Manglende henvisning til pakkeforløb for brystkræft

Praktiserende læge Rezvan Heidarpanah (aut. ID 00TBH) får kritik for manglende henvisning til pakkeforløb for brystkræft (offentliggøres pga. kritik med indskærpelse).

Sagsnummer:

25DNM24

Offentliggørelsesdato:

fredag den 13. juni 2025

Speciale:

Almen medicin, incl. Vagtlæger

Faggruppe:

Læger

Behandlingssted:

Almen praksis/vagtlæger

Type:

Behandling, Journalføring

Kategori:

Afgørelser med navn

Kritik med indskærpelse

Praktiserende læge Rezvan Heidarpanah (aut. ID 00TBH) får kritik med indskærpelse for behandlingen den 2. november 2022.

Kritik 

Praktiserende læge Rezvan Heidarpanah (aut. ID 00TBH) får kritik for journalføringen den 23. maj 2022.

Klagen

Du har klaget over, at du ikke modtog en korrekt behandling af praktiserende læge Rezvan Heidarpanah hos Behandlingssted 1 i perioden fra den 23. maj til den 2. november 2022.

Vi har forstået, at det centrale i din klage er, at:

  • du burde have været henvist til brystscreening på et tidligere tidspunkt
  • du den 2. november 2022 burde have været henvist direkte til sygehuset i stedet for en røntgenklinik.

Sagsfremstilling

Vi har brugt oplysningerne i journalen, hvis vi ikke har skrevet andet.

Den 23. maj 2022 blev du som 39-årig undersøgt hos praktiserende læge Rezvan Heidarpanah hos Behandlingssted 1. Du havde haft ondt i dit ene bryst, og du følte, at brystet var lidt forstørret. Lægen kiggede og mærkede på brystet.

Lægen mærkede en knude i brystet, og vurderede, at det føltes som en cyste. Du havde tidligere oplevet det samme i det andet bryst. Lægen undersøgte også det andet bryst. Her blev der også fundet en cyste, dog mindre.

Dern 2. november 2022 blev du tilset hos lægen igen. Du blev nu henvist til en ultralydsundersøgelse af brystet ved en røntgenklinik.

Du har oplyst, at du den 23. maj 2022 bad om at blive henvist til mammografi. Dette afviste lægen dog, og hun forsikrede dig i stedet om, at der ikke var grund til bekymring, fordi dine bryster havde tendens til at danne cyster.

Du har også oplyst, at ingen røntgenklinik ville tage imod dig, fordi du skulle henvises direkte til sygehuset i stedet for. Du har endelig oplyst, at undersøgelsen på sygehuset viste, at der var tale om brystkræft med spredning til lymfeknuder i armhulen. 

Praktiserende læge Rezvan Heidarpanah har oplyst til sagen, at du var kendt med cyster i brysterne. Hun oplyser, at du den 23. maj 2022 ikke blev henvist i kræftpakke, da du ikke opfyldte kriterierne for det.

Praktiserende læge Rezvan Heidarpanah har også oplyst til sagen, at du den 2. november 2022 primært blev henvist på grund af smerter i en cyste. Den praktiserende læge valgt at henvise til en røntgenklinik med henblik på ultralydsvejledt punktur, da dette typisk er hurtigere end en undersøgelse på sygehuset.

Begrundelse

Vi behandler klager fra patienter over autoriserede sundhedspersoners sundhedsfaglige virksomhed. En autoriseret sundhedsperson skal udvise omhu og samvittighedsfuldhed i sit sundhedsfaglige virke.

Vi vurderer i vores afgørelse, om den sundhedsfaglige virksomhed har været kritisabel. Det betyder, at vi tager stilling til, om en sundhedsperson har handlet i overensstemmelse med ”normen for almindelig anerkendt faglig standard”. Normen er udtryk for, hvad der må forventes af en almindelig god sundhedsperson med den erfaring, sundhedspersonen har på behandlingstidspunktet.

Vi tager ikke stilling til, om en patient har modtaget den bedst mulige behandling.

Vi har modtaget et partshøringssvar fra dig.

Vi har også modtaget partshøringssvar fra praktiserende læge Rezvan Heidarpanah den 11. juli 2022 og den 7. marts 2025.

Partshøringssvarene er indgået i den samlede vurdering af sagen.

Afklaring af, om du kontaktede lægen igen vedrørende brystet før den 2. november 2022

Praktiserende læge Rezvan Heidarpanah har oplyst, at du først seks måneder senere henvendte dig i forhold til problematikken omkring dit bryst.  

Du har oplyst, at dette ikke er korrekt, og at du ringede til hende to måneder senere, da smerterne blev værre, og da knuden var vokset.

Praktiserende læge Rezvan Heidarpanah har oplyst supplerende, at det hverken fremgår af journalen eller af lægeklinikken regningssystem, at du har haft telefonisk kontakt med lægen i perioden fra maj 2022 til november 2022.

Der er således modstridende oplysninger fra dig og praktiserende læge Rezvan Heidarpanah om, hvorvidt du kontaktede hende igen vedrørende dit bryst forinden den 2. november 2022.

Vi har lagt vægt på, at:

  • der ikke er flere oplysninger i sagen, der kan understøtte den ene forklaring frem for den anden.
  • vi træffer afgørelse på skriftligt grundlag. Vi har ikke mulighed for at afhøre parter og vidner ved vores behandling af sagen, ligesom domstolene har.
  • der er tvivl om, hvad der skete.
  • tvivlen skal komme den indklagede sundhedsperson til gode, fordi det kræver et sikkert grundlag, hvis vi skal give kritik.

Vi finder herefter ikke grundlag for at fastslå, at du rettede henvendelse til lægen igen vedrørende dit bryst før den 2. november 2022.

Afklaring af, hvorvidt lægens opfattelse var, at du var kendt med cyster i brysterne

Praktiserende læge Rezvan Heidarpanah har oplyst, at du var kendt med cyster i brysterne. Hun oplyser, at du selv havde nævnt, at du tidligere havde haft cyster i det ene bryst, og at du var blevet undersøgt før.

Du har også oplyst, at dette ikke er rigtigt.

Vi har lagt vægt på, at:

  • der ikke er flere oplysninger i sagen, der kan understøtte den ene forklaring frem for den anden.
  • vi træffer afgørelse på skriftligt grundlag. Vi har ikke mulighed for at afhøre parter og vidner ved vores behandling af sagen, ligesom domstolene har.
  • der er tvivl om, hvad der skete.
  • tvivlen skal komme den indklagede sundhedsperson til gode, fordi det kræver et sikkert grundlag, hvis vi skal give kritik.

Vi finder herefter grundlag for at fastslå, at du havde oplyst praktiserende læge Rezvan Heidarpanah om, at du var kendt med cyster i brysterne, som du tidligere var blevet undersøgt for.

Afklaring af indholdet af konsultationen den 23. maj 2022

Praktiserende læge Rezvan Heidarpanah har oplyst, at hun ved konsultationen den 23. maj 2022 kun beskrev de positive fund i journalen. Det er dog ikke ensbetydende med, at hun ikke undersøgte, adspurgte eller gav dig råd.

Praktiserende læge Rezvan Heidarpanah oplyser, at hendes standardmæssige undersøgelse af brysterne er at se og mærke på brysterne og at undersøge begge armhuler (axiller). Hun oplyser også, at hun altid spørger patienten ind til rygevaner, familiær disposition og om man får medicin, herunder p-piller.

Derudover informerer hun altid patienten om at henvende sig igen, hvis generne ikke bliver mindre eller forsvinder.

Praktiserende læge Rezvan Heidarpanah oplyser, at du ikke havde andre symptomer end ømhed i brysterne. Lægen havde ikke mistanke om en ondartet knude.

Vi finder herefter grundlag for at fastslå, at praktiserende læge Rezvan Heidarpanah, som en del af undersøgelsen, også undersøgte dine armhuler, og at der blev fundet normale forhold. Vi lægger til grund, at der ikke var andre symptomer end ømhed i brysterne.

Vi lægger også til grund, at hun adspurgte dig om rygevaner, familiær disposition til brystkræft, og om du fik medicin, herunder p-piller.

Vi lægger ligeledes til grund, at hun oplyste dig om, at du skulle henvende dig igen, hvis generne ikke blev mindre eller ikke forsvandt.

Vores resultat vedrørende behandlingen den 23. maj 2022

Vi vurderer, at der ikke er grundlag for at kritisere praktiserende læge Rezvan Heidarpanah for behandlingen den 23. maj 2022.

Vi har lagt vægt på, at:

  • der ikke var grundlag for at henvise dig til undersøgelse for brystkræft den 23. maj 2022. Det begrundes med, at lægen fandt cyster i begge bryster, hvilket du efter lægens opfattelse var kendt med. Der var derfor ikke tale om en nytilkommen forandring i brystet. Lægen vurderede, at der var tale om en cyste og således ikke en suspekt knude. Derudover var der ingen andre symptomer, der gav anledning til at henvise i kræftpakke.

Kriterierne for henvisning til pakkeforløb for brystkræft er en eller flere af disse symptomer:

  • enhver nytilkommen tumor i brystet/forandringer i brystet
  • en tumor, der mærkes suspekt (palpatorisk suspekt tumor)
  • indadvendt brystvorte (nytilkommen papilretraktion)
  • nytilkommen hudindtrækning, eksem eller sår på brystvorterne (papil-areolaeksem/ulceration)
  • suspekte lymfeknuder i armhulen (aksillære lymfeknuder)
  • billleddiagnostisk suspekt forandring (fx ved mammografiscreening eller privatpraktiserende radiolog)
  • biopsi-verificerede aksilmetastaser.

Praktiserende læge Rezvan Heidarpanah har derfor handlet i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling af dig den 23. maj 2022 hos Behandlingssted 1.

Vores resultat vedrørende behandlingen den 2. november 2022

Vi vurderer, at der er grundlag for at kritisere praktiserende læge Rezvan Heidarpanah for behandlingen den 2. november 2022.

Vi har lagt vægt på, at:

  • du burde have været henvist til pakkeforløb for brystkræft på sygehuset og ikke til en ultralydsundersøgelse hos en røntgenklinik. Det skyldes, at den praktiserende læge Rezvan Heidarpanah konstaterede, at din knude havde været der længe og nu var blevet mere fast i konsistensen. Lægen vurderede på den baggrund, at knuden skulle ses snart. Såfremt man som læge vurderer dette, skal patienten i pakkeforløb med henblik på, at patienten kan ses snarest muligt, da tiden er en væsentlig faktor, når der er mistanke om potentiel dødelig sygdom.

Vi er opmærksom på, at den praktiserende læge har udtalt til sagen, at du blev henvist til en røntgenklinik med henblik på ultralydsvejledt punktur, da dette typisk er hurtigere end en undersøgelse på sygehuset. Det er dog ikke ensbetydende med, at behandlingen var i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard. Det skyldes, at du grundet din sygehistorie skulle være sendt i pakkeforløb på et sygehus som anført ovenfor. Dette i overensstemmelse med vanlig praksis. 

Vi vurderer, at det er en skærpende omstændighed, at du ikke blev henvist direkte i pakkeforløb på sygehuset. Lægen konstaterede, at du skulle ses snart. Lægen vurderede således, at der var tale om en suspekt tumor.

Hvis en praktiserende læge finder en suspekt knude i et bryst, skal lægen henvise patienten til pakkeforløb for brystkræft. Det er væsentligt for prognosen i hvilket stadie, brystkræften opdages og behandles. Tid er derfor en afgørende faktor.

Praktiserende læge Rezvan Heidarpanah har derfor handlet væsentligt under normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling af dig den 2. november 2022 hos Behandlingssted 1.

Praktiserende læge Rezvan Heidarpanah skal samtidig udvise større omhu i sit fremtidige virke.

Journalføringen

Vi bemærker, at praktiserende læge Rezvan Heidarpanah ikke har journalført, at hun som en del af undersøgelsen den 23. maj 2022 undersøgte dine armhuler for forstørrede lymfeknuder. 

Vi bemærker også, at den praktiserende læge Rezvan Heidarpanah ikke har journalført, at hun spurgte dig ind til rygevaner, familiærdisposition og medicin, herunder p-piller.

Vi bemærker yderligere, at den praktiserende læge ikke har journalført, at du fik information om at henvende dig igen, hvis generne ikke forsvandt eller ikke blev mindre.

Vi tager derfor ved vores vurdering af sagen stilling til, om journalen blev ført i overensstemmelse med reglerne om journalføring og ”normen for almindelig anerkendt faglig standard”. Normen er udtryk for, hvad der må forventes af en almindelig god journalføring.

Læger skal føre patientjournal over deres virksomhed.

Journalen skal indeholde de oplysninger, der er nødvendige for en god og sikker patientbehandling. Vurderingen af, om en oplysning er nødvendig foretages af den behandlende sundhedsperson og tager udgangspunkt i den aktuelle situation og de oplysninger, som sundhedspersonen har på tidspunktet for den behandling, der journalføres.

Det kan være nødvendigt at journalføre oplysninger om patientens sygehistorie og risikofaktorer sammenholdt med årsagen for henvendelsen. Det kan ligeledes være nødvendigt at journalføre oplysninger om gennemførte undersøgelser og resultaterne heraf. Det kan videre være nødvendigt at journalføre behandlingsplanen, herunder kontrol og opfølgning.

Vores resultat vedrørende journalføringen den 23. maj 2022

Vi vurderer, at der er grundlag for at kritisere praktiserende læge Rezvan Heidarpanah for journalføringen den 23. maj 2022.

Vi har lagt vægt på, at:

  • praktiserende læge Rezvan Heidarpanah burde have journalført, at hun havde undersøgt begge dine armhuler, og hun burde have beskrevet, om der var fundet normale forhold (ingen suspekte aksillære lymfeknuder). Oplysningen om, at begge armhuler var undersøgt, var nødvendig. Det skyldes, at det er en vigtig del af en undersøgelse for tegn på brystkræft.
  • praktiserende læge Rezvan Heidarpanah burde have journalført, at du var spurgt ind til risikofaktorer og sygehistorie, herunder at du var kendt med cyster i brysterne, som du tidligere var undersøgt for. Det skyldes, at disse oplysninger er relevante at notere i journalen ved undersøgelse for tegn på brystkræft.
  • praktiserende læge Rezvan Heidarpanah burde have journalført, at du var informeret om at henvende dig igen, hvis generne ikke forsvandt eller ikke blev mindre. Det skyldes, at der potentielt var tale om en meget alvorlig sygdom. Derfor var givet råd og varsel relevante og nødvendige oplysninger at journalføre.

Praktiserende læge Rezvan Heidarpanah har derfor handlet under normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin journalføring af behandlingen af dig den 23. maj 2022 hos Behandlingssted 1.

Offentliggørelse

Afgørelsen vil blive offentliggjort på vores hjemmeside og på sundhed.dk med angivelse af praktiserende læge Rezvan Heidarpanahs titel, navn og autorisationsID.

Afgørelsen vil blive offentliggjort, da vi har indskærpet over for praktiserende læge Rezvan Heidarpanah at udvise større omhu i sit fremtidige virke.

Patientens navn og alle andre navne, herunder stednavne og navne på sygehuse og afdelinger, vil blive anonymiseret ved offentliggørelsen.

Regler

Vi har afgjort sagen efter:

Bekendtgørelse nr. 962 af 16. august 2024 af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet som ændret ved lov nr. 647 af 11. juni 2024 og lov nr. 1673 af 30. december 2024 (klage- og erstatningsloven)

  • § 2, stk. 1, om klager over sundhedsfaglig virksomhed
  • § 3, stk. 1, om klager over sundhedsfaglig virksomhed
  • § 17 om offentliggørelse af afgørelse om sundhedspersoners sundhedsfaglige virksomhed

Bekendtgørelse nr. 1008 af 29. august 2024 af lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed (autorisationsloven)

  • § 17 om omhu og samvittighedsfuldhed
  • § 21 om journalføring

Bekendtgørelse nr. 1109 af 11. september 2015 om offentliggørelse af afgørelser m.v. i klagesager på sundhedsområdet

  • § 3, stk. 1, nr. 2 om kritik med indskærpelse

Bekendtgørelse nr. 1225 af 8. juni 2021 om autoriserede sundhedspersoners patientjournaler (journalføring, opbevaring, videregivelse, overdragelse m.v.)

  • § 5 om journalføringspligt og -ansvar
  • § 11 om journalens indhold
  • § 13 om journalens indhold
  • § 15 om faglige og medicinske oplysninger