Utilstrækkelig behandling af brud

Overlæge Steen Taudal Jørgensen (aut.ID 00HCR) får kritik for utilstrækkelig behandling af brud i patients ben. (offentliggøres pga. gentagen kritik)

Sagsnummer:

24DNM68

Offentliggørelsesdato:

onsdag den 11. september 2024

Speciale:

Ortopædkirurgi, Almen medicin, incl. Vagtlæger

Faggruppe:

Læger

Behandlingssted:

Sygehuse/hospitaler

Type:

Behandling

Kategori:

Afgørelser med navn

Afgørelse

Der gives kritik til:

  • overlæge Steen Taudal Jørgensen (aut. ID 00HCR), Afdeling A, Hospital A, for behandlingen den 8. april 2021 til den 10. august 2021.

Der gives ikke kritik til:

  • praksisreservelæge Person1 (aut. ID ████), hos Behandlingssted 1, for behandlingen.

Det betyder, at overlæge Steen Taudal Jørgensen ikke udviste tilstrækkelig omhu og samvittighedsfuldhed ved behandlingen.

Afgørelsen uddybes nærmere nedenfor under begrundelse.

1. Klagepunkt

Der er klaget over, at ████ ikke modtog en korrekt behandling af overlæge Steen Taudal Jørgensen på Afdeling A, Hospital A, i perioden fra den 8. april 2021 til den 10. august 2021.

Disciplinærnævnet har forstået, at det centrale i klagen er, at:

  • hun ikke fik en relevant og tilstrækkelig behandling af venstre ben, da skinnen blev fjernet for tidligt, og skader på korsbånd og ledbånd ikke blev behandlet
  • der ikke blev reageret relevant og tilstrækkeligt på, at hun havde vedvarende smerter og hævelse omkring venstre knæ

Sagsfremstilling

Disciplinærnævnet har, medmindre andet er anført, taget udgangspunkt i oplysningerne i journalen.

Den 8. april 2021 var ████ på 16 år til en kontrolkonsultation hos overlæge Steen Taudal Jørgensen på Afdeling A, Hospital A. ████ havde ti dage tidligere været i en trampolinsspringsulykke. Der var anlagt en DonJoy-skinne på benet, og hun gik med krykker. Der var foretaget en MR- og en CT-scanning, hvor der var fundet et uforskudt brud øverst på venstre skinnebensknogle. Der var væske i knæet, skade på ledkapslen og tegn på overstrækning af korsbåndet og det udvendige sideledbånd, ligesom den udvendige menisk havde skader på den forreste del.

Overlægen foretog en objektiv undersøgelse af venstre ben, hvor det blev fundet, at der var let hævelse og blodansamlinger. Der var manglende strækkeeffekt på cirka 20-30 grader, og hun kunne strække benet til cirka 90 grader. Knæet var stabilt, og der var ikke tegn på skader på korsbånd og sideledbånd. Overlægen afsluttede behandlingen med DonJoy-skinnen, og sendte en henvisning til genoptræning i kommunalt regi, samt planlagde en opfølgende kontrol en måned senere.

Den 6. maj 2021 var ████ til en kontrolkonsultation hos overlæge Steen Taudal. Overlægen foretog en objektiv undersøgelse, hvor der blev fundet normale forhold, hvorefter overlægen afsluttede forløbet.

Den 10. august 2021 blev ████ tilset af overlæge Steen Taudal efter genhenvisning fra den praktiserende læge, da hun havde vedvarende hævelse i venstre knæ. Overlægen foretog en objektiv undersøgelse, hvor det blev fundet, at der var fin bevægelighed af knæet. Der var foretaget en MR-scanning forud for konsultationen. Overlægen vurderede, at der ikke var ortopædkirurgiske behandlingsmuligheder, og anbefalede, at hun tilpassede sine aktiviteter for at undgå hævelse.

Det fremgår af klagen, at knoglen helede forkert, da skinnen blev fjernet for tidligt, og at benet derfor kunne overstrækkes med 20 grader. Det fremgår videre, at det efterfølgende har vist sig, at der muligvis var skader på korsbånd og ledbånd, som ikke er blevet behandlet. Endeligt fremgår det, at der var opstået følgeskader, som overlægen afviste at behandle, og at overlægen oplyste, at det var okay at have ondt, og at hun skulle acceptere at leve med smerterne.

Begrundelse

Disciplinærnævnet behandler klager fra patienter over autoriserede sundhedspersoners sundhedsfaglige virksomhed og træffer afgørelse om, hvorvidt den sundhedsfaglige virksomhed har været kritisabel. Det følger af klage- og erstatningslovens § 2, stk. 1, og § 3, stk. 1.

En autoriseret sundhedsperson er under udøvelsen af sit sundhedsfaglige virke forpligtet til at udvise omhu og samvittighedsfuldhed. Det følger af autorisationslovens § 17. Disciplinærnævnet tager ved sin vurdering af sagen således stilling til, om en sundhedsperson har handlet i overensstemmelse med ”normen for almindelig anerkendt faglig standard”. Dette er udtryk for, hvad der må forventes af en almindelig god sundhedsperson med den erfaring, som den pågældende har på behandlingstidspunktet. Disciplinærnævnet tager ved afgørelsen ikke stilling til, om patienten har modtaget den bedst mulige behandling.

Disciplinærnævnet vurderer, at der er grundlag for at kritisere overlæge Steen Taudal Jørgensen for behandlingen.

Disciplinærnævnet har lagt vægt på, at:

  • det ikke var relevant og tilstrækkeligt, at overlægen ved konsultationen den 8. april 2021 afsluttede behandlingen med DonJoy-skinnen og henviste til genoptræning. Bruddet burde have været behandlet med skinnen i minimum seks uger, hvorefter der skulle foretages en tæt opfølgning med røntgenkontroller, indtil bruddet var helet. Der var tale om et kompliceret brud, ligesom der var skader i bløddelene, hvilket kræver længerendevarende behandling med DonJoy-skinne og krykker, med henblik på aflastning af knæet, for at fremme helingen.
  • overlægen ved konsultationen den 10. august 2021 burde have planlagt opfølgning med røntgenkontroller, indtil bruddet var helet. Det var nødvendigt at foretage røntgenkontrollerne for at holde øje med, om bruddets stilling ændrede sig sådan, at der blev behov for en operation. Et knoglespring på 1 mm kan udvikle sig til et knoglespring på 5 mm ved forkert behandling og uden opfølgning. Der anbefales en operation ved et knoglespring på over 3-4 mm.

Disciplinærnævnet finder på den baggrund, at overlæge Steen Taudal Jørgensen handlede under normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling af ████ i perioden fra den 8. april 2021 til den 10. august 2021 på Afdeling A, Hospital A.

2. Klagepunkt

Der er klaget over, at ████ ikke modtog en korrekt behandling af praksisreservelæge Person1 hos Behandlingssted 1, i perioden fra den 3. februar 2022 til den 30. marts 2022.

Disciplinærnævnet har forstået, at det centrale i klagen er, at:

  • hun ikke modtog en relevant og tilstrækkelig behandling henset til symptomerne i venstre ben
  • hun burde have været henvist til en speciallægeklinik på et tidligere tidspunkt

Sagsfremstilling

Disciplinærnævnet har, medmindre andet er anført, taget udgangspunkt i oplysningerne i journalen.

Den 3. februar 2022 blev ████ på 17 år tilset af praksisreservelæge Person1 hos Behandlingssted 1, da hun havde forsatte smerter og hævelse i venstre knæ efter en skade i marts 2021 og et vrid i knæet i juni 2021. Praksisreservelæge Person1 foretog en objektiv undersøgelse og henviste til fysioterapi og genoptræning med henblik på styrke og smertereduktion.

Den 7. februar 2022 sendte praksisreservelægen en henvisning til en speciallægeklinik med henblik på en second opinion, efter ████ havde anmodet herom.

Begrundelse

Disciplinærnævnet henviser til ovenstående afsnit vedrørende autorisationslovens § 17 om omhu og samvittighedsfuldhed og vedrørende ”normen for almindelig anerkendt faglig standard”.

Det fremgår af klagen, at ████ og hendes forældre gentagende gange kontaktede praksisreservelægen, hvor hun igen og igen blev afvist, hvorefter hun den 30. marts 2022 krævede en henvisning til en speciallæge.

Det fremgår af journalen, at praksisreservelæge Person1 sendte en henvisning til en speciallægeklinik den 7. februar 2022.

Det fremgår videre af journalen, at praksisreservelæge Person1 kontaktede ████ den 30. marts 2022. Lægen oplyste, at han kunne forstå, at hun først kunne få en tid i august ved speciallægen, og at han syntes, at hun skulle spørge, om der var en afbudsliste, hvor man kunne blive kontaktet og møde op med kort varsel. Lægen oplyste videre, at han ikke havde mulighed for at fremskynde det yderligere.

Disciplinærnævnet har lagt vægt på, at:

  • oplysningerne i journalen generelt tillægges stor bevisværdi. Dette skyldes, at journalnotater bliver skrevet i umiddelbar tilknytning til behandlingen og således på et tidspunkt, hvor der endnu ikke er klaget over behandlingen.
  • disciplinærnævnet ikke har mulighed for at få sagen yderligere belyst, da nævnet træffer afgørelse på skriftligt grundlag, og i modsætning til domstolene ikke har mulighed for at afhøre parter og vidner i forbindelse med behandlingen af sagen.

Disciplinærnævnet finder herefter ikke grundlag for at fastslå, at ████ og hendes forældre gentagende gange kontaktede praksisreservelægen, hvor hun igen og igen blev afvist, hvorefter hun den 30. marts 2022 krævede en henvisning til en speciallæge.

Disciplinærnævnet vurderer, at der ikke er grundlag for at kritisere praksisreservelæge Person1 for behandlingen.

Disciplinærnævnet har lagt vægt på, at:

  • praksisreservelægen den 3. februar 2022 på relevant vis henviste til fysioterapi og genoptræning med henblik på at styrke konstruktionerne omkring venstre knæ, da ████ havde gener fra knæet, som havde været behandlet i ortopædkirurgisk regi.
  • praksisreservelægen på relevant vis sendte en henvisning til en second opinion den 7. februar 2022, da ████ havde haft langvarige gener fra knæet og ønskede en second opinion.

Disciplinærnævnet finder på den baggrund, at praksisreservelæge Person1 handlede i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling af ████ i perioden fra den 3. februar 2022 til den 30. marts 2022 hos Behandlingssted 1.

Regler

Disciplinærnævnet har anvendt følgende regler til at træffe afgørelse i sagen:

Bekendtgørelse nr. 9 af 4. januar 2023 af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (klage- og erstatningsloven)

  • § 2, stk. 1, om klager over sundhedsfaglig virksomhed
  • § 3, stk. 1, om klager over sundhedsfaglig virksomhed

Bekendtgørelse nr. 122 af 24. januar 2023 af lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed (autorisationsloven)

  • § 17 om omhu og samvittighedsfuldhed