Kritik for indhentning af elektroniske oplysninger
Sygeplejerske Jean Geibhart (09NGR) får kritik for indhentning af oplysninger ved elektronisk opslag. Sygeplejersken havde en personlig relation til klager og var ikke sygeplejerske for vedkommende (Offentliggørelse pga. kritik med indskærpelse).
Sagsnummer:
24DNM28
Offentliggørelsesdato:
onsdag den 3. april 2024
Juridisk tema:
Opslag i patientjournaler
Kategori:
Afgørelser med navn
Kritik med indskærpelse
Sygeplejerske Jean Geibhart (09NGR) får kritik med indskærpelse for indhentning af oplysninger ved elektronisk opslag den 4. april 2019.
Klagen
Du har klaget over, at:
- sygeplejerske Jean Geibhart indhentede oplysninger i din elektroniske journal uden dit samtykke den 4. april 2019.
Sagsfremstilling
Du har oplyst, at du den 30. december 2019 opdagede via minsundhedsplatform.dk, at sygeplejerske Jean Geibhart har tilgået din journal den 4. april 2019 fra Hospital A. Hun er en tidligere ████, og du har ikke haft noget at gøre med Hospital A.
Du har fremsendt et skærmbillede fra minsundhedsplatform.dk. Det fremgår af dette, at sygeplejerske Jean Geibhart har tilgået din journal den 4. april 2019 fra Hospital A.
Sygeplejerske Jean Geibhart har ikke udtalt sig til sagen.
Vi har lagt til grund, at sygeplejerske Jean Geibhart indhentede oplysninger i din elektroniske journal den 4. april 2019.
Vi har også lagt til grund, at du ikke havde givet dit samtykke til, at sygeplejerske Jean Geibhart kunne indhente oplysninger i din elektroniske journal.
Begrundelse
Reglerne om indhentning af oplysninger ved elektronisk opslag
Sundhedspersoner kan indhente oplysninger om en patients helbred og andre fortrolige oplysninger. Det kræver dog, at det er nødvendigt i forbindelse med aktuel behandling af patienten. Aktuel behandling kan fx være undersøgelse, diagnosticering eller behandling. Indhentning kan ske med eller uden patientens samtykke.
Sundhedspersoner kan også i andre situationer indhente oplysninger uden patientens samtykke. Det gælder fx, hvis indhentningen er nødvendig for at varetage en åbenbar almen interesse, eller det sker af væsentlige hensyn til patienten, sundhedspersonen eller andre.
Det er dog et krav, at formålet med indhentningen klart overstiger hensynet til patientens ret til selv at bestemme.
Autoriserede sundhedspersoner kan nogle gange indhente oplysninger om en patients helbred og andre fortrolige oplysninger til andre formål end behandling. Det kan i nødvendigt omfang ske med patientens samtykke.
Autoriserede sundhedspersoner kan nogle gange indhente oplysninger uden patientens samtykke. Det kan fx ske, når en læge, tandlæge eller jordemoder har brug for oplysningerne til at evaluere sin egen indsats i behandlingen.
Vores resultat
Vi vurderer, at der er grundlag for at kritisere sygeplejerske Jean Geibhart for indhentning af oplysninger i din elektroniske journal.
Vi har lagt vægt på, at:
- oplysningerne i din elektroniske journal er fortrolige oplysninger, fordi det er oplysninger om dit helbred.
- sygeplejerske Jean Geibhart ikke indhentede oplysninger i din journal i forbindelse med aktuel behandling af dig.
- der ikke var andre lovlige grunde til, at sygeplejerske Jean Geibhart kunne indhente oplysninger i din journal.
Sygeplejerske Jean Geibhart har derfor ikke overholdt reglerne i sundhedsloven om indhentning af oplysninger ved elektronisk opslag den 4. april 2019.
Vi vurderer, at der er skærpende omstændigheder, fordi sygeplejerske Jean Geibhart havde en personlig relation til dig. Det burde derfor have været åbenbart for hende, at hun ikke måtte slå op på oplysninger om dig, fordi hun ikke var sygeplejerske for dig på tidspunktet for opslagene.
Vi indskærper overfor sygeplejerske Jean Geibhart at udvise større omhu i sit fremtidige virke.
Offentliggørelse
Afgørelsen vil blive offentliggjort på vores hjemmeside og på sundhed.dk med angivelse af Jean Geibharts titel, navn og autorisationsID.
Afgørelsen vil blive offentliggjort, da vi har indskærpet over for Jean Geibhart at udvise større omhu i sit fremtidige virke.
Patientens navn og alle andre navne, herunder stednavne og navne på sygehuse og afdelinger, vil blive anonymiseret ved offentliggørelsen.
Regler
Vi har afgjort sagen efter:
Love og bekendtgørelser
Bekendtgørelse nr. 9 af 4. januar 2023 af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (klage- og erstatningsloven):
- 2, stk. 1 om klager over forhold omfattet af sundhedslovens kapitel 9
- 3, stk. 1 om klager over forhold omfattet af sundhedslovens kapitel 9
- 17 om offentliggørelse af afgørelse om sundhedspersoners sundhedsfaglige virksomhed
Bekendtgørelse nr. 1109 af 11. september 2015 om offentliggørelse af afgørelser m.v. i klagesager på sundhedsområdet
- 3, stk. 1, nr. 2 om kritik med indskærpelse
Bekendtgørelse nr. 1011 af 17. juni 2023 af sundhedsloven:
- 5 om behandlingsbegrebet
- 40 om fortrolige oplysninger
- 42 a, stk. 1, om indhentning af elektroniske helbredsoplysninger m.v. i forbindelse med aktuel behandling
- 42 a, stk. 2, om indhentning af oplysninger til varetagelse af en åbenbar almen interesse
- 42 d, stk. 1, om indhentning af oplysninger til andre formål end behandling med patientens samtykke
- 42 d, stk. 2, om indhentning af oplysninger til andre formål end behandling uden patientens samtykke