Ikke krav om løbende orientering om frabedelse
Overlæge får ikke kritik for ikke at have orienteret en patient om retten til at frabede sig videregivelse til andre sundhedspersoner. Patienten var tidligere i sit behandlingsforløb orienteret. Der er ikke krav om, at patienten skal orienteres løbende.
Sagsnummer:
23DNU96
Offentliggørelsesdato:
torsdag den 21. december 2023
Juridisk tema:
Tavshedspligt
Kategori:
Patientrettigheder
Ikke Kritik
Overlæge Person1 (aut. ID ████) fra Behandlingssted 1 får ikke kritik for ikke at have orienteret om retten til at frabede sig videregivelse i perioden fra den 18. marts til den 18. juli 2022.
Du kan læse mere på de næste sider.
Klagen
Du har klaget over, at:
- overlæge Person1, Afdeling A, Behandlingssted 1, i perioden fra den 18. marts til den 18. juli 2022 ikke orienterede dig om din ret til at frabede dig videregivelse af oplysninger til andre sundhedspersoner.
Du har også klaget over den sundhedsfaglige behandling. Det har vi behandlet i en sag for sig selv med sagsnr. ████.
Sagsfremstilling
Den 6. februar 2018 blev du dømt til behandling på psykiatrisk afdeling med tilsyn af kriminalforsorgen. Du var tilknyttet et behandlingsforløb hos Afdeling A, Behandlingssted 1 frem til den 18. juli 2022. Overlæge Person1 var behandlingsansvarlig overlæge fra februar 2022.
Den 18. marts 2021 underskrev du en samtykkeerklæring.
Det fremgår af samtykkeerklæringens punkt 2, at hvis du var i længerevarende ambulant behandling, eller når din behandling var afsluttet, sendte hospitalet automatisk oplysninger eller udskrivningsbrev til din egen læge eller den praktiserende læge, der havde henvist dig. Du kunne dog frabede dig, at hospitalet sendte disse oplysninger. Hvis du ønskede at frabede dig dette, skulle du sætte kryds i en firkant.
Det fremgår af samtykkeerklæringens punkt 4, at der ofte var brug for, at hospitalet videregav oplysninger om din behandling. Hospitalet måtte uden dit samtykke videregive oplysninger om dig, når det var nødvendigt af hensyn til et aktuelt behandlingsforløb af dig. Du kunne dog frabede dig, at hospitalet videregav oplysninger om din behandling. For at frabede dig, at hospitalet videregav oplysninger om din behandling skulle du sætte kryds i en firkant.
Du har oplyst, at du har ret til løbende at blive orienteret om din ret til at frabede dig videregivelse. Du blev informeret herom i en samtykkeerklæring af 18. marts 2021, som var gyldig i et år. Du ønsker derfor at klage over, at du ikke blev informeret igen, da samtykkeerklæringen udløb.
Begrundelse
Reglerne om tavshedspligt
Sundhedspersoner har tavshedspligt om de oplysninger, de får, når de behandler patienter. Tavshedspligten gælder for oplysninger om helbred og andre fortrolige oplysninger.
Oplysninger om helbred er oplysninger om en patients tidligere, nuværende og fremtidige fysiske og psykiske tilstand. Det er også oplysninger om en persons kontakt til sundhedsvæsenet, fx at en person har været indlagt eller er indlagt.
En sundhedsperson kan dog give oplysningerne til andre sundhedspersoner, når patienten giver samtykke. Et samtykke kan være mundtligt eller skriftligt.
En sundhedsperson kan i nogle tilfælde give oplysninger til andre sundhedspersoner, der skal behandle patienten, uden patientens samtykke. En sundhedsperson kan fx give oplysningerne, når det er nødvendigt i forbindelse med en aktuel behandling.
Patienten kan normalt bede om, at sundhedspersonen ikke giver oplysninger til andre sundhedspersoner.
Patienten skal informeres om sin ret til at nægte videregivelse. Denne information kan gives direkte af de pågældende sundhedspersoner eller i mere generelt form, fx ved patientinformationsmateriale i form af skriftlig vejledning. Der er ikke krav i sundhedsloven om, at informationen skal gives løbende.
Et samtykke til videregivelse til andre formål end behandling skal være skriftligt og bortfalder senest et år efter, at det er givet. Det samme gælder ikke for samtykke til videregivelse i forbindelse med behandling. Her er der ikke fastsat en frist for, hvornår samtykket bortfalder.
Samtykke til videregivelse i forbindelse med behandling, skal gives i forbindelse med det aktuelle behov for videregivelse. Det er ikke et krav, at sundhedspersonen skal informere patienten om retten til at frabede sig videregivelse, hver gang der sker en videregivelse uden samtykke.
Vores resultat
Vi vurderer, at der ikke er grundlag for at kritisere overlæge Person1 for ikke at have orienteret dig om retten til at frabede sig videregivelse af oplysninger til andre sundhedspersoner.
Vi har lagt vægt på, at:
- du var informeret om din ret til at frabede dig videregivelse til andre sundhedspersoner i samtykkeerklæring af 18. marts 2021.
- der ikke er krav i sundhedsloven om, at man skal informeres flere gange i løbet af et igangværende behandlingsforløb.
Overlæge Person1 har derfor overholdt sundhedslovens regler om tavshedspligt.
Regler
Vi har afgjort sagen efter:
Love og bekendtgørelser
Bekendtgørelse nr. 9 af 4. januar 2023 af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (klage- og erstatningsloven):
- 2, stk. 1 om klager over forhold omfattet af sundhedslovens kapitel 9
- 3, stk. 1 om klager over forhold omfattet af sundhedslovens kapitel 9
Bekendtgørelse nr. 1011 af 17. juni 2023 af sundhedsloven:
- 40 om tavshedsbelagte oplysninger
- 41, stk. 1, om videregivelse af helbredsoplysninger med patientens samtykke i forbindelse med og efter behandling
- 41, stk. 2, nr. 1, om videregivelse uden patientens samtykke
- 41, stk. 3, om at frabede sig videregivelse
- 42, stk. 1, om samtykke til videregivelse
Bekendtgørelse nr. 359 af 4. april 2019 om information og samtykke i forbindelse med behandling og ved videregivelse og indhentning af helbredsoplysninger m.v.
- 9, stk. 1, om samtykke til videregivelse i forbindelse med behandling
Vejledninger
Vejledning nr. 161 af 16. september 1998 om information og samtykke og om videregivelse af helbredsoplysninger mv.:
- Punkt 4.1 om helbredsoplysninger
- Punkt 4.2 om videregivelse uden patientens konkrete samtykke