Manglende samtykke før henvisning til kontrol

Praktiserende læge får kritik for ikke at indhente samtykke inden henvisning til diabeteskontrol på et hospital på baggrund af et prøvesvar.

Sagsnummer:

24DNU20

Offentliggørelsesdato:

tirsdag den 5. marts 2024

Speciale:

Almen medicin, incl. Vagtlæger

Faggruppe:

Læger

Behandlingssted:

Almen praksis/vagtlæger

Type:

Indhentelse af informeret samtykke

Kategori:

Vejledende og principielle afgørelser

Der gives kritik til:

  • Praktiserende læge Person1 (aut. ID ████), Behandlingssted 1, for manglende indhentelse af informeret samtykke den 3. marts 2022.

Det betyder, at praktiserende læge Person1 ikke indhentede samtykke på grundlag af fyldestgørende information.

Afgørelsen uddybes nærmere nedenfor under begrundelse.

KLAGEN

Der er klaget over, at praktiserende læge Person1 ikke indhentede et tilstrækkeligt informeret samtykke forud for behandling af ████ hos Behandlingssted 1, den 3. marts 2022.

Disciplinærnævnet har forstået, at det centrale i klagen er:

  • at praktiserende læge Person1 ikke indhentede et informeret samtykke fra ████ i forbindelse med en henvisning til diabeteskontrol.

SAGSFREMSTILLING

Disciplinærnævnet har, medmindre andet er anført, taget udgangspunkt i oplysningerne i journalen.

Den 3. marts 2022 henviste praktiserende læge Person1, Behandlingssted 1, ████, 70 år, til diabeteskontrol på et hospital på baggrund af et prøvesvar. ████ var ikke informeret herom. ████ havde et par dage forinden været til diabeteskontrol, hvor der blandt andet blev taget blodprøver.

Praktiserende læge Person1 har i en udtalelse til sagen anført, at det ikke var helt aftalt med patienten, at der skulle henvises til diabeteskontrol. Praktiserende læge Person1 forsøgte den 3. marts 2022 at få fat i ████ telefonisk for at aftale dette, men det lykkedes ikke, hvorefter praktiserende læge Person1 sendte henvisningen.

BEGRUNDELSE

Det fremgår af sundhedslovens § 15, at ingen behandling som udgangspunkt må indledes eller fortsættes uden patientens informerede samtykke. Samtykket skal være givet til en konkret behandling og på baggrund af fyldestgørende information fra en sundhedsperson.

Disciplinærnævnet vurderer, at der er grundlag for at kritisere praktiserende læge Person1 for indhentelsen af informeret samtykke.

Disciplinærnævnet har lagt vægt på:

  • at praktiserende læge Person1 ikke indhentede et informeret samtykke fra ████ i forbindelse med henvisning til diabeteskontrol. Den omstændighed, at praktiserende læge Person1 forsøgte at kontakte ████ telefonisk, er ikke ensbetydende med, at indhentelsen af informeret samtykke var i overensstemmelse med sundhedsloven, idet samtykket ikke blev givet, og idet det skal være givet til en konkret behandling og på baggrund af fyldestgørende information fra en sundhedsperson.

Disciplinærnævnet finder på den baggrund, at praktiserende læge Person1 handlede i strid med sundhedsloven ved sin indhentelse af informeret samtykke fra ████ den 3. marts 2022 hos Behandlingssted 1.

REGLER

Disciplinærnævnet har anvendt følgende regler til at træffe afgørelse i sagen:

Bekendtgørelse nr. 995 af 14. juni 2018 af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (klage- og erstatningsloven):

  • § 2, stk. 1, om klager over sundhedsfaglig virksomhed
  • § 3, stk. 1, om klager over sundhedsfaglig virksomhed

Bekendtgørelse nr. 210 af 27. januar 2022 af sundhedsloven:

  • § 15 om informeret samtykke