Stiltiende samtykke til podning for kønssygdomme

Det var tilstrækkeligt med stiltiende samtykke, da en praktiserende læge podede for kønssygdomme i forbindelse med en gynækologisk undersøgelse på baggrund af mistanke om infektion.

Sagsnummer:

24DNU28

Offentliggørelsesdato:

tirsdag den 5. marts 2024

Speciale:

Almen medicin, incl. Vagtlæger

Faggruppe:

Læger

Behandlingssted:

Almen praksis/vagtlæger

Type:

Behandling, Indhentelse af informeret samtykke

Kategori:

Vejledende og principielle afgørelser

Der gives ikke kritik til:

  • praktiserende læge Person1, Behandlingssted 1, for behandlingen og indhentelse af informeret samtykke.

Det betyder, at praktiserende læge Person1 udviste tilstrækkelig omhu og samvittighedsfuldhed ved behandlingen.

Det betyder videre, at praktiserende læge Person1 indhentede samtykke på grundlag af fyldestgørende information.

Afgørelsen uddybes nærmere nedenfor under begrundelse.

1. KLAGEPUNKT

Der er klaget over, at ████ ikke modtog en korrekt behandling af praktiserende læge Person1 hos Behandlingssted 1 den 15. februar 2021.

Disciplinærnævnet har forstået, at det centrale i klagen er:

  • at ████ ikke blev undersøgt for gardnerella.

SAGSFREMSTILLING

Disciplinærnævnet har, medmindre andet er anført, taget udgangspunkt i oplysningerne i journalen.

Den 15. februar 2021 blev 56-årige ████ tilset af praktiserende læge Person1 hos Behandlingssted 1 på grund af smerter ved vandladning og ændret udflåd, ligesom hun i weekenden havde haft feber, kvalme og opkastninger. Den praktiserende læge foretog en gynækologisk undersøgelse, og der blev i den forbindelse foretaget en podning for klamydia, gonoré og mycoplasma. Da ████ efterfølgende skulle betale for undersøgelsen, oplyste hun, at hun ville behandles for gardnarella. Den praktiserende læge oplyste, at ████ ikke var blevet undersøgt herfor, og at hun derfor ikke kunne få behandling.

Det fremgår af klagen, at ████ efterfølgende fik konstateret gardnerella.

BEGRUNDELSE

Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn behandler klager fra patienter over autoriserede sundhedspersoners sundhedsfaglige virksomhed og træffer afgørelse om, hvorvidt den sundhedsfaglige virksomhed har været kritisabel. Det følger af klage- og erstatningslovens § 2, stk. 1, og § 3, stk. 1.

En autoriseret sundhedsperson er under udøvelsen af sit sundhedsfaglige virke forpligtet til at udvise omhu og samvittighedsfuldhed. Det følger af autorisationslovens § 17. Disciplinærnævnet tager ved sin vurdering af sagen således stilling til, om en sundhedsperson har handlet i overensstemmelse med ”normen for almindelig anerkendt faglig standard”. Dette er udtryk for, hvad der må forventes af en almindelig god sundhedsperson med den erfaring, som den pågældende har på behandlingstidspunktet. Disciplinærnævnet tager ved afgørelsen ikke stilling til, om patienten har modtaget den bedst mulige behandling.

Disciplinærnævnet vurderer, at der ikke er grundlag for at kritisere praktiserende læge Person1 for behandlingen.

Disciplinærnævnet har lagt vægt på:

  • at ████ blev relevant og tilstrækkeligt undersøgt henset til de oplyste symptomer i form af feber, smerter ved vandladning og ændret udflåd, idet den praktiserende læge foretog en gynækologisk undersøgelse, hvor hun vurderede, om der var tegn på infektion, ligesom den praktiserende læge tog infektionstal og undersøgte urinen. På denne baggrund fandtes der ikke tegn på infektion, da livmoder og slimhinder i skeden var normale, ligesom infektionstallet var normalt, og der ikke var tegn på blærebetændelse.
  • at det dertil var relevant af den praktiserende læge at undersøge for klamydia, gonoré samt mycoplasma, da der i almindelighed bør podes herfor, når der under en gynækologisk undersøgelse er mistanke om infektion.
  • at der på baggrund af den gynækologiske undersøgelse og de oplyste symptomer ikke var indikation for at undersøge ████ for gardnerella, idet der ikke var symptomer, som gav anledning til at mistænke denne tilstand.

Disciplinærnævnet kan hertil oplyse, at symptomer på gardnerella er ildeluftende, klæbrigt og let skummende udflåd, hvorimod tilstanden ikke giver symptomer som feber, opkastning og smerter under vandledning. Diagnosen stilles sædvanligvis ud fra patientens sygehistorie og en gynækologisk undersøgelse. Halvdelen af kvinder med gardnerella har ikke symptomer, og de skal derfor ikke behandles herfor.

Disciplinærnævnet finder på den baggrund, at praktiserende læge Person1 handlede i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling af ████ den 15. februar 2021 hos Behandlingssted 1.

2. KLAGEPUNKT

Der er klaget over, at praktiserende læge Person1 ikke indhentede et tilstrækkeligt informeret samtykke forud for undersøgelsen af ████ hos Behandlingssted 1, den 15. februar 2021.

Disciplinærnævnet har forstået, at det centrale i klagen er:

  • at ████ ikke blev informeret om, at hun blev undersøgt for klamydia og gonoré, og at hun ikke gav samtykke hertil.

SAGSFREMSTILLING

Der henvises til sagsfremstillingen under 1. klagepunkt.

BEGRUNDELSE

Det fremgår af sundhedslovens § 15, at ingen behandling som udgangspunkt må indledes eller fortsættes uden patientens informerede samtykke. Samtykket skal være givet til en konkret behandling og på baggrund af fyldestgørende information fra en sundhedsperson.

En patient har ret til at få information om sin helbredstilstand og om behandlingsmulighederne, herunder om risiko for komplikationer og bivirkninger. Informationen skal være mere omfattende, når behandlingen medfører nærliggende risiko for alvorlige komplikationer og bivirkninger. Dette fremgår af sundhedslovens § 16, stk. 1 og 4.

Det fremgår desuden af sundhedslovens § 15, stk. 4, at et informeret samtykke kan være skriftligt, mundtligt eller efter omstændighederne stiltiende.

Videre følger det af punkt 2.4 i Sundhedsstyrelsens vejledning nr. 161 af 16. september 1998 om information og samtykke og om videregivelse af helbredsoplysninger mv., at et stiltiende samtykke foreligger, hvor patientens signaler og opførsel må forstås således, at der foreligger et samtykke på baggrund af den givne information. Et stiltiende samtykke vil kun være gyldigt, hvis det er utvivlsomt, at patienten gennem sin adfærd har tilkendegivet enighed om behandlingsforslaget eller dele heraf. Et stiltiende samtykke vil som hovedregel kun være aktuelt i forbindelse med enkelte delelementer i et undersøgelses- og behandlingsforløb. Hvis f.eks. en patient kommer til en konsultation hos sin praktiserende læge, må lægen kunne gå ud fra, at patienten stiltiende har givet sit samtykke til de almindelige undersøgelser, som foregår ved en sådan konsultation. Hvis sundhedspersonen er det mindste i tvivl, om der er tilladelse fra patienten, bør udtrykkeligt mundtligt samtykke indhentes.

Det fremgår af klagen, at ████ ikke blev informeret om, at den praktiserende læge undersøgte hende for klamydia og gonoré, samt at hun ikke gav samtykke hertil.

Det fremgår ikke af journalen, at ████ blev informeret om undersøgelserne for klamydia og gonoré, ligesom det ikke fremgår, at hun samtykkede til disse undersøgelser.

Det fremgår af en udtalelse til sagen fra praktiserende læge Person1, at ████ ved konsultationens afslutning blev informeret om, hvilke prøver der var taget. Den praktiserende læge har endvidere henvist til Sundhedsstyrelsens vejledning nr. 161 af 16. september 1998 om information og samtykke og om videregivelse af helbredsoplysninger mv. for så vidt angår stiltiende samtykke.

Disciplinærnævnet finder herefter ikke grundlag for at fastslå, at ████ udtrykkeligt blev informeret om, at hun blev undersøgt for klamydia og gonoré forud for undersøgelsen, eller at hun udtrykkeligt gav samtykke hertil.

Disciplinærnævnet vurderer, at der ikke er grundlag for at kritisere praktiserende læge Person1 for indhentelsen af informeret samtykke.

Disciplinærnævnet har lagt vægt på:

  • at et informeret samtykke efter omstændighederne kan være stiltiende. Et stiltiende samtykke foreligger, når patientens signaler og opførsel må tolkes således, at der foreligger et samtykke på baggrund af den givne information.
  • at en aktiv deltagelse i en gynækologisk undersøgelse må opfattes som et stiltiende samtykke til, at undersøgelserne, herunder delelementer som eksempelvis podning for forskellige kønssygdomme, kan finde sted. Det ligger således implicit i selve den kliniske kontakt, at der er givet samtykke til undersøgelserne, når patienten aktivt deltager og har henvendt sig grundet symptomer fra de kvindelige kønsorganer
  • at ████ henvendte sig til den praktiserende læge med henblik på at få foretaget en gynækologisk undersøgelse, da hun oplevede smerter ved vandladning og ændret udflåd samt havde haft feber, kvalme og opkastninger i weekenden.
  • at det er sædvanlig praksis, at der under en gynækologisk undersøgelse som den foreliggende podes for bakterierne klamydia og gonoré, når der er mistanke om infektion.
  • at ████ havde givet samtykke til den gynækologiske undersøgelse, og at den praktiserende læge henset til de oplyste symptomer og mistanken om infektion måtte gå ud fra, at dette samtykke ligeledes indebar et samtykke til undersøgelse for klamydia og gonoré.

Disciplinærnævnet finder på den baggrund, at praktiserende læge Person1 handlede i overensstemmelse med sundhedsloven ved sin indhentelse af informeret samtykke forud for undersøgelsen af ████ den 15. februar 2021 hos Behandlingssted 1.

REGLER

Disciplinærnævnet har anvendt følgende regler til at træffe afgørelse i sagen:

Bekendtgørelse nr. 995 af 14. juni 2018 af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (klage- og erstatningsloven):

  • § 2, stk. 1, om klager over sundhedsfaglig virksomhed
  • § 3, stk. 1, om klager over sundhedsfaglig virksomhed

Bekendtgørelse nr. 731 af 8. juli 2019 af lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed (autorisationsloven):

  • § 17 om omhu og samvittighedsfuldhed

Bekendtgørelse nr. 903 af 26. august 2019 af sundhedsloven:

  • § 15 om informeret samtykke
  • § 16 om informeret samtykke

Sundhedsstyrelsens vejledning nr. 161 af 16. september 1998 om information og samtykke og om videregivelse af helbredsoplysninger mv.:

  • Punkt 2.4 om samtykkets form

Bekendtgørelse nr. 1447 af 15. december 2010 om forretningsorden for Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn:

  • § 5, stk. 2, om kompetence for disciplinærnævnets formand og næstformænd