Mangelfuld kronebehandling

Privatpraktiserende tandlæge Peter Gade (aut. ID 01294) får kritik for ikke at fjerne cementrester efter fastgørelse af en krone på en tand. (Offentliggøres pga. gentagen kritik)

Sagsnummer:

24DNM25

Offentliggørelsesdato:

tirsdag den 5. marts 2024

Speciale:

Tandpleje og -behandling

Faggruppe:

Tandlæger

Behandlingssted:

Tandlægeklinikker

Type:

Behandling

Kategori:

Afgørelser med navn

Kritik

Privatpraktiserende tandlæge Peter Gade (aut. ID 01294) fra Behandlingssted 1 får kritik for behandlingen den 1. september 2021 og den 20. september 2021.

Klagen

Du har klaget over, at du ikke fik en korrekt behandling af privatpraktiserende tandlæge Peter Gade hos Behandlingssted 1, den 1. september 2021 og den 20. september 2021.

Vi har forstået, at det centrale i din klage er, at:

  • din kronebehandling ikke blev udført på relevant og tilstrækkelig vis.

Sagsfremstilling

Vi har brugt oplysningerne i journalen, hvis vi ikke har skrevet andet.

Den 1. september 2021 blev du som 28-årig behandlet af privatpraktiserende tandlæge Peter Gade hos Behandlingssted 1. Du havde gener fra et 10 år gammelt implantat på venstre store fortand i overkæben (+1).

Den 20. september 2021 blev der fastgjort (cementeret) en ny krone på samme tand.

Du har i din klage oplyst, at der ifølge din nye tandlæge var cementrester fra kronebehandlingen, som nu havde forårsaget tab af knoglevæv omkring implantatet (periimplantitis).

Begrundelse

Vi behandler klager fra patienter over autoriserede sundhedspersoners sundhedsfaglige virksomhed. En autoriseret sundhedsperson skal udvise omhu og samvittighedsfuldhed i sit sundhedsfaglige virke.

Vi vurderer i vores afgørelse, om den sundhedsfaglige virksomhed har været kritisabel. Det betyder, at vi tager stilling til, om en sundhedsperson har handlet i overensstemmelse med ”normen for almindelig anerkendt faglig standard”. Normen er udtryk for, hvad der må forventes af en almindelig god sundhedsperson med den erfaring, sundhedspersonen har på behandlingstidspunktet.

Vi tager ikke stilling til, om en patient har modtaget den bedst mulige behandling.

Vi har til brug for sagen indhentet og gennemset de relevante røntgenbilleder for behandlingen og efterfølgende røntgenbilleder samt kliniske fotos fra din nye tandlæge optaget den 28. august 2023.

Vores resultat

Behandlingen:

Vi vurderer, at der er grundlag for at kritisere privatpraktiserende tandlæge Peter Gade for behandlingen.

Vi har lagt vægt på, at:

  • det fremgår af røntgenbillede og kliniske fotos optaget den 28. august 2023, at der var cementoverskud på kronen +1
  • det er utilstrækkelig kronebehandling, at der ikke blev fjernet cementrester efter fastgørelse (cementering) af kronen. Dette skyldes, at manglende fjernelse af cementrester resulterer i betændelse i tandkødet/slimhinden, hvilket giver anledning til tab af knoglevæv (periimplantitis).

Privatpraktiserende tandlæge Peter Gade har derfor handlet under normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling af dig den 1. september 2023 og den 20. september 2021 hos Behandlingssted 1.

Offentliggørelse

Afgørelsen vil blive offentliggjort på vores hjemmeside og på sundhed.dk med angivelse af Peter Gades titel, navn og autorisationsID.

Afgørelsen vil blive offentliggjort, da det er fjerde gang inden for de sidste 5 år, vi giver kritik til privatpraktiserende tandlæge Peter Gade. Således gav vi kritik til privatpraktiserende tandlæge Peter Gade i afgørelse af den 30. marts 2021, i afgørelse af den 7. december 2021 og i afgørelse af den 11. december 2023. Disse afgørelser er allerede offentliggjort, da de er omfattet af offentliggørelsesordningen.

Patientens navn og alle andre navne, herunder stednavne og identificerbare navne på sygehuse og afdelinger, vil blive anonymiseret ved offentliggørelsen.

Regler

Vi har afgjort sagen efter:

Bekendtgørelse nr. 9 af 4. januar 2023 af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (klage- og erstatningsloven)

  • 2, stk. 1, om klager over sundhedsfaglig virksomhed
  • 3, stk. 1, om klager over sundhedsfaglig virksomhed
  • 17 om offentliggørelse af afgørelse om sundhedspersoners sundhedsfaglige virksomhed

Bekendtgørelse nr. 122 af 24. januar 2023 af lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed (autorisationsloven)

  • 17 om omhu og samvittighedsfuldhed

Bekendtgørelse nr. 1109 af 11. september 2015 om offentliggørelse af afgørelser m.v. i klagesager på sundhedsområdet

  • 3, stk. 1, nr. 3 om tre gange kritik inden for 5 år
  • 9, stk. 2 om tidligere offentliggjorte afgørelser