Samtykke til blodprøver

Praktiserende læge havde ikke pligt til at indhente eksplicit samtykke til enkelte blodprøver i forbindelse med blodprøvetagning.

Sagsnummer:

24DNU26

Offentliggørelsesdato:

tirsdag den 5. marts 2024

Speciale:

Almen medicin, incl. Vagtlæger

Faggruppe:

Læger

Behandlingssted:

Almen praksis/vagtlæger

Type:

Indhentelse af informeret samtykke

Kategori:

Vejledende og principielle afgørelser

Der gives ikke kritik til:

  • Praktiserende læge Person1, Behandlingssted 1, for indhentelsen af informeret samtykke.

Det betyder, at praktiserende læge Person1 indhentede samtykke på grundlag af fyldestgørende information.

Afgørelsen uddybes nærmere nedenfor under begrundelse.

KLAGEN

Der er klaget over, at praktiserende læge Person1 ikke indhentede et tilstrækkeligt informeret samtykke forud for behandlingen af ████ hos Behandlingssted 1, i perioden fra den 28. maj 2021 til den 30. august 2021.

Disciplinærnævnet har forstået, at det centrale i klagen er:

  • at praktiserende læge Person1 tog blodprøver af ████, som der ikke var aftalt eller informeret om.

SAGSFREMSTILLING

Den 28. maj 2021 fik den 60-årige ████ taget blodprøver hos Behandlingssted 1, i forbindelse med årlig kontrol af stofskifte (thyreoideatal) og D-vitamin-status, som praktiserende læge Person1 havde bestilt efter telefonisk henvendelse ugen forinden.

Det fremgår af klagen, at der blev bestilt og taget blodprøver den 28. maj 2021, som der ikke var aftalt om forinden.

Det fremgår af en udtalelse til sagen fra praktiserende læge Person1, at hun opfattede en let-moderat bekymring for eget helbred hos ████, og at hun derfor rutinemæssigt bestilte en bredere ”trætheds” blodprøvepakke.

Den 22. juni 2021 var ████ til konsultation hos praktiserende læge Person1, hvor bl.a. blodprøvesvarene blev gennemgået, og der blev ligeledes bestilt flere blodprøver. Det fremgår af journalen, at ████ samtykkede hertil.

Den 30. august 2021 fik ████ taget blodprøver til kontrol af d-vitaminniveau, nyrefunktion, væskebalance, prøver for cøliaki- og laktoseintolerance samt screeningsprøve for ovariecancer.

Det fremgår af klagen, at der blev taget blodprøve for tumor, hvilket ikke var aftalt.

Det fremgår af udtalelse til sagen fra praktiserende læge Person1, at hun bestilte en blodprøve for tumor uden specifikt at informere ████ herom, men at hun opfattede hendes symptomer som en bøn om at blive undersøgt grundigt. Det fremgår videre af udtalelsen, at praktiserende læge Person1 ikke opfangede, at ████ ikke gav samtykke til, at lægen tænkte bredest muligt.

BEGRUNDELSE

Det fremgår af sundhedslovens § 15, at ingen behandling som udgangspunkt må indledes eller fortsættes uden patientens informerede samtykke. Samtykket skal være givet til en konkret behandling og på baggrund af fyldestgørende information fra en sundhedsperson.

En patient har ret til at få information om sin helbredstilstand og om behandlingsmulighederne, herunder om risiko for komplikationer og bivirkninger. Informationen skal være mere omfattende, når behandlingen medfører nærliggende risiko for alvorlige komplikationer og bivirkninger. Dette fremgår af sundhedslovens § 16, stk. 1 og 4.

Disciplinærnævnet vurderer, at der ikke er grundlag for at kritisere praktiserende læge Person1 for indhentelsen af informeret samtykke.

Disciplinærnævnet har lagt vægt på:

  • at praktiserende læge Person1 indhentede et tilstrækkeligt informeret samtykke forud for foretagelsen af blodprøverne, idet ████ var i behandling med blodtrykssænkende medicin samt antidepressiv medicin, hvorfor der er grundlag for antage, at ████ tidligere var informeret om, at der cirka en gang årligt herefter skulle tages blodprøver til kontrol af den medicin, hun tog, og at det var ████ selv, som bestilte blodprøverne
  • at de blodprøver som ████ fik taget den 28. maj 2021 var de samme blodprøver som tages i en ”træthedspakke”, og næsten lig med en ”forhøjet blodtrykspakke”

Disciplinærnævnet kan oplyse, at forud for blodprøvetagninger informerer lægen sædvanligvis bredt om formålet med prøverne. Lægen indhenter ikke detaljeret samtykke for de enkelte analyser. Ofte bestiller patienter også selv tid til blodprøver ud fra en tidligere aftale herom, f.eks. vedrørende stofskiftet, sukkersyge, blodtryksforhøjelsesmedicin og lignende kroniske tilstande. I de tilfælde, hvor en patient selv anmoder om blodprøver, foreligger der med det et samtykke. Patienten kan dog specifikt anmode om, at der kun tages bestemte prøver.

  • at ████ gav samtykke til at få foretaget blodprøver den 30. august 2021, idet dette blev aftalt ved konsultationen den 22. juni 2021
  • at der ikke skal indhentes informeret samtykke specifikt for enkelte prøver, medmindre der er tale om prøver vedrørende arvelighed, og at blodprøverne den 28. maj 2021 og 30. august 2021 blev taget med et stiltiende samtykke fra ████, idet hun selv ønskede at få foretaget blodprøver.

Disciplinærnævnet finder på den baggrund, at praktiserende læge Person1 handlede i overensstemmelse med sundhedsloven ved sin indhentelse af informeret samtykke forud for behandlingen af ████ i perioden fra den 28. maj 2021 til den 30. august 2021 hos Behandlingssted 1.

REGLER

Disciplinærnævnet har anvendt følgende regler til at træffe afgørelse i sagen:

Bekendtgørelse nr. 995 af 14. juni 2018 af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (klage- og erstatningsloven):

  • § 2, stk. 1, om klager over sundhedsfaglig virksomhed
  • § 3, stk. 1, om klager over sundhedsfaglig virksomhed

Bekendtgørelse nr. 731 af 8. juli 2019 af lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed (autorisationsloven):

  • § 17 om omhu og samvittighedsfuldhed

Bekendtgørelse nr. 903 af 26. august 2019 af sundhedsloven:

  • § 15 om informeret samtykke
  • § 16 om informeret samtykke

Sundhedsstyrelsens vejledning nr. 161 af 16. september 1998 om information og samtykke og om videregivelse af helbredsoplysninger mv.:

  • Punkt 2.3 om samtykkets indhold
  • Punkt 3.3. om risiko for komplikationer og bivirkninger