Information om alle potentielle bivirkninger
Praktiserende læge får ikke kritik for ikke at informere om alle potentielle bivirkninger til minipiller.
Sagsnummer:
24DNU17
Offentliggørelsesdato:
mandag den 4. marts 2024
Speciale:
Almen medicin, incl. Vagtlæger
Faggruppe:
Læger
Behandlingssted:
Almen praksis/vagtlæger
Type:
Behandling, Indhentelse af informeret samtykke
Kategori:
Vejledende og principielle afgørelser
Der gives ikke kritik til:
- praktiserende læge Person1, Behandlingssted 1, for behandlingen.
- praktiserende læge Person1, Behandlingssted 1, for indhentelse af informeret samtykke.
Det betyder, at praktiserende læge Person1 udviste tilstrækkelig omhu og samvittighedsfuldhed ved behandlingen. Det betyder videre, at praktiserende læge Person1 indhentede samtykke på grundlag af fyldestgørende information.
Afgørelsen uddybes nærmere nedenfor under begrundelse.
1. KLAGEPUNKT
Der er klaget over, at ████ ikke modtog en korrekt behandling af praktiserende læge Person1 i Behandlingssted 1, i perioden fra den 19. februar 2020 til den 7. januar 2021.
Disciplinærnævnet har forstået, at det centrale i klagen er:
- at ████ ikke modtog relevant behandling med minipiller, herunder at der ikke blev fulgt tilstrækkeligt op på ordinationen heraf
- at ████ ikke blev tilstrækkeligt behandlet for fnat, herunder at hun burde være opstartet i behandling tidligere
- at ████ ikke modtog relevant behandling, da hun henvendte sig med mistanke om en depression.
SAGSFREMSTILLING
Disciplinærnævnet har, medmindre andet er anført, taget udgangspunkt i oplysningerne i journalen.
Den 19. februar 2020 blev 22-årige ████ tilset af praktiserende læge Person1 i Behandlingssted 1, idet hun netop var blevet tilmeldt som patient. Ved konsultationen fik ████ ordineret prævention i form af minipiller af typen Cerazette. Endvidere blev hun informeret om muligheden for et celleskrab hvert tredje år.
Den 4. maj 2020 tog ████ kontakt til praktiserende læge Person1 via e-konsultationen, idet hun oplevede humørsvingninger og mistænkte, at der var sammenhæng med ordinationen af minipiller.
Den 5. maj 2020 gav praktiserende læge Person1 råd om at stoppe på minipillerne.
Den 24. november 2020 henvendte ████ sig, idet hun havde kløende, røde knopper på kroppen, særligt ved armhulen, albuen, underarmen, under brystet og omkring knæene. Praktiserende læge Person1 gav råd om kløestillende medicin.
Den 26. november 2020 fik ████ foretaget et celleskrab ved praktiserende læge Person1. Det fremgår af klagen, at ████ i forbindelse hermed et celleskrab ikke blev informeret om proceduren.
Den 12. december 2020 genhenvendte ████ sig, idet hun ikke oplevede bedring af hendes symptomer i form af kløende, røde kopper, og idet hun mistænkte, at symptomerne kunne skyldes fnat. Praktiserende læge Person1 gav råd om behandling af fnat med præparatet NIXcreme.
Den 7. januar 2021 henvendte ████ sig via e-konsultationen med bekymring om, at hun havde fået en depression, idet hun følte sig demotiveret, trist og opgivende, samt ikke kunne sove om natten.
Den 13. januar 2021 gav praktiserende læge Person1 råd via e-konsultationen om, at ████ skulle forsætte sin uddannelse og oplyste om muligheden for at tale med en psykolog.
BEGRUNDELSE
Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn behandler klager fra patienter over autoriserede sundhedspersoners sundhedsfaglige virksomhed og træffer afgørelse om, hvorvidt den sundhedsfaglige virksomhed har været kritisabel. Det følger af klage- og erstatningslovens § 2, stk. 1, og § 3, stk. 1.
En autoriseret sundhedsperson er under udøvelsen af sit sundhedsfaglige virke forpligtet til at udvise omhu og samvittighedsfuldhed. Det følger af autorisationslovens § 17. Disciplinærnævnet tager ved sin vurdering af sagen således stilling til, om en sundhedsperson har handlet i overensstemmelse med ”normen for almindelig anerkendt faglig standard”. Dette er udtryk for, hvad der må forventes af en almindelig god sundhedsperson med den erfaring, som den pågældende har på behandlingstidspunktet. Disciplinærnævnet tager ved afgørelsen ikke stilling til, om patienten har modtaget den bedst mulige behandling.
Disciplinærnævnet vurderer, at der ikke er grundlag for at kritisere praktiserende læge Person1 for behandlingen.
Disciplinærnævnet har herved lagt vægt på:
- at ████ modtog relevant behandling med minipiller, idet praktiserende læge Person1 ved konsultationen den 19. februar 2020 spurgte ind til blandt andet ████s HPV vaccine, rygestatus og almindelig helbredstilstand med henblik på at vurdere eventuelle kontraindikationer mod minipiller. Endvidere blev recepten efter vanlig praksis ved førstegangsudskrivning af minipiller begrænset til tre måneder med henblik på at evaluere ordinationen efter denne periode.
- at det var relevant, at praktiserende læge Person1 gav råd om at stoppe brugen af minipiller den 5. maj 2020, idet ████ dagen forinden havde givet udtryk for at hun oplevede bivirkninger ved brugen.
- at ████ ved konsultationen den 19. februar 2020 blev informeret om proceduren for et celleskrab. På baggrund heraf var der ikke indikation for at informere yderligere om processen ved selve celleskrabet den 26. november 2020. Disciplinærnævnet kan oplyse, at sundhedspersoner kan informere om selve proceduren, og hvad der foretages under celleskrabet, såfremt de vurderer, at dette er gavnligt for patienten. Graden af information under celleskrabet er således i høj grad afhængig af, hvad patienten giver udtryk for, at de ønsker. Idet ████ ikke havde givet udtryk for et ønske om yderligere gennemgang under indgrebet, var dette ikke påkrævet af praktiserende læge Person1.
- at det var relevant, at praktiserende læge Person1 ordinerede et kløestillende præparat, da ████ henvendte sig med symptomer i form af kløende knopper flere steder på kroppen den 24. november 2020. Disciplinærnævnet kan oplyse, at kløe giver grundlag for at mistænke en flerhed af almindelige sygdomme, såsom loppe- og andre insektbid, allergi, nældefeber og fnat. Videre kan det oplyses, at diagnosen fnat er svær at stille, idet behandling er indikeret, såfremt der findes midegange eller levende fnatmider. Da disse fund er svære at opdage, kan diagnosen alternativt stilles når øvrige kløesygdomme er udelukket eller såfremt patienten oplyser, at have været i nær kontakt med en smittet. På baggrund heraf var der ikke grundlag for at påbegynde behandling for fnat før konsultationen den 12. december 2020, da ████ genhenvendte sig med fortsatte gener.
- at ████ modtog relevant behandling den 13. januar 2021, da praktiserende læge Person1 oplyste om muligheden for at tale med en psykolog med henblik på at udrede ████ for depression. Tilbuddet var relevant, idet ████ den 7. januar 2021 henvendte sig via e-konsultationen med mistanke om en depression. Disciplinærnævnet kan oplyse, at diagnosen depression og igangsættelse af behandling herfor bør gøres med omtanke, specielt hos yngre personer, da forsikrings- og pensionsforhold senere i livet kan blive påvirket af denne diagnose. Derfor bør diagnosen ikke stilles ud fra en depressionstest alene, men ud fra en bredere vurdering efter minimum 2 samtaler. På baggrund heraf var der ikke indikation for at opstarte ████ i behandling for en depression. Den omstændighed, at ████ den 4. maj 2020 havde henvendt sig med oplysning om humørsvingninger medfører ikke at praktiserende læge Person1 burde have iværksat behandling for depression, idet det var relevant at tilskrive disse humørsvingninger til påvirkning af minipillerne.
Den omstændighed, at ████ valgte, at skifte lægehus førend en eventuel opfølgning på hendes tilstand og vurdering af om behandling for depression kunne iværksættes, kan ikke komme praktiserende læge Person1 til last, idet hun herved ikke fik muligheden for at iværksætte opfølgningen.
Disciplinærnævnet finder på den baggrund, at praktiserende læge Person1 handlede i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling af ████ i perioden fra den 19. februar 2020 til den 7. januar 2021 i Behandlingssted 1.
2. KLAGEPUNKT
Der er klaget over, at praktiserende læge Person1 ikke indhentede et tilstrækkeligt informeret samtykke forud for ordinationen af minipiller til ████ i Behandlingssted 1, den 19. februar 2020
Disciplinærnævnet har forstået, at det centrale i klagen er:
- at ████ ikke blev tilstrækkeligt informeret forud for ordinationen af minipiller
SAGSFREMSTILLING
Den 19. februar 2020 blev ████ tilset af praktiserende læge Person1 i Behandlingssted 1. Ved konsultationen fik ████ ordineret prævention i form af minipiller.
Disciplinærnævnet har, medmindre andet er anført, taget udgangspunkt i oplysningerne i journalen.
BEGRUNDELSE
Det fremgår af sundhedslovens § 15, at ingen behandling som udgangspunkt må indledes eller fortsættes uden patientens informerede samtykke. Samtykket skal være givet til en konkret behandling og på baggrund af fyldestgørende information fra en sundhedsperson.
En patient har ret til at få information om sin helbredstilstand og om behandlingsmulighederne, herunder om risiko for komplikationer og bivirkninger. Informationen skal være mere omfattende, når behandlingen medfører nærliggende risiko for alvorlige komplikationer og bivirkninger. Dette fremgår af sundhedslovens § 16, stk. 1 og 4.
Det fremgår af Sundhedsstyrelsens vejledning om information og samtykke punkt 2.3 og 3.3, at sundhedspersonen som udgangspunkt skal give information om alvorlige og ofte forekommende komplikationer. Når der er tale om alvorlige og sjældent forekommende eller bagatelagtige og ofte forekommende komplikationer, skal sundhedspersonen ofte give information herom. Der kan som udgangspunkt ikke stilles krav om, at sundhedspersonen skal informere om bagatelagtige og sjældent forekommende komplikationer. Vurderingen, af hvornår der skal gives information, beror dermed på sundhedspersonens skøn.
Det fremgår af klagen, at ████ ikke blev informeret om bivirkninger ved minipiller i forbindelse med ordinationen heraf den 19. februar 2020.
Det fremgår af en udtalelse til sagen fra praktiserende læge Person1, at hun i forbindelse med ordinationen informerede om brugen af minipiller, herunder kort om bivirkninger, men at hun ikke gik i dybden med dem. Videre fremgår det, at ████ blev henvist til at orientere sig i indlægssedlen.
Der foreligger således modstridende oplysninger fra ████ og praktiserende læge Person1 om, hvorvidt ████ blev informeret om bivirkninger ved minipiller i forbindelse med ordinationen.
Disciplinærnævnet har lagt vægt på:
- at det fremgår at journalen, at ████ i forbindelse med ordinationen den 19. februar 2020 blev informeret om adskillige andre forhold der også skal italesættes ved ordination af ny prævention, herunder blandt andet vaccinationsdækning, test for kønssygdomme, og det danske celleskrab-program.
- at der ikke foreligger yderligere oplysninger i sagen, der kan understøtte den ene forklaring frem for den anden.
- at disciplinærnævnet ikke har mulighed for at få sagen yderligere belyst, da nævnet træffer afgørelse på skriftligt grundlag og i modsætning til domstolene ikke har mulighed for at afhøre parter og vidner i forbindelse med behandlingen af sagen.
- at kritik af en sundhedsperson er en indgribende reaktion, og nævnet finder derfor, at tvivlen skal komme den indklagede til gode.
Disciplinærnævnet finder herefter grundlag for at fastslå, at ████ modtog information om bivirkninger ved minipiller i forbindelse med ordinationen.
Disciplinærnævnet vurderer, at der ikke er grundlag for at kritisere praktiserende læge Person1 for indhentelsen af informeret samtykke.
Disciplinærnævnet har lagt vægt på:
- at ████ modtog information om bivirkninger ved minipiller i forbindelse med ordinationen heraf den 19. februar 2020. Disciplinærnævnet kan oplyse, at patienten i forbindelse med opstart på minipiller bør orienteres om den særdeles hyppige forekomst af blødningsforstyrrelser de første måneder og vigtigheden af at tage pillerne meget regelmæssigt. Ofte bør sundhedspersonen orientere om nogle af de hyppige bivirkninger, der forekommer i over 10 % af tilfældene. Endvidere er det vanligt at bede patienten orientere sig i indlægssedlen eller på medicin.dk. På baggrund heraf var der ikke grundlag for at tilbyde ████ yderligere information vedrørende eventuelle bivirkninger ved minipiller.
Disciplinærnævnet finder på den baggrund, at praktiserende læge Person1 handlede i overensstemmelse med sundhedsloven ved sin indhentelse af informeret samtykke forud for ordinationen af minipiller den 19. februar 2020 i Behandlingssted 1.
REGLER
Disciplinærnævnet har anvendt følgende regler til at træffe afgørelse i sagen:
Bekendtgørelse nr. 995 af 14. juni 2018 af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (klage- og erstatningsloven):
- § 2, stk. 1 om klager over sundhedsfaglig virksomhed
- § 3, stk. 1 om klager over sundhedsfaglig virksomhed
Bekendtgørelse nr. 731 af 8. juli 2019 af lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed (autorisationsloven):
- § 17 om omhu og samvittighedsfuldhed
Bekendtgørelse nr. 903 af 26. august 2019 af sundhedsloven:
- § 15 om informeret samtykke
- § 16 om informeret samtykke
Sundhedsstyrelsens vejledning nr. 161 af 16. september 1998 om information og samtykke og om videregivelse af helbredsoplysninger mv.:
- Punkt 2.3 om samtykkets indhold
- Punkt 3.3. om risiko for komplikationer og bivirkninger
Bekendtgørelse nr. 1447 af 15. december 2010 om forretningsorden for Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn:
- § 5, stk. 2 om kompetence for disciplinærnævnets formand og næstformænd