Information til 17-årigs forældre

Praktiserende læge får ikke kritik for at forældremyndighedsindehaver ikke blev informeret inden en 17-årig blev henvist til et psykiatrisk ambulatorium til udredning for OCD.

Sagsnummer:

24DNU09

Offentliggørelsesdato:

mandag den 4. marts 2024

Speciale:

Almen medicin, incl. Vagtlæger

Faggruppe:

Læger

Behandlingssted:

Almen praksis/vagtlæger

Type:

Behandling, Indhentelse af informeret samtykke

Kategori:

Vejledende og principielle afgørelser

Der gives ikke kritik til:

  • praktiserende læge Person1, Behandlingssted 1, for behandlingen og for indhentelse af informeret samtykke.

Det betyder, at praktiserende læge Person1 udviste tilstrækkelig omhu og samvittighedsfuldhed ved behandlingen.

Det betyder videre, at praktiserende læge Person1 indhentelse samtykke var tilstrækkelig.

Afgørelsen uddybes nærmere nedenfor under begrundelse.

1. KLAGEPUNKT

Der er klaget over, at ████ ikke modtog en korrekt behandling af praktiserende læge Person1 hos Behandlingssted 1, den 2. marts 2021.

Disciplinærnævnet har forstået, at det centrale i klagen er:

  • at henvisningen ikke var relevant, henset ████s øvrige behandling.

SAGSFREMSTILLING

Disciplinærnævnet har, medmindre andet er anført, taget udgangspunkt i oplysningerne i journalen.

Den 2. marts 2021 blev 17-årige ████ tilset af praktiserende læge Person1 hos Behandlingssted 1, da hun i gennem tre til fire år havde haft tvangstanker og tvangshandlinger i lettere grad. Siden 2018 havde hun haft selvskadende adfærd og selvmordstanker, og hun havde i skoleregi haft god effekt af støttesamtaler. Siden hendes far i september 2020 havde fået konstateret kræft, var hendes OCD-symptomer forværrede. Praktiserende læge Person1 henviste til udredning for OCD.

Det fremgår af klagen, at praktiserende læge Person1 ikke tog højde for, at der var påbegyndt et socialfagligt behandlingsforløb i kommunalt regi.

BEGRUNDELSE

Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn behandler klager fra patienter over autoriserede sundhedspersoners sundhedsfaglige virksomhed og træffer afgørelse om, hvorvidt den sundhedsfaglige virksomhed har været kritisabel. Det følger af klage- og erstatningslovens § 2, stk. 1, og § 3, stk. 1.

En autoriseret sundhedsperson er under udøvelsen af sit sundhedsfaglige virke forpligtet til at udvise omhu og samvittighedsfuldhed. Det følger af autorisationslovens § 17. Disciplinærnævnet tager ved sin vurdering af sagen således stilling til, om en sundhedsperson har handlet i overensstemmelse med ”normen for almindelig anerkendt faglig standard”. Dette er udtryk for, hvad der må forventes af en almindelig god sundhedsperson med den erfaring, som den pågældende har på behandlingstidspunktet. Disciplinærnævnet tager ved afgørelsen ikke stilling til, om patienten har modtaget den bedst mulige behandling.

Disciplinærnævnet vurderer, at der ikke er grundlag for at kritisere praktiserende læge Person1 for behandlingen.

Disciplinærnævnet har herved lagt vægt på:

  • at henvisningen til udredning for OCD var relevant, til trods for at ████ var i behandling i kommunalt regi, henset til sygehistorien som rejste mistanke om tvangstanker og –handlinger. OCD behandles dels med psykologiske og socialfaglige tiltag, og dels med medicinsk behandling. Den medicinske behandling iværksættes normalt ikke i almen praksis, hvorfor man ved tvivl om diagnosen eller behovet for medicinsk behandling, skal henvise til yderligere udredning i børne- og ungepsykiatrien.

Disciplinærnævnet kan oplyse, at diagnosticering og vurdering af behovet for yderligere udredning er en lægefaglig vurdering. Det kan videre oplyses, at praktiserende læger ikke er pålagt pligt til i detaljer, at sætte sig ind i den kommunale indsats, da diagnostik og vurdering af behovet for medicinsk behandling, normalt ikke kan foretages i psykologer eller socialfagligt personale i kommunalt regi.

Disciplinærnævnet finder på den baggrund, at praktiserende læge Person1 handlede i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling af ████ den 2. marts 2021.

2. KLAGEPUNKT

Der er klaget over, at praktiserende læge Person1 ikke indhentede et tilstrækkeligt informeret samtykke forud for fremsendelse af henvisningen, den 2. marts 2021.

Disciplinærnævnet har forstået, at det centrale i klagen er:

  • at der ikke blev indhentet et tilstrækkeligt informeret samtykke fra forældremyndighedsindehaverene forud for henvisningen til Afdeling A.

SAGSFREMSTILLING

Den 2. marts 2021 sendte praktiserende læge Person1 en henvisning til Afdeling A, hvori han anmodede om udredning af ████s OCD-symptomer.

Det fremgår af klagen, at forældremyndighedsindehaverene ikke blev informeret forud for fremsendelsen af en henvisning til udredning for OCD.

Det fremgår af en udtalelse til sagen fra praktiserende læge Person1, at ████ var over 15 år, og derfor selv kunne bestemme, om hun ville lade sig henvise. Det fremgår videre af udtalelsen, at det var lægens opfattelse, at ████ inddrog sine forældre i hendes sygdomsforløb, og at forældrene under alle omstændigheder ville blive orienteret via e-boks, da ████ var under 18 år.

BEGRUNDELSE

Det fremgår af sundhedslovens § 15, at ingen behandling som udgangspunkt må indledes eller fortsættes uden patientens informerede samtykke. Samtykket skal være givet til en konkret behandling og på baggrund af fyldestgørende information fra en sundhedsperson.

En patient, der er fyldt 15 år, kan selv give informeret samtykke til behandling. Dette fremgår af Sundhedslovens § 17. Det fremgår videre, at forældremyndighedens indehaver skal have information og inddrages i den mindreåriges stillingtagen.

Disciplinærnævnet vurderer, at der ikke er grundlag for at kritisere praktiserende læge Person1 for indhentelsen af informeret samtykke.

Disciplinærnævnet har lagt vægt på:

  • at ████ var 17 år, og derfor selv kunne give informeret samtykke til henvisningen.
  • at forældremyndighedsindehaverne ville blive orienteret om henvisningen via e-boks, da ████ var under 18 år. Det fremgår derudover, at praktiserende læge Person1s udtalelse til sagen, at det var hans opfattelse, at ████ inddrog sine forældre i hendes sygdomsforløb.

Disciplinærnævnet finder på den baggrund, at praktiserende læge Person1 handlede i overensstemmelse med sundhedsloven ved sin indhentelse af informeret samtykke forud for fremsendelse af henvisningen den 2. marts 2021.

REGLER

Disciplinærnævnet har anvendt følgende regler til at træffe afgørelse i sagen:

Bekendtgørelse nr. 995 af 14. juni 2018 af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (klage- og erstatningsloven):

  • § 2, stk. 1 om klager over sundhedsfaglig virksomhed
  • § 3, stk. 1 om klager over sundhedsfaglig virksomhed

Bekendtgørelse nr. 731 af 8. juli 2019 af lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed (autorisationsloven):

  • § 17 om omhu og samvittighedsfuldhed

Bekendtgørelse nr. 1447 af 15. december 2010 om forretningsorden for Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn:

  • § 5, stk. 2 om kompetence for disciplinærnævnets formand og næstformænd

Bekendtgørelse nr. 903 af 26. august 2019 af sundhedsloven:

  • § 17 om informeret samtykke

Sundhedsstyrelsens vejledning nr. 161 af 16. september 1998 om information og samtykke og om videregivelse af helbredsoplysninger mv.:

Punkt 2.3 om samtykkets indhold