Utilstrækkelig opfølgning på behandlingsforløb

Speciallæge i psykiatri John Henrik Jurlander (aut.ID 002KD) får kritik for utilstrækkelig opfølgning på medicinsk behandling samt behandlingen generelt i forbindelse med medicinsk udtrapning (offentliggøres pga. gentagen kritik)

Sagsnummer:

24DNM10

Offentliggørelsesdato:

fredag den 9. februar 2024

Speciale:

Psykiatri

Faggruppe:

Læger

Behandlingssted:

Øvrig speciallægepraksis

Type:

Behandling

Kategori:

Afgørelser med navn

Der gives kritik til:

speciallæge i psykiatri John Henrik Jurlander (aut. ID 002KD), Behandlingssted 1, Adresse 1, for behandlingen i perioden fra den 25. oktober 2019 til den 14. januar 2020.

Det betyder, at speciallæge i psykiatri John Henrik Jurlander ikke udviste tilstrækkelig omhu og samvittighedsfuldhed ved behandlingen.

KLAGEN

Der er klaget over, at ████ ikke modtog en korrekt behandling af speciallæge i psykiatri John Henrik Jurlander hos Behandlingssted 1, Adresse 1, i perioden fra den 25. oktober 2019 til den 14. januar 2020.

Disciplinærnævnet har forstået, at det centrale i klagen er:

  • at speciallæge i psykiatri John Henrik Jurlander aflyste adskillige konsultationer, så ████ ikke modtog den relevante opfølgning, herunder hvad angik hendes medicin.

SAGSFREMSTILLING

Disciplinærnævnet har, medmindre andet er anført, taget udgangspunkt i oplysningerne i journalen.

I perioden fra den 25. oktober 2019 til den 14. januar 2020 var ████ i forløb hos speciallæge i psykiatri John Henrik Jurlander, Behandlingssted 1, Adresse 1. Hun var i forløb grundet sin psykiske tilstand, herunder OCD samt borderline personlighedsforstyrrelse. I perioden blev afholdt flere samtaler og ændret i ████ medicin.

Det fremgår af klagen, at ████ senest havde været til konsultation hos speciallæge i psykiatri John Henrik Jurlander den 25. oktober 2019, da han havde aflyst flere konsultationer efterfølgende.

Det fremgår videre af klagen, at speciallæge i psykiatri John Henrik Jurlander ikke fulgte tilstrækkeligt op på ████ medicin.

BEGRUNDELSE

Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn behandler klager fra patienter over autoriserede sundhedspersoners sundhedsfaglige virksomhed og træffer afgørelse om, hvorvidt den sundhedsfaglige virksomhed har været kritisabel. Det følger af klage- og erstatningslovens § 2, stk. 1, og § 3, stk. 1.

En autoriseret sundhedsperson er under udøvelsen af sit sundhedsfaglige virke forpligtet til at udvise omhu og samvittighedsfuldhed. Det følger af autorisationslovens § 17. Disciplinærnævnet tager ved sin vurdering af sagen således stilling til, om en sundhedsperson har handlet i overensstemmelse med ”normen for almindelig anerkendt faglig standard”. Dette er udtryk for, hvad der må forventes af en almindelig god sundhedsperson med den erfaring, som den pågældende har på behandlingstidspunktet. Disciplinærnævnet tager ved afgørelsen ikke stilling til, om patienten har modtaget den bedst mulige behandling.

Disciplinærnævnet vurderer, at der er grundlag for at kritisere speciallæge i psykiatri John Henrik Jurlander for behandlingen.

Disciplinærnævnet har herved lagt vægt på:

  • at speciallæge i psykiatri John Henrik Jurlander ikke fulgte tilstrækkeligt op på ████ behandling i perioden, idet der ikke fremgår notater angående plasmakoncentrationen af Litium samt ikke er angivet årsagen til en reduktion fra 4 til 3 tabletter dagligt. ████ fremstod i perioden med psykotiske oplevelser, OCD og var nyligt diagnosticeret med bipolar affektiv sindslidelse samt ADD. Ud fra journalmaterialets indhold og ████ diagnoser, burde der have været fulgt op på den medicinske behandling samt behandlingen generelt i forbindelse med udtrapningsforløbet, herunder for at sikre sig, at ████ modtog den rette behandling i perioden. Medicinske overvejelser og reducering af dosis skal fremgå af journalmaterialet og findes at være en væsentlig del af behandlingen.
  • at det ikke har været muligt at fastslå, hvorvidt speciallæge i psykiatri John Henrik Jurlander aflyste flere af konsultationerne med ████, idet dette ikke fremgår af journalnotaterne for behandlingsperioden. Det fremgår dog, at ████ havde en tid til konsultation den 5. november 2019, men det fremgår ikke hvorfor, at denne konsultation ikke fandt sted.

Disciplinærnævnet finder på den baggrund, at speciallæge i psykiatri John Henrik Jurlander handlede under normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling af ████ i perioden fra den 25. oktober 2019 til den 14. januar 2020 hos Behandlingssted 1, Adresse 1.

REGLER

Disciplinærnævnet har anvendt følgende regler til at træffe afgørelse i sagen:

Bekendtgørelse nr. 995 af 14. juni 2018 af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (klage- og erstatningsloven):

  • § 2, stk. 1 om klager over sundhedsfaglig virksomhed
  • § 3, stk. 1 om klager over sundhedsfaglig virksomhed

Bekendtgørelse nr. 731 af 8. juli 2019 af lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed (autorisationsloven):

  • § 17 om omhu og samvittighedsfuldhed