Mangelfuld journalføring af en del af behandlingen

Privatpraktiserende tandlæge får kritik for ikke at journalføre oplysninger om forberedelse af en tand til en krone.

Sagsnummer:

24DNU58

Offentliggørelsesdato:

fredag den 31. maj 2024

Speciale:

Tandpleje og -behandling

Faggruppe:

Tandlæger

Behandlingssted:

Tandlægeklinikker

Type:

Behandling, Journalføring

Kategori:

Vejledende og principielle afgørelser

Kritik

  • Privatpraktiserende tandlæge P1 (aut. ID ████) fra Behandlingssted 1 får kritik for behandlingen i perioden fra den 4. november til den 16. december 2021.
  • Privatpraktiserende tandlæge P1 (aut. ID ████) fra Behandlingssted 1 får kritik for manglende journalføring af behandlingen i perioden fra den 30. oktober til den 3. november 2021.

Det betyder, at privatpraktiserende tandlæge P1 ikke udviste tilstrækkelig omhu og samvittighedsfuldhed ved behandlingen og journalføringen af behandlingen.

Klagen

Der er klaget over, at P2 ikke modtog en korrekt behandling af privatpraktiserende tandlæge P1 hos Behandlingssted 1 i perioden fra den 30. oktober til den 16. december 2021.

Vi har forstået, at det centrale i klagen er, at:

  • P2 ikke modtog en tandlægefaglig forsvarlig kronebehandling af den første store kindtand i højre side af overkæben.

Sagsfremstilling

Vi har brugt oplysningerne i journalen, hvis vi ikke har skrevet andet.

Den 30. oktober 2021 henvendte P2 sig hos privatpraktiserende tandlæge P1 hos Behandlingssted 1, hvor hun fik monteret en krone på den første store kindtand i højre side af overkæben (6-). Videre blev der taget et røntgenbillede.

Den 23. november 2021 forsøgte tandlæge P1 at kontakte P2 telefonisk, da cementen mellem tænderne efter montering af kronen skulle fjernes.

Den 29. november 2021 blev P2 behandlet af en anden tandlæge på klinikken, hvor der blandt andet blev taget et røntgenbillede. Det blev oplyst, at hun havde smerter ved 6-, og hun fik en tid hos tandlæge P1 for at få fjernet overskydende cement og korrigeret kronen.

P2 er efterfølgende set af en ny tandlæge den 31. oktober 2022, og det fremgår af journalen, at 6- fremstod med en keramisk krone, som var beslebet på tyggefladen. Desuden var der smerter i kindtanden ved luft mod blottet rodoverflade, ligesom der var smerter ved sondering af kronekanten samt banke- og berøringsømhed.

Begrundelse

Vi behandler klager fra patienter over autoriserede sundhedspersoners sundhedsfaglige virksomhed. En autoriseret sundhedsperson skal udvise omhu og samvittighedsfuldhed i sit sundhedsfaglige virke.

Vi vurderer i vores afgørelse, om den sundhedsfaglige virksomhed har været kritisabel. Det betyder, at vi tager stilling til, om en sundhedsperson har handlet i overensstemmelse med ”normen for almindelig anerkendt faglig standard”. Normen er udtryk for, hvad der må forventes af en almindelig god sundhedsperson med den erfaring, sundhedspersonen har på behandlingstidspunktet.

Vi tager ikke stilling til, om en patient har modtaget den bedst mulige behandling.

Vi har til brug for sagen indhentet og gennemset de relevante røntgenbilleder for behandlingen.

Afklaring af hændelsesforløb

P2 har til sagen oplyst, at hun fik monteret en krone på tanden, da den var knækket og tidligere var behandlet med en plastfyldning. Det er anført, at det den 30. oktober 2021 tog tandlægen 3 timer at forberede tanden til en krone, og at han ikke kunne få den midlertidige fyldning til at sidde fast, da materialet smuldrede. Hertil er det anført, at fyldningen faldt ud, og at P2 fik en ny midlertidig fyldning i tanden den 1. november 2021, som også faldt ud. Videre er det oplyst, at tandlægen monterede en midlertidig krone den 3. november 2021, som faldt af. Hertil er det oplyst, at P2 dagen efter fik monteret den endelige krone, og at tandlægen efterlod overskydende cement. Det er anført, at tandlægen fjernede overskydende cement og sleb kronen den 29. november 2021. Endeligt er det anført, at tandlægen den 16. december 2021 forsøgte at udbedre årsag til isninger, tandsmerter ved tygning og en fornemmelse af, at tanden var for høj.

På baggrund af P2s oplysninger, og idet oplysningerne ikke er bestridt af tandlæge P1, samt at journalen mangler sædvanlige oplysninger om kronebehandlingen, lægger vi til grund, at:

  • 6- blev forberedt til en krone, og at der blev lagt en midlertidig fyldning i kindtanden den 30. oktober 2021, samt at den midlertidige fyldning faldt ud
  • der blev lavet en ny midlertidig fyldning den 1. november 2021, som faldt ud
  • der blev monteret en midlertidig krone den 3. november 2021, som faldt af
  • den endelige krone blev monteret den 4. november 2021, og at tandlægen efterlod overskydende cement
  • tandlægen fjernede overskydende cement og sleb kronen den 29. november 2021
  • tandlægen den 16. december 2021 forsøgte at udbedre årsag til isninger, tandsmerter ved tygning og fornemmelse af, at tanden var for høj.

Vores resultat

Behandlingen:

Vi vurderer, at der er grundlag for at kritisere privatpraktiserende tandlæge P1 for behandlingen i perioden fra den 4. november til den 16. december 2021.

Vi har lagt vægt på, at:

  • tandlægen ikke foretog behandlingen af 6- i relation til den endelige krones form, kanttilslutning og sammenbid på tandlægefaglig forsvarlig vis. Det skyldes, at kindtanden den 29. november 2021 fremstod for høj og med overskydende cement efter montering af den endelige krone den 4. november 2021. Det er disciplinærnævnets vurdering, at røntgenbillederne fra den 29. november 2021 viser cementoverskud ved 6-. En høj krone kan påvirke sammenbiddet og medføre smerter i tyggemuskulaturen samt hovedpine, ligesom overskydende cement kan påvirke støttevævet omkring tanden og vanskeliggøre en tilstrækkelig mundhygiejne. Videre fremstod 6- ved undersøgelse hos P2s nye tandlæge med en krone, som ikke dækkede forsiden af kindtanden. Det medførte, at der var smerter i 6- ved luft mod forsiden af kindtanden. Yderligere var der slebet for meget af kronen, og kindtanden fremstod derfor uden kontakt med de øvrige tænder ved sammenbid. Det medførte, at 6- ikke indgik naturligt i tyggefunktionen, efter at tandlægen havde slebet kindtanden for at fjerne overskydende cement den 29. november 2021, ligesom tandlægen havde forsøgt at udbedre årsagen til, at tanden var for høj den 16. december 2021.

Privatpraktiserende tandlæge P1 har derfor handlet under normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling af P2 i perioden fra den 4. november til den 16. december 2021 hos Behandlingssted 1 Behandlingssted 1.

Vi kan imidlertid ikke vurdere, om privatpraktiserende tandlæge P1 udviste tilstrækkelig omhu og samvittighedsfuldhed ved behandlingen i perioden fra den 30. oktober til den 3. november 2021.

Vi har lagt vægt på, at:

  • der er uoverensstemmelse mellem journalen og P2s oplysninger om hændelsesforløbet, herunder at forberedelse af kronen på 6- ikke er journalført. Desuden har tandlægen ikke udtalt sig til sagen.
  • vi ikke har mulighed for at få sagen yderligere belyst, da vi træffer afgørelse på skriftligt grundlag. Vi har således ikke mulighed for at afhøre parter og vidner i forbindelse med vores behandling af sagen, som tilfældet er ved domstolene.
  • vi ikke ud fra oplysningerne i sagen med sikkerhed kan fastslå, hvordan behandlingen i perioden fra den 30. oktober til den 3. november 2021 blev udført.

Vi kan herefter ikke vurdere, om privatpraktiserende tandlæge P1 handlede i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling af P2 i perioden fra den 30. oktober til den 3. november 2021 hos Behandlingssted 1.

Journalføringen:

Vi tager derfor ved vores vurdering af sagen stilling til, om journalen blev ført i overensstemmelse med reglerne om journalføring og ”normen for almindelig anerkendt faglig standard”. Normen er udtryk for, hvad der må forventes af en almindelig god journalføring.

Tandlæger skal føre patientjournal over deres virksomhed.

Journalen skal indeholde de oplysninger, der er nødvendige for en god og sikker patientbehandling. Vurderingen af, om en oplysning er nødvendig, foretages af den behandlende sundhedsperson og tager udgangspunkt i den aktuelle situation og de oplysninger, som sundhedspersonen har på tidspunktet for den behandling, der journalføres.

Det kan være nødvendigt at journalføre udført behandling.

Vi vurderer herefter, at der er grundlag for at kritisere privatpraktiserende tandlæge P1 for manglende journalføring.

Vi har lagt vægt på, at:

  • tandlægen ikke journalførte den udførte behandling i relation til forberedelse af kronen på 6-. Når en tand forberedes til en krone, slibes tanden sædvanligvis for at opnå den rette form, som den endelige krone kan monteres på. Bagefter bliver der taget et aftryk af tanden og tænderne i den anden kæbe, der har kontakt til tanden ved sammenbid til brug for fremstillingen af den endelige krone. Desuden monteres en midlertidig krone for at beskytte tanden, indtil den endelige krone kan monteres. Tandlægen burde derfor have noteret den behandling, som blev udført, inden den endelige krone blev monteret den 4. november 2021, i journalen.

Privatpraktiserende tandlæge P1 har derfor handlet under normen for almindelig anerkendt faglig standard for manglende journalføring af sin behandling af P2 i perioden fra den 30. oktober til den 3. november 2021 hos Behandlingssted 1.

Regler

Vi har afgjort sagen efter:

Bekendtgørelse nr. 9 af 4. januar 2023 af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (klage- og erstatningsloven)

  • 2, stk. 1, om klager over sundhedsfaglig virksomhed
  • 3, stk. 1, om klager over sundhedsfaglig virksomhed

Bekendtgørelse nr. 122 af 24. januar 2023 af lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed (autorisationsloven)

  • 17 om omhu og samvittighedsfuldhed
  • 21 om journalføring

Bekendtgørelse nr. 1225 af 8. juni 2021 om autoriserede sundhedspersoners patientjournaler (journalføring, opbevaring, videregivelse, overdragelse m.v.)

  • 15 om faglige og medicinske oplysninger