Tilstrækkelig information om muligheder

Speciallæger får ikke kritik for at informere om, at der ikke var andre fagligt ligeværdige behandlingsmuligheder for fedtpudesyndrom.

Sagsnummer:

24DNU16

Offentliggørelsesdato:

mandag den 4. marts 2024

Speciale:

Reumatologi

Faggruppe:

Læger

Behandlingssted:

Øvrig speciallægepraksis

Type:

Behandling, Indhentelse af informeret samtykke

Kategori:

Vejledende og principielle afgørelser

Der gives ikke kritik til:

  • speciallæge i reumatologi Person1, Behandlingssted 1, for behandlingen.
  • speciallæge i reumatologi Person2, Behandlingssted 1, for behandlingen.

Det betyder, at speciallægerne indhentede samtykke på grundlag af fyldestgørende information.

Afgørelsen uddybes nærmere nedenfor under begrundelse.

KLAGEN

Der er klaget over, at speciallæge i reumatologi Person1 og speciallæge i reumatologi Person2 ikke indhentede et tilstrækkeligt informeret samtykke i forbindelse med behandlingen af ████ hos Behandlingssted 1, den 1. juli 2020 og den 28. april 2021.

Disciplinærnævnet har forstået, at det centrale i klagen er:

  • at ████ ikke blev tilstrækkeligt og relevant informeret om behandlingsmulighederne, herunder at hun blev oplyst, at man ikke foretog operation for fedtpudesyndrom i Danmark, samt at der ikke var evidens for operationen.

SAGSFREMSTILLING

Den 1. juli 2020 var 19-årige ████ til konsultation hos speciallæge i reumatologi Person1 hos Behandlingssted 1, hvor hun i en længere perioden havde været til udredning for en smerteproblematik i sin venstre fod. Ved konsultationen oplyste ████, at hun var blevet bekendt med, at det var muligt at udføre fedttransplantation for fedtpudesyndrom i Land A. Speciallæge i reumatologi Person1 oplyste hende, at han kunne konferere med en kollega herom og undersøge litteraturen. Speciallægen foretog en måling af fedtpudetykkelsen, der indikerede fedtpudesyndrom på ████s venstre fod.

Den 28. april 2021 var ████ til konsultation hos speciallæge i reumatologi Person2. ████ oplevede uændrede gener trods tiltag, og havde besluttet sig for at gennemføre operation med fedtpudetransplantation i Land A. speciallæge i reumatologi Person2 oplyste ████ om, at der ikke var evidens for effekten af operationen, og vejledte om de konservative behandlingstiltag i form af øvelser, skoindlæg, og brug af speciallavet skotøj. ████s behandlingsforløb blev herefter afsluttet, idet der ikke var yderligere behandlingstilbud.

Det fremgår af klagen, at ████ efterfølgende fandt ud af, at det var muligt at få foretaget operation med fedttransplantation for fedtpudesyndrom i Danmark.

BEGRUNDELSE

Det fremgår af sundhedslovens § 15, at ingen behandling som udgangspunkt må indledes eller fortsættes uden patientens informerede samtykke. Samtykket skal være givet til en konkret behandling og på baggrund af fyldestgørende information fra en sundhedsperson.

En patient har ret til at få information om sin helbredstilstand og om behandlingsmulighederne, herunder om risiko for komplikationer og bivirkninger. Informationen skal være mere omfattende, når behandlingen medfører nærliggende risiko for alvorlige komplikationer og bivirkninger. Dette fremgår af sundhedslovens § 16, stk. 1 og 4.

Oplysninger om helbredstilstand og behandlingsmuligheder omfatter alle for patienten relevante oplysninger om helbred, sygdom, undersøgelsesmetoder, herunder også oplysninger om relevante forebyggelses-, behandlings- og plejemuligheder, samt oplysninger om konsekvenserne af, at der ingen behandling iværksættes. Sundhedspersonen skal derudover informere om eventuelle andre fagligt ligeværdige behandlingsmuligheder. Skønnes patienten i øvrigt at være uvidende om forhold, der har betydning for patientens stillingtagen, skal sundhedspersonen særligt oplyse herom, medmindre patienten har frabedt sig information. Dette følger af Sundhedsstyrelsens vejledning om information og samtykke punkt 2.3, og af sundhedslovens § 16, stk. 4 og 5.

Det fremgår af klagen, at speciallæge i reumatologi Person1 og speciallæge i reumatologi Person2 oplyste ████ om, at der ikke fandtes en operation for fedtpudesyndrom i Danmark. Det fremgår videre af klagen, at speciallægerne informerede ████ om, at der ikke var evidens for operativ behandling af fedtpudesyndrom. Videre fremgår det af klagen, at ████ efterfølgende fandt ud af, at det var muligt at få foretaget operation med fedttransplantation for fedtpudesyndrom i Danmark.

Det fremgår af journalen, at speciallæge i reumatologi Person1 oplyste ████ om, at han kunne konferere med en kollega og undersøge i litteraturen. Det fremgår videre af journalen, at ████ fik oplyst af speciallæge i reumatologi Person2, at der ikke var evidens for effekt af operation for fedtpudesyndrom.

Det fremgår derimod ikke af journalen, at ████ blev oplyst om, at der ikke fandtes operativ behandling af fedtpudesyndrom i Danmark.

Det fremgår af en udtalelse til sagen fra speciallæge i reumatologi Person1 og speciallæge i reumatologi Person2, at de ikke kendte til operation for fedtpudesyndrom, hvorfor de undersøgte behandlingsmuligheden i litteraturen og hos en speciallæge på et sygehus. Der kunne ikke findes evidens for indgrebet eller information om, at indgrebet kunne udføres i Danmark.

Disciplinærnævnet finder herefter ikke grundlag for at fastslå, at speciallæge i reumatologi Person1 og speciallæge i reumatologi Person2 var bekendt med, at der kunne foretages operation mod fedtpudesyndrom i Danmark.

Disciplinærnævnet bemærker, at der ikke på behandlingstidspunktet, den 1. juli 2020 og den 28. april 2021, var et andet ligeværdigt behandlingstilbud til behandling for fedtpudesyndrom.

Disciplinærnævnet vurderer, at der ikke er grundlag for at kritisere speciallæge i reumatologi Person1 for indhentelsen af informeret samtykke.

Disciplinærnævnet har lagt vægt på:

  • at speciallæge i reumatologi Person1 på relevant vis informerede ████ om hendes helbredstilstand, idet han informerede om at der ved undersøgelsen var fundet tegn på fedtpudesyndrom, og at speciallægen på relevant vis informerede ████ om, at der ham bekendt ikke fandtes operative behandlings- og forebyggelsestiltag mod fedtpudesyndrom, men at han ville konferere med en kollega og selv søge i litteraturen.
  • at det er disciplinærnævnets opfattelse, at der ikke var andre fagligt ligeværdige behandlingsmuligheder for fedtpudesyndrom ved konsultationen den 1. juli 2020, hvorfor speciallægen således ikke burde have informeret herom.

Disciplinærnævnet finder på den baggrund, at speciallæge i reumatologi Person1 handlede i overensstemmelse med sundhedsloven ved sin indhentelse af informeret samtykke forud for behandlingen af ████, den 1. juli 2020, hos Behandlingssted 1.

Disciplinærnævnet vurderer videre, at der ikke er grundlag for at kritisere speciallæge i reumatologi Person2 for indhentelsen af informeret samtykke.

Disciplinærnævnet har lagt vægt på:

  • at speciallæge i reumatologi Person2 på relevant vis informerede ████ om relevante behandlings- og forebyggelsesmuligheder, idet speciallægen ved konsultation den 28. april 2021 vejledte om de konservative behandlingstiltag i form af øvelser, skoindlæg, og brug af speciallavet skotøj.
  • at en patient skal informeres om sin helbredstilstand og om behandlingsmulighederne, herunder om risiko for komplikationer og bivirkninger. Det er disciplinærnævnets opfattelse, at information om manglende evidens ved et konkret behandlingstiltag er omfattet af patientens ret til information om behandlingsmuligheder, hvorfor det var relevant, at speciallægen informerede om, at der ikke var fundet evidens for operation for fedtpudesyndrom, samt informerede om, at der ikke var andre behandlingsmuligheder i reumatologisk regi.
  • at det er disciplinærnævnets opfattelse, at der ikke var andre fagligt ligeværdige behandlingsmuligheder for fedtpudesyndrom ved konsultationen den 28. april 2021, hvorfor speciallægen således ikke burde have informeret herom. Disciplinærnævnet bemærker, at der efter nævnets opfattelse ligeledes ikke på behandlingstidspunktet var fundet evidens for operation for fedtpudesyndrom.

Disciplinærnævnet finder på den baggrund, at speciallæge i reumatologi Person2 handlede i overensstemmelse med sundhedsloven ved sin indhentelse af informeret samtykke forud for behandlingen af ████, den 28. april 2020, hos Behandlingssted 1.

REGLER

Disciplinærnævnet har anvendt følgende regler til at træffe afgørelse i sagen:

Bekendtgørelse nr. 995 af 14. juni 2018 af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (klage- og erstatningsloven):

  • § 2, stk. 1, om klager over sundhedsfaglig virksomhed
  • § 3, stk. 1, om klager over sundhedsfaglig virksomhed

Bekendtgørelse nr. 731 af 8. juli 2019 af lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed (autorisationsloven):

  • § 17 om omhu og samvittighedsfuldhed

Bekendtgørelse nr. 1447 af 15. december 2010 om forretningsorden for Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn:

  • § 5, stk. 2, om kompetence for disciplinærnævnets formand og næstformænd

Bekendtgørelse nr. 210 af 27. januar 2022 af sundhedsloven:

  • § 15 om informeret samtykke
  • § 16 om informeret samtykke

Sundhedsstyrelsens vejledning nr. 161 af 16. september 1998 om information og samtykke og om videregivelse af helbredsoplysninger mv.:

  • Punkt 2.3 om samtykkets indhold