For sen aflevering af en erklæring

Praktiserende læge Ole Kvist (aut. ID 00T3G) får kritik for for sen aflevering af en erklæring. (Offentliggøres pga. gentagen kritik)

Sagsnummer:

25DNM11

Offentliggørelsesdato:

tirsdag den 25. februar 2025

Speciale:

Almen medicin, incl. Vagtlæger

Faggruppe:

Læger

Type:

Udfærdigelse af lægeerklæring

Kategori:

Afgørelser med navn

Kritik

Praktiserende læge Ole Kvist (aut. ID 00T3G) får kritik for først at udfærdige erklæringen den 13. marts 2024.

Klagen

Du har klaget over, at praktiserende læge Ole Kvist trods anmodning af 15. november 2023 ikke udfærdigede en erklæring om dig til Kommune 1 før den 13. marts 2024.

Vi har forstået, at det centrale i din klage er, at:

  • erklæringen ikke blev udfærdiget rettidigt.

Sagsfremstilling

Vi har brugt oplysningerne i erklæringen, hvis vi ikke har skrevet andet.

Kommune 1 anmodede den 15. november 2023 praktiserende læge Ole Kvist om en generel helbredsattest om dig. Erklæringen var til brug for et jobafklaringsforløb. Du var på tidspunktet 28 år.

Den 13. marts 2024 fremsendte praktiserende læge Ole Kvist erklæringen til Kommune 1.

Det fremgår af sagsmaterialet fra Kommune 1, at Kommune 1 forgæves forsøgte at kontakte praktiserende læge Ole Kvist i uge 51 i 2023 samt i uge 1 i 2024. Herudover fremgår det, at Kommune 1 ved telefonisk kontakt rykkede for erklæringen den 8. januar 2024.

Du har i klagen oplyst, at du måtte rykke flere gange, førend attesten blev sendt til kommunen.

Begrundelse

Vi behandler klager fra patienter over autoriserede sundhedspersoners sundhedsfaglige virksomhed. Vi vurderer i vores afgørelse, om den sundhedsfaglige virksomhed har været kritisabel.

En autoriseret sundhedsperson skal ved udfærdigelsen af en erklæring udvise omhu og uhildethed. Det betyder, at erklæringen skal være objektiv, upartisk og neutral.

Erklæringen skal sendes til den offentlige myndighed hurtigst muligt og senest otte uger efter, at sundhedspersonen har modtaget anmodningen. Dette gælder, hvis den offentlige myndighed skal bruge erklæringen til at vurdere, om og i givet fald i hvilket omfang personen har ret til pension eller anden offentlig hjælp.

Det er vores opfattelse, at de frister og øvrige aftaler, der fremgår af socialt-lægeligt samarbejde er udtryk for, hvad der sædvanligvis kan forventes af en læge i forbindelse med udfærdigelse af en erklæring. Det er derudover vores opfattelse, at fristerne er udtryk for, hvad der sædvanligvis vil være den hurtigst mulige besvarelse.

Lægen skal kontakte kommunen senest 14 dage (to uger) efter modtagelse af anmodningen, hvis der er problemer med at levere attesten til tiden. Lægen bør også kontakte kommunen, hvis levering af attesten udsættes på grund af supplerende undersøgelser.

Vi har modtaget partshøringssvar fra praktiserende læge Ole Kvist. Partshøringssvaret er indgået i den samlede vurdering af sagen.

Vores resultat

Vi vurderer, at der er grundlag for at kritisere praktiserende læge Ole Kvist for udfærdigelsen af erklæringen.

Vi har lagt vægt på, at:

  • det følger af socialt-lægeligt samarbejde, som er udarbejdet mellem Lægeforeningen og Kommunernes Landsforening, at en generel helbredsattest (LÆ 145) skal leveres senest 30 dage (en måned) efter, lægen har modtaget anmodningen fra borgeren.
  • praktiserende læge Ole Kvist var forpligtet til at udfærdige erklæringen til Kommune 1, idet Kommune 1 havde anmodet om erklæringen den 15. november 2023.
  • praktiserende læge Ole Kvist ikke afgav erklæringen til Kommune 1 før den 13. marts 2024, hvorfor han overskred fristen på 30 dage, som følger af socialt-lægeligt samarbejde.
  • praktiserende læge Ole Kvist har til sagen udtalt, at han var af den opfattelse, at Kommune 1 var bekendt med, at der var tale om en tidskrævende og omfattende opgave, og at han derfor ikke meddelte, at udfærdigelsen blev forsinket. Det fremgår ikke af journalen, at praktiserende læge Ole Kvist havde oplyst Kommune 1 om dette. Vi finder herefter ikke grundlag for at fastslå, at praktiserende læge Ole Kvist efter anmodningen om erklæringen oplyste Kommune 1 om, at der var tale om en tidskrævende og omfattende opgave. Det er vores vurdering, at praktiserende læge Ole Kvist senest 14 dage efter modtagelsen af anmodningen burde have oplyst Kommune 1 om, at han ikke kunne nå at udfærdige erklæringen inden for den fastsatte tidsfrist.

Vi finder på den baggrund, at praktiserende læge Ole Kvist ikke handlede med omhu ved sin udfærdigelse af erklæringen af 13. marts 2024 om dig til Kommune 1.

Offentliggørelse

Afgørelsen vil blive offentliggjort på vores hjemmeside og på sundhed.dk med angivelse af Ole Kvists titel, navn og autorisationsID.

Afgørelsen vil blive offentliggjort, da det er tredje gang inden for de sidste 5 år, vi giver kritik til praktiserende læge Ole Kvist. Således gav vi kritik til praktiserende læge Ole Kvist i afgørelserne af den 10. december 2020. Disse afgørelser vil derfor også blive offentliggjort, da de er omfattet af offentliggørelsesordningen.

Patientens navn og alle andre navne, herunder stednavne og identificerbare navne på sygehuse og afdelinger, vil blive anonymiseret ved offentliggørelsen.

Regler

Vi har afgjort sagen efter:

Bekendtgørelse nr. 962 af 16. august 2024 af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (klage- og erstatningsloven)

  • § 2, stk. 1, om klager over sundhedsfaglig virksomhed
  • § 3, stk. 1, om klager over sundhedsfaglig virksomhed
  • § 17 om offentliggørelse af afgørelse om sundhedspersoners sundhedsfaglige virksomhed

Bekendtgørelse nr. 1008 af 29. august 2024 af lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed (autorisationsloven)

  • § 20 om udfærdigelse af erklæringer

Bekendtgørelse nr. 908 af 18. august 2011 om afgivelse af erklæringer m.v.

  • § 2 om definitionen af en erklæring
  • § 5 om erklæringens indhold
  • § 8 om erklæringens afgivelse

Vejledningen socialt-lægeligt samarbejde mellem Kommunernes Landsforening og Lægeforeningen af 2023

  • Pkt. 12.6 om generel helbredsattest

Bekendtgørelse nr. 1109 af 11. september 2015 om offentliggørelse af afgørelser m.v. i klagesager på sundhedsområdet

  • § 3, stk. 1, nr. 3 om tre gange kritik inden for 5 år
  • § 9, stk. 2 om tidligere offentliggjorte afgørelser