Utilstrækkelig opfølgning

Speciallæge i psykiatri Beatriz Eugenia Højbo Fajardo-Hansen (aut. ID 0C58V) får kritik, da der ikke blev sikret en opfølgning på behandlingen i perioden, hvor speciallæge-klinikken var midlertidig lukket (offentliggøres pga. af gentagen kritik).

Sagsnummer:

24DNM03

Offentliggørelsesdato:

torsdag den 25. januar 2024

Speciale:

Psykiatri

Faggruppe:

Læger

Behandlingssted:

Øvrig speciallægepraksis

Type:

Behandling

Kategori:

Afgørelser med navn

Kritik

Speciallæge i psykiatri Beatriz Eugenia Højbo Fajardo-Hansen (aut. ID 0C58V) fra Behandlingssted 1 får kritik for behandlingen i perioden fra den 23. august 2022 til den 20. april 2023.

Klagen

Du har klaget over, at du ikke fik en korrekt behandling af speciallæge i psykiatri Beatriz Eugenia Højbo Fajardo-Hansen hos Behandlingssted 1, i perioden fra den 22. august 2022 til den 20. april 2023.

Vi har forstået, at det centrale i din klage er, at:

  • der ikke blev sikret en relevant og tilstrækkelig opfølgning på din diagnose og medicinske behandling, herunder manglende overdragelse af din journal til din praktiserende læge.

Sagsfremstilling

Vi har brugt oplysningerne i journalen, hvis vi ikke har skrevet andet.

I perioden fra den 22. august 2022 til den 20. april 2023 var du som 50-årig tilknyttet Behandlingssted 1. Du havde blandt andet modtaget behandling af speciallæge i psykiatri Beatriz Eugenia Højbo Fajardo-Hansen i perioden forud herfor.

Den 22. august 2022 fik du besked om, at din konsultationstid den 24. august 2022 var aflyst, og den 23. august 2022 blev du oplyst af speciallægeklinikken, at det på grund af langtidssygmelding havde været nødvendigt at lukke klinikken for en periode. Du blev også oplyst, at hvis du havde behov for fornyelse af recept på medicin, skulle du kontakte din praktiserende læge, og at udredninger var sat på pause. Ved akut behov for hjælp kunne du kontakte psykiatrisk akutmodtagelse. Du ville få en ny tid, når sygeperioden var overstået, og klinikken genåbnede.

Den 23. august 2022 blev du også oplyst om, at epikrise fra en speciallæge først blev sendt til patientens praktiserende læge, når forløbet blev afsluttet, og at du i stedet kunne modtage en kopi af journalen.

Du har oplyst til sagen, at du havde en tid den 24. august 2022 til opfølgning på diagnose og regulering af medicin, og at du modtog en SMS om, at speciallægeklinikken var lukket indtil videre grundet sygdom. Du troede, at speciallægeklinikken var lukket i en kortere periode, og derfor henvendte du dig ikke til en anden psykiater. Der var ikke sendt nogen information til din praktiserende læge, herunder var din journal ikke overdraget, hvilket gjorde det vanskeligt for dig at få udskrevet medicin. Du havde aktuelt stadig ikke hørt noget fra hverken speciallægen eller speciallægeklinikken.

Begrundelse

Vi behandler klager fra patienter over autoriserede sundhedspersoners sundhedsfaglige virksomhed. En autoriseret sundhedsperson skal udvise omhu og samvittighedsfuldhed i sit sundhedsfaglige virke.

Vi vurderer i vores afgørelse, om den sundhedsfaglige virksomhed har været kritisabel. Det betyder, at vi tager stilling til, om en sundhedsperson har handlet i overensstemmelse med ”normen for almindelig anerkendt faglig standard”. Normen er udtryk for, hvad der må forventes af en almindelig god sundhedsperson med den erfaring, sundhedspersonen har på behandlingstidspunktet.

Vi tager ikke stilling til, om en patient har modtaget den bedst mulige behandling.

Vedrørende indhentelse af materiale til brug for sagen

Vi har til brug for sagen forsøgt at indhente journalmateriale fra Behandlingssted 1. Dette skete ved brev af den 18. juli 2023, og ved rykkerbrev af den 2. august 2023. Vi er bekendte med, at speciallægeklinikken på daværende tidspunkt var lukket på ubestemt tid grundet langtidssygemelding.

Vi anmodede også speciallæge i psykiatri Beatriz Eugenia Højbo Fajardo-Hansen om materiale til brug for sagen som personlig ansvarlig for speciallægeklinikken. Dette skete ved brev af den 18. juli 2023 og ved rykkerbrev af den 2. august 2023. Speciallægen svarede dog ikke på disse henvendelser.

Vi er fra tidligere sager vedrørende Behandlingssted 1 blevet bekendt med, at det ikke er muligt at indhente journalmateriale, da speciallægeklinikken ikke reagerer på vores henvendelser. Vi valgte derfor ikke at sende yderligere rykkere til speciallægeklinikken for manglende modtagelse af journalmateriale.

På den baggrund anmodede vi dig den 18. juli 2023 om oplysninger på din praktiserende læge. Du oplyste i den forbindelse, at din praktiserende læge ikke havde noget journalmateriale fra speciallægeklinikken. Du sendte herefter en oversigt over de konsultationstider, som du havde haft hos speciallægeklinikken. Denne oversigt havde du fra sundhed.dk. 

Du sendte også noget journalmateriale fra speciallægeklinikken i perioden fra den 16. juni 2021 til den 23. august 2022, som du angav at have modtaget fra en tidligere ansat hos speciallægeklinikken. Det fremgår af dette materiale, at du var blevet behandlet af speciallæge i psykiatri Beatriz Eugenia Højbo Fajardo-Hansen.

Journalmaterialet har indgået i vurderingen af sagen, da der ikke er grundlag for at antage, at journalmaterialet ikke er fra speciallægeklinikken, og da speciallægen er blevet forelagt materialet, og ikke har bestridt dette.

Vi har ved opslag i autorisationsregistret fundet oplysninger om Beatriz Eugenia Højbo Fajardo-Hansen. Det fremgår heraf, at hun er autoriseret læge med speciale i psykiatri.

Vi lægger herefter til grund på baggrund af overstående oplysninger og oplysningerne i klagen, at der har fundet sundhedsfaglig behandling sted. Vi lægger også til grund, at du i perioden forud for lukningen af speciallægeklinikken blandt andet blev behandlet af en autoriseret sundhedsperson i form af speciallæge i psykiatri Beatriz Eugenia Højbo Fajardo-Hansen, der også er personlig ansvarlig for speciallægeklinikken.

Vores resultat

Vi vurderer, at der er grundlag for at kritisere speciallæge i psykiatri Beatriz Eugenia Højbo Fajardo-Hansen for behandlingen.

Vi har i forhold til opfølgningen lagt vægt på, at:

  • der ikke blev sikret en relevant og tilstrækkelig opfølgning på din diagnose og medicinske behandling i perioden, hvor speciallægeklinikken var midlertidigt lukket. Du fik den 22. august 2022 relevante oplysninger om fornyelse af recept og kontakt til psykiatrisk akutmodtagelse ved akut behov i perioden, hvor speciallægeklinikken var lukket. Dette var dog ikke tilstrækkeligt, da du i den efterfølgende periode svarende til otte måneder, ikke blev kontaktet af speciallægen eller personale fra speciallægeklinikken i øvrigt. Speciallægen burde som personlig ansvarlig for speciallægeklinikken have sikret sig, at der blev givet besked til din praktiserende læge om aktuel medicinering og plan for opfølgning. Din praktiserende læge havde derfor ikke mulighed for at følge op på iværksat medicinsk behandling i den periode, hvor speciallægeklinikken var lukket, da der ikke blev sendt oplysninger herom eller om plan for opfølgning på behandlingen. Din praktiserende læge havde på den baggrund heller ikke mulighed for eventuelt at henvise dig til et andet behandlingsforløb.

I tilfælde af midlertidig lukning af en speciallægepraksis vil speciallægen almindeligvis bemærke denne lukning på sin telefonsvarer og efterfølgende enten anvise kollega og/eller sørge for fremsendelse af besked om medicinering, plan mv. til patienten og patientens praktiserende læge.

  • speciallægen derfor burde have sikret sig, at din praktiserende læge kunne overtage behandlingsansvaret, da speciallægen blev klar over, at sygdomsforløbet ville blive længerevarende. Ud fra journalen vurderes dette at være tilfældet allerede fra den 23. august 2022, hvor alle fremtidige aftaler hos speciallægeklinikken blev aflyst.

Vi har i forhold til overdragelse af journalen lagt vægt på, at:

  • journalføringsbekendtgørelsens kapitel 4 fastsætter regler om opbevaring og overdragelse af patientjournaler. Reglerne sikrer blandt andet, at en journal ved ophør af behandlingsstedet, overdrages til Styrelsen for Patientsikkerhed til fortsat opbevaring, eller at journalen overdrages til en autoriseret sundhedsperson, såfremt denne overtager behandlingsstedet til fortsat drift.
  • journalføringsbekendtgørelsen således ikke regulerer det forhold, at en patient ønsker sin journal overdraget fra en speciallægeklinik til patientens praktiserende læge.
  • speciallægeklinikken på behandlingstidspunktet ikke var ophørt, da denne alene var midlertidig lukket grundet sygemelding. Speciallæge i psykiatri Beatriz Eugenia Højbo Fajardo-Hansen havde derfor fortsat ansvaret for opbevaring af journalen.
  • speciallægen på baggrund af overstående derfor ikke burde have overdraget din journal til din praktiserende læge. Men som anført ovenfor burde speciallægen have sikret sig, at din praktiserende læge havde tilstrækkelige oplysninger til at varetage den fortsatte behandling af dig henset til varigheden af sygdomsperioden.

Speciallæge i psykiatri Beatriz Eugenia Højbo Fajardo-Hansen har derfor handlet under normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling af dig i perioden fra den 23. august til den 20. april 2023 hos Behandlingssted 1.

Offentliggørelse

Afgørelsen vil blive offentliggjort på vores hjemmeside og på sundhed.dk med angivelse af Beatriz Eugenia Højbo Fajardo-Hansens titel, navn og autorisationsID.

Afgørelsen vil blive offentliggjort, da det er tredje gang inden for de sidste 5 år, vi giver kritik til speciallæge i psykiatri Beatriz Eugenia Højbo Fajardo-Hansen. Således gav vi kritik til speciallæge i psykiatri Beatriz Eugenia Højbo Fajardo-Hansen i afgørelse af den 5. september 2023 og i afgørelse af den 26. oktober 2023. Disse afgørelser vil derfor også blive offentliggjort, da de er omfattet af offentliggørelsesordningen.

Patientens navn og alle andre navne, herunder stednavne og identificerbare navne på sygehuse og afdelinger, vil blive anonymiseret ved offentliggørelsen.

Regler

Vi har afgjort sagen efter:

Bekendtgørelse nr. 9 af 4. januar 2023 af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (klage- og erstatningsloven)

  • 2, stk. 1, om klager over sundhedsfaglig virksomhed
  • 3, stk. 1, om klager over sundhedsfaglig virksomhed
  • 17 om offentliggørelse af afgørelse om sundhedspersoners sundhedsfaglige virksomhed

Bekendtgørelse nr. 122 af 24. januar 2023 af lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed (autorisationsloven)

  • 17 om omhu og samvittighedsfuldhed

Bekendtgørelse nr. 1225 af 8. juni 2021 om autoriserede sundhedspersoners patientjournaler (journalføring, opbevaring, videregivelse, overdragelse m.v.)

  • Kapitel 4 om opbevaring og overdragelse af patientjournaler

Bekendtgørelse nr. 1109 af 11. september 2015 om offentliggørelse af afgørelser m.v. i klagesager på sundhedsområdet

  • 3, stk. 1, nr. 3 om tre gange kritik inden for 5 år