Utilstrækkelig sygehistorie

Vagtlæge Henrik Palmquist (aut. ID 00GBY) får kritik for ikke at optage en tilstrækkelig sygehistorie hos en patient, som var i behandling med prednisolon og havde et dysreguleret stofskifte. (Offentliggøres pga. gentagen kritik)

Sagsnummer:

24DNM84

Offentliggørelsesdato:

torsdag den 19. september 2024

Speciale:

Almen medicin, incl. Vagtlæger

Faggruppe:

Læger

Behandlingssted:

Almen praksis/vagtlæger

Type:

Behandling

Kategori:

Afgørelser med navn

Der gives kritik til:

vagtlæge Henrik Palmquist (00GBY), Lægevagten i Region A, for behandlingen den 27. januar 2020.

Det betyder, at vagtlæge Henrik Palmquist ikke udviste tilstrækkelig omhu og samvittighedsfuldhed ved behandlingen.

KLAGEN

Der er klaget over, at P1 ikke modtog en korrekt behandling af vagtlæge Henrik Palmquist hos Lægevagten, Region A, den 27. januar 2020.

Disciplinærnævnet har forstået, at det centrale i klagen er:

  • at P1 ikke modtog relevant og tilstrækkelig behandling henset til hendes symptomer ved den telefoniske kontakt til vagtlægen, herunder at hun burde være henvist til undersøgelse i Region A.

SAGSFREMSTILLING

Disciplinærnævnet har, medmindre andet er anført, taget udgangspunkt i oplysningerne i journalen.

Den 27. januar 2020 kontaktede 62-årige P1 Region A. Hun var i telefonisk kontakt med vagtlæge Henrik Palmquist, hvor hun oplyste, at hun rystede og havde kastet op i 4 dage. Hun blev spurgt til, om der var feber, samt hvorvidt hun kunne drikke og tisse. Hun oplyste endvidere, at hun var kendt med stofskifteproblemer, stofskiftet havde tidligere været for højt, men var nu for lavt, der var derfor pågående justeringer af medicinen. 

Det fremgår af klagen, at P1 dagen efter blev fundet uden vejrtrækning, at hun blev hentet af ambulance og indlagt. Det fremgår endvidere, at det den 29. januar 2020 blev konkluderet, at hun havde en svær infektion og formentlig ikke ville overleve. Hun afgik ved døden den 30. januar 2020.

BEGRUNDELSE

Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn behandler klager fra patienter over autoriserede sundhedspersoners sundhedsfaglige virksomhed og træffer afgørelse om, hvorvidt den sundhedsfaglige virksomhed har været kritisabel. Det følger af klage- og erstatningslovens § 2, stk. 1, og § 3, stk. 1.

En autoriseret sundhedsperson er under udøvelsen af sit sundhedsfaglige virke forpligtet til at udvise omhu og samvittighedsfuldhed. Det følger af autorisationslovens § 17. Disciplinærnævnet tager ved sin vurdering af sagen således stilling til, om en sundhedsperson har handlet i overensstemmelse med ”normen for almindelig anerkendt faglig standard”. Dette er udtryk for, hvad der må forventes af en almindelig god sundhedsperson med den erfaring, som den pågældende har på behandlingstidspunktet. Disciplinærnævnet tager ved afgørelsen ikke stilling til, om patienten har modtaget den bedst mulige behandling.

Disciplinærnævnet vurderer, at der er grundlag for at kritisere vagtlæge Henrik Palmquist for behandlingen. 

Disciplinærnævnet har lagt vægt på:

  • at telefonkonsultationen med vagtlæge Henrik Palmquist den 27. januar 2020 var under normen for almindelig anerkendt faglig standard, idet der ikke blev efterspurgt en tilstrækkelig sygehistorie fra P1.
  • at P1 lød upåvirket i telefonen, men oplyste, at hendes stofskifte havde været for højt, så for lavt, og at hun nu var i behandling med prednisolon. Hun oplyste endvidere, at hun havde kastet op igennem fire dage og rystede på hænderne, men var usikker på, om hun havde feber, idet hun ikke havde et termometer.
  • at behandling med prednisolon kan føre til undertrykkelse af immunsystemet, hvilket gør, at kroppen er mere modtagelig for infektioner, samt at et klassisk symptom på infektion i form af feber ofte ikke er fremtrædende.
  • at P1’s oplysninger om medicinering med prednisolon, samt at hendes stofskiftebehandling ikke var velreguleret, burde have medført yderligere spørgsmål og opmærksomhed fra vagtlæge Henrik Palmquist, idet behandling med prednisolon dæmper immunforsvaret, og patienter i behandling hermed kan være meget syge af infektioner uden klassiske symptomer på infektion.

Disciplinærnævnet finder på den baggrund, at vagtlæge Henrik Palmquist handlede under normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling af P1 den 27. januar 2020 hos Lægevagten i Region A.

REGLER

Disciplinærnævnet har anvendt følgende regler til at træffe afgørelse i sagen:

Bekendtgørelse nr. 995 af 14. juni 2018 af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (klage- og erstatningsloven):

  • § 2, stk. 1, om klager over sundhedsfaglig virksomhed
  • § 3, stk. 1, om klager over sundhedsfaglig virksomhed

Bekendtgørelse nr. 731 af 8. juli 2019 af lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed (autorisationsloven):

  • § 17 om omhu og samvittighedsfuldhed