Utilstrækkelig brobehandling
Privatpraktiserende tandlæge Mia Bath Søndergaard (aut. ID 0695M) får kritik for ikke at oplyse om alternativ behandling med et implantat og kritik for overskud af broen under tandkødet. (Offentliggøres pga. gentagen kritik)
Sagsnummer:
24DNM23
Offentliggørelsesdato:
søndag den 3. marts 2024
Speciale:
Tandpleje og -behandling
Faggruppe:
Tandlæger
Behandlingssted:
Tandlægeklinikker
Type:
Behandling
Kategori:
Afgørelser med navn
Kritik
Privatpraktiserende tandlæge Mia Bath Søndergaard (aut. ID 0695M) fra den tidligere tandlægeklinik Behandlingssted A får kritik for behandlingen i perioden fra den 1. april 2019 til den 30. juni 2020.
Det betyder, at privatpraktiserende tandlæge Mia Bath Søndergaard ikke udviste tilstrækkelig omhu og samvittighedsfuldhed ved behandlingen.
Klagen
Der er klaget over, at ████ ikke modtog en korrekt behandling af privatpraktiserende tandlæge Mia Bath Søndergaard hos den tidligere tandlægeklinik Behandlingssted A i perioden fra den 1. april 2019 til den 30. juni 2020.
Disciplinærnævnet har forstået, at det centrale i klagen er, at:
- brobehandlingen ikke blev foretaget på tandlægefaglig forsvarlig vis.
Sagsfremstilling
Vi har brugt oplysningerne i journalen, hvis vi ikke har skrevet andet.
Den 1. april 2019 fik 53-årige ████ foretaget en fokuseret undersøgelse hos privatpraktiserende tandlæge Mia Bath Søndergaard hos den tidligere tandlægeklinik Behandlingssted A. Tandlægen anbefalede, at ████ fik en bro svarende til den anden lille kindtand, den første store kindtand og den anden store kindtand i venstre side af underkæben (-5, -6 og -7), da -6 manglede.
Den 4. april 2019 blev der forberedt til en bro, hvor der blev taget aftryk og monteret en midlertidig bro.
Den 30. april 2019 blev der taget røntgenbilleder af kindtænderne i venstre side af underkæben, og broen blev monteret.
Den 30. juni 2020 var ████ til en fokuseret undersøgelse, hvor det blev oplyst, at han havde gener fra broen. Herefter aflastede tandlægen broen.
████ er efterfølgende set af en ny tandlæge den 16. februar 2023, og det fremgår af journalen, at han fremstod med rodspidsbetændelse, en sprængt tandbyld og knogletab ved -5, ligesom der var tandkødsbetændelse ved tanden. Videre var der tegn på, at -7 havde knækket en rod, ligesom der var dårlig kanttilpasning.
████ har til sagen oplyst, at broen er lavet forkert, og at dette har medført infektioner. Videre er det anført, at broen skal laves om.
Tandlæge Mia Bath Søndergaard har i en udtalelse til sagen oplyst, at der ikke var nogle problemer med -5, inden at brobehandlingen blev iværksat, og det derfor var forsvarligt at anvende kindtanden som en bropille. Det er anført, at -6 måtte trækkes ud, og at -7 havde meget lidt tandvæv, hvorfor kindtanden måtte forberedes til en bro langt under tandkødet for at kunne holde. Det er videre oplyst, at det var bedre at inddrage -7 i broen, i stedet for at trække kindtanden ud, ligesom -7 ikke kunne bære en krone alene.
Begrundelse
Vi behandler klager fra patienter over autoriserede sundhedspersoners sundhedsfaglige virksomhed. En autoriseret sundhedsperson skal udvise omhu og samvittighedsfuldhed i sit sundhedsfaglige virke.
Vi vurderer i vores afgørelse, om den sundhedsfaglige virksomhed har været kritisabel. Det betyder, at vi tager stilling til, om en sundhedsperson har handlet i overensstemmelse med ”normen for almindelig anerkendt faglig standard”. Normen er udtryk for, hvad der må forventes af en almindelig god sundhedsperson med den erfaring, sundhedspersonen har på behandlingstidspunktet.
Vi tager ikke stilling til, om en patient har modtaget den bedst mulige behandling.
Vi har modtaget partshøringssvar fra privatpraktiserende tandlæge Mia Bath Søndergaard. Partshøringssvaret er indgået i den samlede vurdering af sagen.
Vi har til brug for sagen indhentet og gennemset de relevante røntgenbilleder for behandlingen.
Vores resultat
Behandlingen:
Vi vurderer, at der er grundlag for at kritisere privatpraktiserende tandlæge Mia Bath Søndergaard for behandlingen.
Vi har lagt vægt på, at:
- brobehandlingen ikke blev foretaget på tandlægefaglig forsvarlig vis. Det skyldes blandt andet, at ████ ikke blev oplyst om alternativ behandling med et implantat til erstatning af -6 i stedet for en bro. Tandlægen har i sin udtalelse til sagen oplyst, at -7 ikke kunne bære en krone alene. Et implantat reducerer belastningen af nabotænderne og belastningen ved en bro er større end en krone. Belastningen af -7 ved at være bropille for en manglende tand, var derfor større end belastningen ved et implantat til erstatning af -6. Det er desuden vores vurdering af røntgenbillederne fra den 30. april 2019, at -7 fremstod med et overskud af broen under tandkødet (gingivalt overskud) ned til kanten af kæbeknoglen, der kan føre til knoglesvind. På baggrund heraf var kanttilslutningen af broen ved -7 ikke tandlægefaglig forsvarlig, selvom tandlægen i en udtalelse til sagen har oplyst, at -7 fremstod med meget lidt tandvæv, og at kindtanden derfor blev forberedt til en bro langt under tandkødet for at kunne holde.
Den omstændighed, at der efterfølgende opstod rodbetændelse ved -5, har ikke betydning for behandlingen. Det skyldes, at det ved brobehandling er en kendt komplikation, at nerven i en tand kan dø og medføre rodbetændelse. Komplikationen viser sig i omtrent 10 % af alle krone- og brobehandlinger.
Privatpraktiserende tandlæge Mia Bath Søndergaard har derfor handlet under normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling af ████ i perioden fra den 1. april 2019 til den 30. juni 2020 hos den tidligere tandlægeklinik Behandlingssted A.
Offentliggørelse
Afgørelsen vil blive offentliggjort på vores hjemmeside og på sundhed.dk med angivelse af Mia Bath Søndergaards titel, navn og autorisationsID.
Afgørelsen vil blive offentliggjort, da det er fjerde gang inden for de sidste 5 år, vi giver kritik til tandlæge Mia Bath Søndergaard. Således gav vi kritik til tandlæge Mia Bath Søndergaard i afgørelse af den 12. december 2023, i afgørelse af den 22. februar 2024 og i en anden afgørelse af den 23. februar 2024. Disse afgørelser vil derfor også blive offentliggjort, da de er omfattet af offentliggørelsesordningen.
Tidligere offentliggjorte afgørelser vil ikke blive offentliggjort igen.
Patientens navn og alle andre navne, herunder stednavne og identificerbare navne på sygehuse og afdelinger, vil blive anonymiseret ved offentliggørelsen.
Regler
Vi har afgjort sagen efter:
Bekendtgørelse nr. 9 af 4. januar 2023 af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (klage- og erstatningsloven)
- 2, stk. 1, om klager over sundhedsfaglig virksomhed
- 3, stk. 1, om klager over sundhedsfaglig virksomhed
- 3, stk. 2, om omgørelse og tilbagebetaling af privatpraktiserende tandlægers arbejde
- 17 om offentliggørelse af afgørelse om sundhedspersoners sundhedsfaglige virksomhed
Bekendtgørelse nr. 122 af 24. januar 2023 af lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed (autorisationsloven)
- 17 om omhu og samvittighedsfuldhed
Bekendtgørelse nr. 1109 af 11. september 2015 om offentliggørelse af afgørelser m.v. i klagesager på sundhedsområdet
- 3, stk. 1, nr. 3 om tre gange kritik inden for 5 år
- 9, stk. 2 om tidligere offentliggjorte afgørelser