Kritik med indskærpelse for manglende transport
Vagtlæge Henrik Palmquist (aut. ID 00GBY) får kritik med indskærpelse for ikke at sende en liggende transport til kvinde med symptomer på graviditet uden for livmoderen, og som ikke kunne sidde i en bil pga. smerter. (Offentliggøres pga. kritik med indskærpelse)
Sagsnummer:
24DNM83
Offentliggørelsesdato:
torsdag den 19. september 2024
Speciale:
Almen medicin, incl. Vagtlæger
Faggruppe:
Læger
Behandlingssted:
Almen praksis/vagtlæger
Type:
Behandling
Kategori:
Afgørelser med navn
Kritik med indskærpelse
Vagtlæge Henrik Palmquist (aut. ID 00GBY) fra Lægevagten i Region A får kritik med indskærpelse for behandlingen den 3. februar 2024.
Klagen
Du har klaget over, at du ikke fik en korrekt behandling af vagtlæge Henrik Palmquist hos Lægevagten i Region A, den 3. februar 2024.
Vi har forstået, at det centrale i din klage er, at:
- du ikke modtog en relevant og tilstrækkelig behandling af dine mavesmerter, herunder at der ikke blev sendt en ambulance.
Sagsfremstilling
Vi har brugt oplysningerne i journalen, hvis vi ikke har skrevet andet.
Den 3. februar 2024 kl. 13.49 kontaktede du som 37-årig Lægevagten i Region A, da du havde smerter i maven og underlivet. Du oplyste, at du havde taget en positiv graviditetstest, og at dit HCG var blevet målt til 14.000. Du oplyste videre, at du havde fået foretaget en vaginalskanning hos din praktiserende læge, som ikke havde påvist noget. Du oplyste endvidere, at du aktuelt havde haft et par timers smerter, men ingen blødning. Det blev noteret, at du lød smerteplaget, og der blev herefter konfereret med en gynækologisk forvagt, som ønskede at modtage dig direkte på afdelingen.
Kl. 14.04 kontaktede du igen Lægevagten i Region A, hvor du kom til at tale med vagtlæge Henrik Palmquist, da du havde spørgsmål vedrørende transport til sygehuset.
Det fremgår af en lydfil fra opkaldet, at du oplyste, at du havde mange smerter, samt at du ikke kunne rejse dig op fra sengen. Du oplyste videre, at du ikke selv kunne komme ud på sygehuset, og at du var nødt til at få en ambulance. Vagtlæge Henrik Palmquist spurgte herefter, om du ikke kunne sidde i en bil, hvortil du svarende nej. Vagtlægen oplyste, at han ikke kunne forstå, at du skulle have en liggende transport, samt at han ikke ville sende en ambulance med udrykning. Vagtlægen oplyste videre, at du burde kunne sidde i en bil eller ligge på bagsædet. Vagtlægen oplyste endvidere, at han godt kunne bestille en transport, men at der kunne gå 2 timer, før denne kunne hente dig, hvortil du oplyste, at du ikke kunne bruge det til noget. Vagtlægen oplyste herefter, at du selv måtte sørge for at komme til sygehuset.
Du har oplyst, at du efterfølgende besvimede i din opgang, hvorefter der blev ringet 112. Du har videre oplyst, at der kom en ambulance, som kørte dig til sygehuset, hvor du fik foretaget en akut operation.
Begrundelse
Vi behandler klager fra patienter over autoriserede sundhedspersoners sundhedsfaglige virksomhed. En autoriseret sundhedsperson skal udvise omhu og samvittighedsfuldhed i sit sundhedsfaglige virke.
Vi vurderer i vores afgørelse, om den sundhedsfaglige virksomhed har været kritisabel. Det betyder, at vi tager stilling til, om en sundhedsperson har handlet i overensstemmelse med ”normen for almindelig anerkendt faglig standard”. Normen er udtryk for, hvad der må forventes af en almindelig god sundhedsperson med den erfaring, sundhedspersonen har på behandlingstidspunktet.
Vi tager ikke stilling til, om en patient har modtaget den bedst mulige behandling.
Vi har modtaget partshøringssvar fra vagtlæge Henrik Palmquist. Partshøringssvaret er indgået i den samlede vurdering af sagen.
Vores resultat
Vi vurderer, at der er grundlag for at kritisere vagtlæge Henrik Palmquist for behandlingen.
Vi har lagt vægt på, at:
- du ikke modtog en relevant og tilstrækkelig behandling af dine mavesmerter, da der ikke blev bestilt en liggende transport. Du oplyste, at du var gravid, at du ikke kunne sidde i en bil, og at du havde betydelige smerter i maven. Der var dermed indikation for at bestille en liggende transport, således at der blev taget hensyn til din tilstand og de begrænsninger, som du oplevede.
- en kørselstype C dækker hastende, liggende og behandlingskrævende patienttransport i ambulance i de tilfælde, hvor patienten har behov for monitorering og behandling under transporten. Denne transporttype havde været relevant i din situation, da du ikke kunne sidde op og havde betydelige mavesmerter.
- kraftige mavesmerter og en positiv graviditetstest kan være tegn på en ektopisk graviditet, når en ultralydsskanning ikke viser noget foster i livmoderen. En ektopisk graviditet opstår, når et befrugtet æg ikke implanterer sig i livmoderen, men uden for livmoderen, ofte i æggelederen. Det kan forårsage kraftige mavesmerter, især hvis æggelederen brister, hvilket kan medføre alvorlig og livstruende blødning. En ektopisk graviditet indebærer altid en potentiel risiko for kvindens helbred, selvom symptomerne måske ikke er åbenlyse. Det er derfor vigtigt at være opmærksom på denne tilstand, som potentielt er livstruende.
Vi vurderer, at det er en skærpende omstændighed, at vagtlæge Henrik Palmquist ikke sendte en liggende transport med henblik på at få afklaret, om der var tale om en graviditet uden for livmoderen, henset til at dit HCG var blevet målt til 14.000, dine øvrige symptomer, samt at du få dage forinden var blevet skannet, uden at der var fundet graviditet i livmoderen.
Vagtlæge Henrik Palmquist har derfor handlet væsentligt under normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling af dig den 3. februar 2024 hos Lægevagten i Region A.
Vagtlæge Henrik Palmquist skal samtidig udvise større omhu i sit fremtidige virke.
Offentliggørelse
Afgørelsen vil blive offentliggjort på vores hjemmeside og på sundhed.dk med angivelse af vagtlæge Henrik Palmquists titel, navn og autorisationsID.
Afgørelsen vil blive offentliggjort, da vi har indskærpet over for vagtlæge Henrik Palmquist at udvise større omhu i sit fremtidige virke.
Afgørelsen vil videre blive offentliggjort, da det er tredje gang inden for de sidste 5 år, vi giver kritik til vagtlæge Henrik Palmquist. Således gav vi kritik til vagtlæge Henrik Palmquist i afgørelse af den 5. marts 2020 og i afgørelse af den 30. maj 2022. Disse afgørelser vil derfor også blive offentliggjort, da de er omfattet af offentliggørelsesordningen.
Afgørelsen af den 5. marts 2020 har imidlertid tidligere været offentliggjort. Den offentliggøres derfor ikke igen.
Patientens navn og alle andre navne, herunder stednavne og navne på sygehuse og afdelinger, vil blive anonymiseret ved offentliggørelsen.
Regler
Vi har afgjort sagen efter:
Bekendtgørelse nr. 9 af 4. januar 2023 af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (klage- og erstatningsloven)
- § 2, stk. 1, om klager over sundhedsfaglig virksomhed
- § 3, stk. 1, om klager over sundhedsfaglig virksomhed
- § 17 om offentliggørelse af afgørelse om sundhedspersoners sundhedsfaglige virksomhed
Bekendtgørelse nr. 895 af 26. juni 2024 af lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed (autorisationsloven)
- § 17 om omhu og samvittighedsfuldhed
- Bekendtgørelse nr. 1109 af 11. september 2015 om offentliggørelse af afgørelser m.v. i klagesager på sundhedsområdet§ 3, stk. 1, nr. 2 om kritik med indskærpelse
- § 3, stk. 1, nr. 3 om tre gange kritik inden for 5 år
- § 9, stk. 2 om tidligere offentliggjorte afgørelser