, at:
- der ikke var grundlag for at iværksætte kronebehandling af fortanden +2. Det skyldes, at fortanden ikke havde tegn på sygdom, som krævede kronebehandling.
Vi vurderer, at det er en skærpende omstændighed, at der blev foretaget kronebehandling af en rask fortand. Det skyldes, at den raske tand slibes til en stump for at forberede tanden til en krone, og at behandlingen ikke kan gøres om.
Privatpraktiserende tandlæge Frank Nöthling har derfor handlet væsentligt under normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin kronebehandling af fortanden +2 i perioden fra den 15. november til den 11. december 2023 hos Behandlingssted A.
Privatpraktiserende tandlæge Frank Nöthling skal samtidig udvise større omhu i sit fremtidige virke.
Vi vurderer imidlertid, at der ikke er grundlag for at kritisere privatpraktiserende tandlæge Frank Nöthling for den øvrige del af behandlingen.
Vi har lagt vægt på, at:
- kronebehandlingen af fortænderne 2+, 1+ og +1 var tandlægefagligt forsvarligt. Det skyldes, at tandlægen undersøgte fortænderne, inden kronebehandlingen blev iværksat. Fortænderne 2+, 1+ og +1 var rodbehandlet og havde ikke tilstrækkelig tandsubstans til en opbygning i plast. Der er risiko for, at en rodbehandlet tand knækker. Ved en rodbehandling fjernes tandens nerve og blodforsyning, som gør tanden tør og sprød. En krone fungerer som en hætte og reducerer risikoen for, at tanden knækker.
- tandlægen foretog kronebehandlingen i overensstemmelse med sædvanlig praksis på området. Tandlægen forberedte fortænderne til kroner og monterede midlertidige kroner på fortænderne den 15. november 2023.
- tandlægen den 18. november 2023 cementerede de endelige kroner med midlertidigt materiale for, at du kunne se kronerne an i forhold til form og farve. Tandlægen kontrollerede også sammenbiddet og tog et røntgenbillede.
- det var tandlægefagligt forsvarligt, at tandlægen den 29. november 2023 foretog en ny scanning af fortanden +1 til brug for fremstilling af en ny krone. Det skyldes, at kliniske fotos fra den 24. november 2023 viser, at kronen på fortanden var for lang.
- tandlægen cementerede kronen på fortanden +1 med midlertidigt materiale den 7. december 2023 for, at du kunne se kronen an i forhold til form og farve. Tandlægen tog også et røntgenbillede.
- det var tandlægefagligt forsvarligt at vente med endelig cementering af kronerne. Det skyldes, at tandlægen ikke ville kunne justere kronerne ved eventuelle gener.
- tandlægen foretog en endelig cementering af kronerne den 11. december 2023, da du oplyste, at du ikke havde spændinger mellem tænderne og var tilfreds med kronernes æstetik. Du oplyste også, at du i tandreguleringsregi havde fået oplysning om, at tænderne ikke havde flyttet sig og stadig stod optimalt og som planlagt. Tandlægen tog desuden et røntgenbillede efter endelig cementering af kronerne.
- tandlægen fjernede overskydende cement den 14. december 2023, da du henvendte du dig på grund af en skarp kant bag fortanden 1+.
- det ikke er en kendt komplikation, at kronebehandling af tænder i fronten kan skabe pres på eller smerter fra kindtænder og visdomstænder. På baggrund af sagens materiale har vi ikke fundet grundlag for at fastslå, at du oplyste om pres på dine visdomstænder.
- sagens billedmateriale viser, at de endelige kroner har en pæn farve samt en god bredde, længde og tykkelse.
- det var tandlægefagligt forsvarligt, at du blev opfordret til at henvende dig i tandreguleringsregi for at få lavet en ny skinne til overkæben, selvom tandlægen indledningsvist tilbød at lave en skinne uden beregning. Det skyldes, at du havde været i et tandreguleringsforløb hos en anden tandklinik. Du ønskede desuden ikke at underskrive et forventningsbrev som betingelse for at lave skinnen.
Privatpraktiserende tandlæge Frank Nöthling har derfor handlet i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard ved den øvrige del af sin behandling af dig i perioden fra den 15. november til den 14. december 2023 hos Behandlingssted A.
Offentliggørelse
Afgørelsen vil blive offentliggjort på vores hjemmeside og på sundhed.dk med angivelse af Frank Nöthlings titel, navn og autorisationsID.
Afgørelsen vil blive offentliggjort, da vi har indskærpet over for privatpraktiserende tandlæge Frank Nöthling at udvise større omhu i sit fremtidige virke.
Patientens navn og alle andre navne, herunder stednavne og navne på sygehuse og afdelinger, vil blive anonymiseret ved offentliggørelsen.
Regler
Vi har afgjort sagen efter:
Bekendtgørelse nr. 962 af 16. august 2024 af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet som ændret ved lov nr. 647 af 11. juni 2024 og lov nr. 1673 af 30. december 2024 (klage- og erstatningsloven)
- § 2, stk. 1, om klager over sundhedsfaglig virksomhed
- § 3, stk. 1, om klager over sundhedsfaglig virksomhed
- § 17 om offentliggørelse af afgørelse om sundhedspersoners sundhedsfaglige virksomhed
Bekendtgørelse nr. 1008 af 29. august 2024 af lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed (autorisationsloven)
- § 17 om omhu og samvittighedsfuldhed
Bekendtgørelse nr. 1015 af 5. september 2024 af sundhedsloven
- § 15 om informeret samtykke
Sundhedsstyrelsens vejledning nr. 161 af 16. september 1998 om information og samtykke og om videregivelse af helbredsoplysninger mv.
- Punkt 2.3 om samtykkets indhold
- Punkt 3.3. om risiko for komplikationer og bivirkninger
Bekendtgørelse nr. 1109 af 11. september 2015 om offentliggørelse af afgørelser m.v. i klagesager på sundhedsområdet
- § 3, stk. 1, nr. 2 om kritik med indskærpelse