Utilstrækkelig beskrivelse af røntgenundersøgelse
Speciallæge i radiologi Christian Ancher Iversen (aut.ID 00VQ9) får kritik for utilstrækkelig beskrivelse af fund på røntgenundersøgelse. (Offentliggørelse pga. gentagen kritik).
Sagsnummer:
24DNM26
Offentliggørelsesdato:
tirsdag den 5. marts 2024
Speciale:
Røntgen (radiologi), Lungesygdomme
Faggruppe:
Læger
Behandlingssted:
Øvrig speciallægepraksis
Type:
Behandling
Kategori:
Afgørelser med navn
Kritik
Speciallæge i radiologi Christian Ancher Iversen (aut. ID 00VQ9) fra Behandlingssted 1 får kritik for behandlingen den 4. november 2022.
Speciallæge i lungesygdomme Person1 (aut. ID ████) fra Behandlingssted 2 får kritik for behandlingen den 8. december 2022.
1. klagepunkt
Der er klaget over, at du ikke modtog en korrekt behandling af speciallæge i radiologi Christian Ancher Iversen på Behandlingssted 1, den 4. november 2022.
Vi har forstået, at det centrale i klagen er, at:
- speciallægen overså at du havde lungekræft.
Sagsfremstilling
Vi har brugt oplysningerne i journalen, hvis vi ikke har skrevet andet.
Den 4. november 2022 fik du som 70-årig foretaget en røntgenundersøgelse af brystkassen. Røntgenundersøgelsen blev foretaget af speciallæge i radiologi Christian Iversen på Behandlingssted 1.
I henvisningen til Behandlingssted 1 fremgik det, at du havde været smittet med COVID-19 tre måneder forinden, og siden da havde haft daglig tør hoste med fornemmelse af åndenød ved fysisk anstrengelse.
Du har oplyst, at du 3½ måned senere fik foretaget endnu en røntgenundersøgelse, der viste, at du havde en meget stor central lungetumor.
Begrundelse
Vi behandler klager fra patienter over autoriserede sundhedspersoners sundhedsfaglige virksomhed. En autoriseret sundhedsperson skal udvise omhu og samvittighedsfuldhed i sit sundhedsfaglige virke.
Vi vurderer i vores afgørelse, om den sundhedsfaglige virksomhed har været kritisabel. Det betyder, at vi tager stilling til, om en sundhedsperson har handlet i overensstemmelse med ”normen for almindelig anerkendt faglig standard”. Normen er udtryk for, hvad der må forventes af en almindelig god sundhedsperson med den erfaring, sundhedspersonen har på behandlingstidspunktet.
Vi tager ikke stilling til, om en patient har modtaget den bedst mulige behandling.
Vi har til brug for sagen indhentet og gennemset røntgenbillederne fra Behandlingssted 1 af den 4. november 2022.
Vores resultat
Vi vurderer, at der er grundlag for at kritisere speciallæge i radiologi Christian Ancher Iversen for behandlingen.
Vi har lagt vægt på, at:
- røntgenundersøgelsen viste tegn på en højresidig lungecancer og forstørrede lymfeknuder ved lungeroden. Der var også tegn på sammentrykning af den nederste del af luftrøret som følge af størrelsen af disse lymfeknuder. Ifølge sædvanlig praksis burde speciallæge i radiologi Christian Ancher Iversen tydeligere have beskrevet sådanne tegn på lungekræft. Det er vores vurdering, at det ikke var tilstrækkeligt at notere, at der var let øget fylde i højre lungerod med mistanke om øget aktivitet i lymfeknuderne.
Speciallæge i radiologi Christian Ancher Iversen har derfor handlet under normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling af dig den 4. november 2022 på Behandlingssted 1.
2. klagepunkt
Der er klaget over, at ████ ikke modtog en korrekt behandling af speciallæge i lungesygdomme Person1 hos Behandlingssted 2, i perioden fra den 8. december 2022 til den 9. februar 2023.
Vi har forstået, at det centrale i klagen er, at:
- speciallægen ikke foretog en korrekt vurdering af din tilstand, idet det blev fejlvurderet, at du havde KOL
- du skulle fortsætte med inhalationsmedicin, selv om den ikke virkede.
- speciallægen burde have henvist dig til yderligere undersøgelser eller udredning da dine symptomer var forværret med vægttab, utilpashed, åndenød og vejrtrækningsproblemer.
Sagsfremstilling
Vi har brugt oplysningerne i journalen, hvis vi ikke har skrevet andet.
Den 8. december 2022 blev du undersøgt af speciallæge i lungesygdomme Person1 hos Behandlingssted 2.
Speciallægen optog sygehistorie, foretog en fokuseret objektiv undersøgelse og en udvidet lungefunktionstest. Det blev vurderet, at du skulle fortsætte med inhalationsmedicinen Trimbow, som var opstartet ved din praktiserende læge.
Den 9. februar 2023 var du til opfølgende kontrol hos speciallægen, hvor hun optog sygehistorie og spirometri. Du skulle fortsætte med inhalationsmedicinen. Du blev opfordret til at intensivere konditionsøvelser og drøfte dit utilsigtede vægttab med din praktiserende læge. Du blev afsluttet.
Begrundelse
Vi henviser til ovenstående afsnit om omhu og samvittighedsfuldhed og ”normen for almindelig anerkendt faglig standard”.
Afklaring vedrørende oplyste symptomer
Du har i klagen oplyst, at du den 8. december 2022 informerede speciallæge Person1 om, at din medicin ikke virkede, og at dine symptomer svingede meget, og at du nogle gange havde let effekt af medicinen, men i al almindelighed havde det dårligt.
Du har også oplyst, at du den 9. februar 2023 informerede speciallæge Person1 om, at dine symptomer var forværrede, og at du følte dig utilpas. Du oplyste om åndenød og vejrtrækningsproblemer.
I journalen fra den 8. december 2022 står, at du var begyndt at mærke effekt af inhalationsmedicinen, at du hostede mindre og at du ikke blev så forpustet, men at det svingede. Det fremgår af journalen, at du tidligere havde haft åndenød, pibende/hvæsende vejrtrækning, tør hoste uden relation til infektion eller forkølelse og fornemmelse af ikke at kunne trække vejret ordentligt igennem i forbindelse med fysisk aktivitet og tale. Du oplyste om at du havde haft et alvorligt hosteanfald, hvor du kortvarigt mistede bevidstheden.
I journalen fra den 9. februar 2023 står, at du oplevede god effekt af inhalationsmedicinen og din hoste var blevet bedre. Det fremgår også, at du stadig havde tør hoste indimellem, og at du fik slim hver morgen ved brug af PEP-fløjte. Der står, at du oplevede tendens til forpustelse/åndenød, når du begyndte at tale og under anstrengelse, samt åndenød og pibende/hvæsende vejrtrækning i forbindelse med fysisk aktivitet, trods at du følte dig i god form. Det fremgår, at du oplyste om vægttab.
Vi har lagt vægt på, at:
- oplysningerne i journalen generelt tillægges stor bevisværdi. Det skyldes, at journalnotater bliver skrevet i umiddelbar tilknytning til behandlingen og således på et tidspunkt, hvor der endnu ikke er klaget over behandlingen
- vi ikke har mulighed for at få sagen yderligere belyst, da vi træffer afgørelse på skriftligt grundlag. Vi har således ikke mulighed for at afhøre parter og vidner i forbindelse med vores behandling af sagen, som tilfældet er ved domstolene
- kritik af en sundhedsperson er en indgribende reaktion, og vi finder derfor, at tvivlen skal komme den indklagede til gode.
Vi finder herefter ikke grundlag for at fastslå, at du oplyste, at du ikke havde effekt af inhalationsmedicinen eller at din hoste var forværret.
Vi lægger ved afgørelsen vægt på symptomerne anført i journalen, herunder at du havde tør hoste indimellem, der kom slim hver morgen ved brug af PEP-fløjte, og at du havde tendens til forpustelse/åndenød samt pibende/hvæsende vejrtrækning i forbindelse med fysisk aktivitet.
Vores resultat
Vi vurderer, at der er grundlag for at kritisere speciallæge i lungesygdomme Person1 for behandlingen.
Vi har lagt vægt på, at:
- røntgenbeskrivelsen fra den 4. november 2022 var tilgængelig for speciallæge i lungesygdomme Person1. Beskrivelsen ”øget fylde i højre hilusregion – obs. Adenitforandringer” burde have ført til yderligere undersøgelse eller en overvejelse fra speciallægen om årsag, da beskrivelsen dækker over, at der er et område centralt i brysthulen som kan være forstørrede lymfeknuder.
- obstruktive lungesygdomme ikke kan forklare en mulig lymfeknudeforstørrelse. Røntgenbilleder er ikke optimale til at vurdere lymfeknudestørrelse, så en beskrivelse som denne krævede, at speciallægen grundigt vurderede, om der skulle yderligere undersøgelse til. Lymfeknudeforstørrelse kan blandt andet skyldes kræftsygdom, infektionssygdomme, sarkoidose og en række andre mindre hyppige sygdomme.
- du burde være henvist til yderligere udredning på baggrund af røntgenbeskrivelsen, eventuelt i et kræftpakke forløb med mistanke om lungekræft, da den mulige lymfeknudeforstørrelse ikke var velforklaret af den påviste obstruktive lungesygdom. Du burde således være viderehenvist, selv om du ikke havde kliniske symptomer på kræft, og selvom der var en god forklaring på de symptomer du havde.
- speciallægen burde have overvejet en viderehenvisning, selv om der ikke var anført anbefalinger om yderligere udredning i røntgenbeskrivelsen. Alternativt burde speciallægen have dokumenteret årsagen til, hvorfor der ikke var indikation for yderligere undersøgelser, eller have sikret sig, at den der havde bestilt røntgenbillederne i første omgang gjorde det.
Speciallæge i lungesygdomme Person1 har derfor handlet under normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling af dig den 8. december 2022 hos Behandlingssted 2.
Vi vurderer imidlertid, at der ikke er grundlag for at kritisere speciallæge i lungesygdomme Person1 for øvrige forhold i behandlingen.
Vi har lagt vægt på, at:
- speciallæge Person1 den 8. december 2022 på relevant vis vurderede, at du havde en obstruktiv lungesygdom enten i form af astma eller KOL. Hun optog en grundig sygehistorie, hvor der blev spurgt relevant ind til dine lungesymptomer. Der blev foretaget en grundig objektiv undersøgelse med fokus på årsag til lungesymptomerne samt et udvidet måling af lungefunktionen. Der blev blandt andet foretaget en spirometri, og der blev foretaget måling af lungernes iltoptagelsesevne, og om der var tegn på allergiske sygdomme.
- det var relevant at anbefale fortsat behandling med inhalationspræparatet Trimbow, som var blevet ordineret hos din praktiserende læge forinden henvisningen til speciallægen, da Trimbow både har effekt på KOL og astma
- der ved den opfølgende kontrol den 9. februar 2023 var tegn på bedring i dine symptomer, og igen let nedsat obstruktiv lungefunktion. Din hoste var blevet bedre, dog med tør hoste indimellem. Du havde åndenød, og pibende/hvæsende vejrtrækning ved fysisk aktivitet. Da du var tidligere storryger, var der grundlag for at vurdere, at det kunne være både astma og KOL. Lungeudredningen gav grundlag for fortsat at anbefale brug af inhalationsmedicinen, da dine symptomerne stemte overens med både astma og KOL.
- det foruden røntgenundersøgelsen var relevant at afslutte dig, da der var fundet en sandsynlig diagnose som årsag til dine symptomer, og der var iværksat relevant behandling. Speciallægen reagerede tilstrækkeligt på det utilsigtede vægttab ved at opfordre dig til at opsøge din praktiserende læge. Det var ikke kritisabelt, at speciallæge Person1 ikke mistænkte eller opdagede, at du havde lungekræft ud fra dine kliniske symptomer. Beskrivelsen fra røntgenundersøgelsen burde dog have foranlediget en viderehenvisning for undersøgelse heraf.
Speciallæge i lungesygdomme Person1 har derfor handlet i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard for så vidt angår ovenstående behandling af dig i perioden fra den 8. december 2022 til den 9. februar 2023 hos Behandlingssted 2.
Offentliggørelse
Afgørelsen vil blive offentliggjort på vores hjemmeside og på sundhed.dk med angivelse af Christian Ancher Iversens titel, navn og autorisationsID.
Afgørelsen vil blive offentliggjort, da det er sjette gang inden for de sidste 5 år, vi giver kritik til speciallæge i radiologi Christian Ancher Iversen. Således gav vi kritik til speciallæge i radiologi Christian Ancher Iversen i tre afgørelser fra den 25. april 2022, i afgørelse af den 22. november 2022 og 4. januar 2023. Disse afgørelser vil derfor også blive offentliggjort, da de er omfattet af offentliggørelsesordningen.
Afgørelserne har imidlertid tidligere været offentliggjort. De offentliggøres derfor ikke igen.
Patientens navn og alle andre navne, herunder stednavne og identificerbare navne på sygehuse og afdelinger, vil blive anonymiseret ved offentliggørelsen.
Regler
Vi har afgjort sagen efter:
Bekendtgørelse nr. 9 af 4. januar 2023 af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (klage- og erstatningsloven)
- 2, stk. 1, om klager over sundhedsfaglig virksomhed
- 3, stk. 1, om klager over sundhedsfaglig virksomhed
- 17 om offentliggørelse af afgørelse om sundhedspersoners sundhedsfaglige virksomhed
Bekendtgørelse nr. 1109 af 11. september 2015 om offentliggørelse af afgørelser m.v. i klagesager på sundhedsområdet
- 3, stk. 1, nr. 3 om tre gange kritik inden for 5 år
- 9, stk. 2 om tidligere offentliggjorte afgørelser
Bekendtgørelse nr. 122 af 24. januar 2023 af lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed (autorisationsloven)
- 17 om omhu og samvittighedsfuldhed